De enkeltes digitalisering

 Alle har nok deres egen udvikling og deres egen dannelse i forhold til digitalisering. Men er alle lige sunde? Jeg tror mange er i tvivl, om deres forbrug af digitale devices og platforme fylder for meget. Det er især på skoler og i offentligheden man ser folk, som er helt opslugte af deres skærme. Alt for fokuseret til at se, hvad der foregår lige for næsen af dem. Det kan virke skræmmende, hvor meget digitaliseringen egentlig har indtaget vores hverdag. Internettet og digitale medier påvirker os mere og mere, og kan giver os en slags alternativ opdragelse.  

Selv sproget som udvikler sig igennem digitaliseringen, har indflydelse på især min egen generation. Opslag og jokes med slangs, som vi tager til os og bruger i vores sociale kredse. Men det kan være svært at følge med og forblive opdateret på det nyeste slang. Der er ligefrem udviklet ordbøger og websider til at forstå, og følge med i de mest populære slangs. Men måske kan udviklingen af sproget, blive en slags adskillelse på tværs af generationer. Jeg har selv oplevet at der kan opstå en del misforståelser, og det især er de ældre generationer som har svært ved at forstå os. Det gør måske at min egen generation bliver set lidt ned på, da vores prioriteringer er anderledes. Dovenskab, respektløshed og at være ufokuseret er nok ikke fremmede ord når, man nævner de nyere generationer. Vi kigger for meget på vores skærme og skal hellere bruge tiden udenfor i naturen. Men går min generation glip af noget? Det er nok op til hvilket synspunkt vi går ud fra, og hvad man fokuserer og kigger på. I bogen Gutenberg og Google fra 2017 skelner Henrik Poulsen mellem primære og sekundære erfaringer.  Her er det de primære erfaringer, som sker når vi kigger op fra skærmen og lægger elektronikken væk. Vi skal lære ting igennem verden, og ikke igennem en skærm. Selv skabe meninger og holdninger, i stedet for at modtage dem forarbejdet på de digitale medier. 

Personligt har jeg ikke selv stor træng til at kigge på min telefon. Jeg har min daglige 2 kilometers lange tur hjem fra bussen, hvor jeg kan gå igennem natur og se de helt små forandringer der sker. Se blomsterne spirer op af den tøede jord, og Samtidig høre fuglene kvidre. Det er utrolig afslappende at gå og glemme ens forventninger, og ansvar til at besvare andres beskeder og opslag. Der kan foregå over 100 ting på en gang på telefonskærmen, og at følge med i det hele, kan nogle gange tage pusten fra en. På den anden side så er det også der vi får vores sekundære erfaringer igennem. Det kan der både være ulemper og fordele i. Derfor skal man være kritisk overfor hvad man tager til sig fra nettet. Meget kan være redigeret til at få os til at påtage en mening, uden at se den anden side af en sag. Dog kan det også være en fordel for os, det gør det hele meget hurtigere og nemmere. Fx kan vi få de seneste nyheder på nul komma fem hele døgnet rundt.  

Vi kan også kommunikere med folk fra hele jordkloden, samt skabe nye venskaber med nogle som man måske aldrig have “mødt” hvis det ikke var for digitale medier. Men kan vi stole på det som folk udgiver sig for at være? Vi ser kun den såkaldte frontstage, altså det folk gerne vil have os til at se. Vi ser slet ikke deres rodede hjem eller deres baggrund.  
Martha Roslers billede ”Photo up” fra 2004 illustrerer, hvordan man kan gemme sandheden på digitale medier. Det viser en kvinde som tager et billede af sig selv på trods af hendes meget voldsomme omgivelser, bestående af død, krig og ødelæggelse. Hun viser kun det hun selv vil, uden at vi ved hvad der foregår bag facaden eller i den såkaldte backstage. 

I Daniel Øhrstrøm’s artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt dagblad. Skriver han ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden, vi gribes også af verden” Det fortæller at vi skal kende os selv, samt kende vores egne interesser. Vi skal helst være så digitalt dannet at vi bliver grebet af den ”rigtige” del af de digitale medier. Vi kan ikke styre alt, og slet ikke på de digitale medier. Men med ordentlig digital dannelse kan vi måske nemmere navigere i hvad der er godt, og hvad der er skidt blandt de digitale medier. 

Det kan være farligt at omgås på de digitale medier, derfor skal man være kritisk i forhold til hvad man tager til sig og hvad man selv bruger medierne til. Vi skal huske ikke at miste os selv i falske glansbilleder og forestillinger. Holde os selv og andre opdateret på de digitale udviklinger, og hjælpe folk til at forstå de digitale medier. En ting som vi alle nok kan have godt af bare en gang imellem, er at slippe stressen og alle de digitale forventninger. Bare i en kort stund.  Måske ville vi se eller opdage noget vi ellers ville have gået glip af.  

- Laura 

Dannelse og identitet online

 

At vokse op i en digital tidsalder kan være som at navigere i en indviklet labyrint af information, og som jeg nu sidder her foran min skærm, tænker jeg over den komplicerede verden af medier og digital interaktion. Det er som om verden er blevet skubbet ind i vores lommer og tasker, tilgængelig med blot et swipe eller et klik. Men hvilken indflydelse har denne digitale verden på vores dannelse? For som jeg dykker ned i et endeløse hav af digitale medier, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan den digitale verden former vores identitet og dannelse.

Som barn blev jeg ført ind i den digitale verden af mine forældre, dog uden de største restriktioner. Jeg levede et liv udendørs på en gård, hvor digitale medier var mit mindste problem. Derfor er jeg aldrig rigtigt blevet ”uddannet” i hvad det indebærer at have fri adgang til det store net. Min frie tid på nettet som barn, skulle efter min mening, være blevet formindsket. For som årene er gået, er min telefon blevet en større del af mig og min identitet. Jeg ville næsten påstå at sige, at internettet har opdraget på mig, mindst lige så meget som mine forældre. Jeg har min telefon med mig overalt og mine forældres nuværende insisteren på at mindske min skærmtid, har sået sin tvivl i mig om, hvorvidt jeg kan klare mig uden den form for opdragelse internettet giver mig.

 

For blot et par dage siden jeg lå i min bløde sofa med min telefon i hånden og lod mine øjne glide hen over skærmen. Jeg fangede mig selv i en uendelig strøm af Instagram opslag, facebooktråde og nyhedsartikler, som lå i en endeløs strøm og ventede på mig. Jeg faldt ned i et kaninhul af sociale medier og før jeg vidste af det havde timer fløjet forbi uden reel mening. Det føltes som om, at jeg blev suget ind i en digital malstrøm, hvor virkelighed og fantasi smeltede sammen på min skærm.  Jeg mistede mig selv i en virtuel verden af perfekte billeder og nøje planlagte liv. Liv som jeg udmærket ved er finpoleret, så influencerne kan fremstå til deres ypperste og leve i en verden uden hovedpiner.

Det fører mig frem til Martha Roslers "Photo op" fra 2004, en fotokollage der kaster lys over den iscenesatte natur af vores digitale liv. Gennem hendes værk illustrerer hun hvordan medierne skaber en skæv virkelighed, hvor vores liv bliver reduceret til øjeblikke af perfektion og glamour. Det er som om, at vi lever i en verden af konstant selvpræsentation, hvor vi stræber efter at fremstå bedst muligt for vores virtuelle publikum. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om denne form for digital selvpræsentation er en form for dannelse eller blot en overfladisk facade.

I Rasmus Kolby Rahbeks artikel fra Kristeligt Dagblad ”med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra august 2020, hvor han diskuterer hvordan vores fokus på instrumentel læring kan underminere vores dannelse. Vi bliver fanget i en stræben efter kvantificerbare resultater og mister evnen til at reflektere dybere over svære emner. Dannelse bliver reduceret til et sekundært mål i en verden, der værdsætter øjeblikkelig tilfredsstillelse. Jeg kunne ikke undgå at se parallellerne til min egen oplevelse af at miste mig selv i den digitale verden af likes og kommentarer, hvor min selvopfattelse blev formet af andres reaktioner på mine online præstationer.

Henrik Poulsen udforsker i sin bog "Gutenberg og Google" fra 2017 begreberne om primære og sekundære erfaringer. De primære erfaringer refererer til vores direkte interaktion med den fysiske verden omkring os, mens de sekundære erfaringer er de indtryk og informationer som vi modtager gennem medierne. Poulsen påpeger vigtigheden af at bevare forbindelsen til vores primære erfaringer, da de bidrager til vores autenticitet og dybere forståelse af virkeligheden. Jeg indså at balancen mellem de erfaringer er afgørende for vores dannelse i den digitale verden. Det er nemt at blive fanget i den digitale labyrint af illusioner og miste forbindelsen til vores autentiske selv. Mon vi kan finde en balance og komme ud på den anden side som mere dannede og bevidste individer?

 

Jeg tror at dannelse i den digitale verden er en kompleks proces, der kræver selvrefleksion og bevidsthed om vores eget forhold til medierne. Vi må være opmærksomme på, hvordan vores interaktion med digitale medier påvirker vores selvopfattelse og dannelse og vi må stræbe efter at bevare vores autenticitet i en verden af filter og redigering. På vores rejse gennem det digitale landskab må vi huske at finde en balance mellem vores online og offline erfaringer. Vi burde bevare forbindelsen til vores primære oplevelser og huske, at dannelse handler om mere end bare at fremstå perfekt på sociale medier. Jeg tror vi må finde vores autentiske stemme i en verden af selfies og statusopdateringer, for at komme ud på den anden side som mere dannede og bevidste individer.

 

-Sofie

Balancen i digital dannelse

Det er d. 1. Maj 2005, og på Odense Universitetshospital er jeg lige blevet født. Der er stadig tre år til at den første iPhone kommer til Danmark, og jeg tror i virkeligheden at jeg er blevet født ind i en markant anden verden end den vi kender i dag. Dengang var det hele på en måde mere simpelt, og jeg er utrolig taknemmelig for den opvækst jeg nu engang har haft. Det her får mig måske til at lyde ældre end jeg er, men dengang jeg var barn, blev man nødt til at løbe hjem til ens venner for at spørge om de kunne lege, fordi man ingen mobiltelefon havde. Med mine venner legede jeg på villaveje eller på mit eget lukkede vænge, mens vi konstant havde hudafskrabninger på knæene fordi vi igen var faldet på asfalten. Min opdragelse var uden dannelse på digitale medier i fokus, og det tror jeg egentlig har været meget godt. Det har gjort, at jeg selv har skulle finde en balance i forhold til mit forbrug af de digitale medier, også selvom det ikke altid er nemt.

Jeg tror på mange måder at digitale medier kan bringe os tættere på andre der fysisk er langt væk, men på samme tid skubbe os væk fra de mennesker der egentlig er fysisk tæt på os. Jeg tager nogle gange mig selv i at sidde nede i kantinen på mit gymnasie med min telefon i min hånd, mens jeg spiser frokost. Mine venner sidder og snakker med hinanden, mens jeg langsomt men sikkert bliver nærmest slugt ned i min telefon, og jeg befinder mig i virkeligheden nok et helt andet sted end i kantinen. Det bliver præcist som jeg ser det i Martha Roslers collage ”Photo op”, hvor to piger står helt opslugt af deres telefoner mens der i baggrunden er både krig, død og ødelæggelse. De har så travlt med deres telefoner, og at se perfekt ud, at de slet ikke bemærker deres omgivelser. Jeg ved godt at jeg ikke befinder mig i en krigssituation, men jeg tror stadig at jeg mister noget ved sådan at blive opslugt af min telefon. Jeg tror ikke jeg er ene om at bruge min telefon for meget nogle gange, og selvom digital dannelse ofte forbindes med hvordan man færdes på digitale medier, handler det måske også om hvornår man færdes på digitale medier?

Fra da jeg startede i dagpleje til jeg gik i 8. klasse var hver onsdag mormordag. En fast dag om ugen hvor min mormor hentede mig, min søster og mine to fætre fra institution. En oplevelse jeg kommer til at tænke på, når det kommer til digital dannelse, er en af de mange debatter min fætter og jeg har haft ved spisebordet. Som enhver anden aften hos min mormor havde hun lige sagt der var mad, og vi satte os alle ved vores faste pladser, på de bløde stole, ved det store egetræsbord. Vi havde knap nok nået at tage det første stykke af lasagnen på bordet, før mig og min yngste fætter, ligesom så mange gange før, igen begyndte at diskutere. Denne dag faldt emnet på hvorvidt det var klogt af Mette Frederiksen at danne en mindretalsregering efter folketingsvalget i 2019. Jeg mente det var klogt mens min fætter mente det var dumt. Jeg tror ikke at jeg helt forstod hvad jeg snakkede om, men jeg havde nok læst nogle artikler om det, og ønskede i virkeligheden nok bare at være på tværs. Min holdning stod i hvert fald fast, og jeg husker hvordan jeg nærmest syntes at kunne se min fætters blod begynde at koge, i takt med at han blev mere og mere arrig over at jeg ikke bare gav ham ret.

Når jeg læser Henrik Poulsens bog Gutenberg og google fra 2017 kommer jeg sådan til at tænke på den aften med min fætter. I bogen beskrives de primære erfaringer som det vi kan sanse i vores eget fysiske rum, mens de sekundære erfaringer er de sansninger vi tilegner os gennem digitale medier. Til trods for at jeg synes de sekundære erfaringer og digitale medier ofte følges af en prædiken om hvor skadelige de kan være, tror jeg også at de spiller en essentiel rolle i den dannelse vi som menneske får. Måske har samfundet i virkeligheden udviklet sig til, at de primære erfaringer ikke længere er tilstrækkelige? Når jeg sidder fysisk sammen med min fætter og diskuterer mindretalsregeringen er min holdning noget jeg har tilegnet mig gennem de digitale medier, men alligevel fører det til en oplevelse i mit eget fysiske rum. Det jeg mener med dette er, at jeg ikke nødvendigvis tror at den ene erfaring skal stå alene, men at de måske bør kombineres og have lov til at påvirke hinanden.

Når Rasmus Kolby Rahbek i sin artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” skriver: ”Det kræver, at vi på en gang tager livtag med traditionen og historien og samtidig er åbne for, hvordan den peger ind i fremtiden” tror jeg han mener at vi naturligvis skal værne om den historie og de traditioner vi som samfund har, men i høj grad også skal være omstillingsparate. Digitale medier er uden tvivl kommet for at blive, så måske handler det om hvordan vi som mennesker skal acceptere dette, men på samme tid ikke lader det overskygge alt andet.

Jeg tror i virkeligheden man skal se digital dannelse som en hårfin balancegang mellem hvornår digitale medier gavner os og hvornår de måske tager overhånd. Jeg tror at de har potentiale til at skille os ad, som når jeg i kantinen ikke længere hører mine medmennesker, men blot bliver opslugt af min telefon. Men samtidig tror jeg også på at digitale medier kan bruges til at starte mange debatter, om det så er mellem mig og min fætter eller mellem personer der til tider tager store beslutninger på vegne af hele verden. Så måske er digital dannelse ikke så simpelt som ved første øjekast, men i virkeligheden langt mere kompleks.

-       Sille

Hvad er digital dannelse enlig

 

Det jo tydeligvis en sammentrækning af digital og dannelse. Digital som en betegnelse dækker ­over: internettet, mobiltelefoner, online medier, identifikationssystemer osv. Det er IT, præget af dets computerisering, om man så må sige; intelligent IT. Koblet med dannelse, som traditionelt betegnes som en pædagogisk norm. det henviser til den proces, hvorigennem et menneske tilegner sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger. Eller kort fortalt vores opførsel.

Jeg synes det specielle ved digitaliseringen er, at det formår at bryde disse kulturelle rammer ned. Hvor du tidligere har skulle kommunikere med mennesker inden for en begrænset fysisk afstand, har du nu rig mulighed for at række langt ud over landets grænser eller kommunikere med vennerne hjemmefra. Her står digital dannelse nemlig i kontrast til den traditionelle opfattelse af dannelse. Den tilegnede viden er ikke blot begrænset af hvilken by eller for dens sags skyld landsdel, du befinder dig i. Det er muligt at opnå færdigheder, som ellers ville have krævet en mentor, altså så længe din fysiske tilstedeværelse ikke er nødvendig. Dine holdninger er heller ikke kun påvirket af bedsteforældres smålige jokes rettet mod minoriteter, men derimod vidtrækkende, informative websteder eller sociale platforme som introducerer dig til nye jokes - dog stadig rettet mod minoriteter.

Igennem min barndom, har det at kunne være online haft en stor betydning for min opvækst. Det har både været hurtigere og nemmere at komme i kontakt med venner, da man bare lige kan hive telefonen op af lommen og sende en besked. Det var på den måde nemt at planlægge en offline aktivitet. Jeg må dog være ærlig og tilstå, at det dengang har været noget mere tiltrækkende at sætte sig foran computeren, for så at sætte gang i et spil med de samme venner, som jeg kunne have mødtes med i virkeligheden. Martha Roslers billede ”Photo up” fra 2004 vinkler brugen af mobiltelefoner, som et generelt symbol for online sociale platforme på en lidt ekstrem måde. her bliver vi præsenteret for en næsten manisk afhængighed af online medier, og mens verdenen udenfor står i flammer, er kvinderne på billedet fuldt optaget af deres mobiltelefoner. Jeg forbinder billedet med hvordan det er muligt at søge ly på en online social platform, fra alt det kaos der foregår omkring en. At det muligvis er nemmere og i samme grad afhængighedsskabende, at fralægge sig sine bekymringer ved at barrikadere sig selv inde i ens online identitet. Dermed en lidt ekstrem illustration af fysisk social isolation. Men i virkeligheden syntes jeg det kommer an på i hvilken grad du isolerer dig fra omverdenen.

Jeg har lige udtrykt hvor nemt det er sende en besked, men jeg har aldrig ligefrem været den bedste til at svare. Der kunne sagtens gå dage før jeg tjekkede op på hvad der var blevet sendt, og til den tid vil det have mistet sin relevans. Så at være i et stemmeopkald under et spil CS har været min løsning på det. Udover muligheden for at tale med mine venner, kunne vi også komme i kontakt med vores modstandere, og siden vi ikke behøvede at stå ansigt til ansigt med dem, tillod vi os dermed at udtrykke nogle markant mere vulgære holdninger. Som vi jo i den forbindelse ikke havde tænkt kunne bringe de samme konsekvenser, som hvis vi nu stod foran dem. Vi forbandt derfor afstanden med en vis form for sikkerhed. Vi opfordrede ivrigt hinanden og kreerede nogle spændende former for fornærmelser, problemet er jo bare at hvis f.eks. din ip-adresse lige pludselig befinder sig i chatten, er du ikke længere så anonym som du først troede du var. For slet ikke at tale om hvordan vores formuleringer kunne påvirke modtageren. Som Rasmus Kolby Rahbeck, som er senioranalytiker ved Videncenter for Folkeoplysning udtrykker i sin artikel: Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt har man brug for en vekselvirkning mellem verdenen og mennesket for at kunne dannes. Her bragte vores undersøgelser af andres grænser, da i hvert fald det som vi havde distanceret, som noget der kun fandtes online meget tæt på. Vi gjorde os hermed en lidt skræmmende erfaring, men den var - efter min mening - i den grad dannende.

I Henrik Poulsens bog "Fra Gutenberg til Google" fra 2017 bliver vores opfattelse af verden udforsket, her indføres begreberne primære og sekundære erfaringer. De primære erfaringer er i denne forstand det man oplever gennem sine ”fysiske sanseapparat”  og de ”sekundære erfaringer” altså det medieformidlede. Som ung mødes man og danner venskaber eller lidt mere fjendtlige relationer både digitalt og i den fysiske virkelighed, og unge i socialt sårbare positioner ser ud til at være mere trygge ved digitale venskaber. Men for nogen kan sociale medier blidt bombardere deres hjerne med en følelse af ensomhed, fordi det bliver tydeligere, hvilke sociale aktiviteter de ikke er en del af. En effekt, som ikke nødvendigvis kun er knyttet til selve mediet, men som kan forstærke nogle forhold, der også er til stede i den fysiske verden.

 

Jeg opfatter digital dannelse som de erfaringer du tilegner dig gennem hvilket som helst socialt medie. Nogle typer af digital kommunikation kan have en positiv effekt og være med til at styrke graden af tilknytning til mulige eller allerede skabte relationer. Hvorimod misbrug af den mest signifikante del af digitaliseringen, nemlig afstanden fra den pårørende, kan være nedgørende og problematisk. hvilket kan have negative effekter på dig selv og andre, om det så er selvværdet, selvstændigheden eller selvrespekten der går tabt.

Jacob G

Misforståelse i en digital verden

 

Der er nok ikke et konkret svar på, hvordan man skal at færdes i den digitale verden, eller hvornår man lærer det, men jeg tror, at min dannelse startede, da jeg fik min første iPad. Det var som om en ny verden åbnede sig, jeg skulle ikke længere skrive mig på en computerliste efter skole i klubben for at kunne spille Moviestarplanet, jeg følte mig fri. Måske var det naivt at tro, at jeg var helt fri og kunne gøre, hvad der passede mig på internettet. Dette fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne. Jeg snakkede med folk rundt omkring i verden, og med mine venner på internettet. Alt var nemmere, men det føltes altid, som om der manglede noget i den samtale, man havde med en person. Mange ting kunne tit misforstås, og jeg kunne se mig selv være meget falsk over for folk og skrive ting, som jeg aldrig nogensinde ville sige i virkeligheden.

Misforståelser og følelsen af at være falsk hænger måske lidt sammen. Når vi kommunikerer med hinanden i virkeligheden, har vi hinandens kropssprog at gå ud fra, her er det nemmere at finde ud af, når en person siger noget fx sarkastisk. Dette bliver gjort sværere, når man sidder med sin telefon i hånden og skriver noget, her kan ting nemt misforstås. Selv ved hjælp af emojis kan samtalen føles falsk, og man ender med at misforstå det den anden person skriver.

En anden ting, som jeg vil tage fat i, er det falske ved de digitale medier. Jeg husker selv en dag tilbage i fjerde klasse, hvor jeg sad i klubben efter skole en sommerdag. I stedet for at gå udenfor at lege, bestemte jeg mig for at spille. Jeg loggede på Moviestarplanet, og så at jeg havde en anmodning. Jeg klikkede på den og så, at en dreng fra min klasse havde anmodet om at blive net kærester. Jeg husker tydeligt mig selv tænke: ”Ham snakker jeg da ikke med, hvorfor vil han lige pludselig være net kærester?”. Men jeg accepterede hans anmodning, og mere blev der ikke af det. Jeg snakkede stadig ikke med ham oppe i skolen, men vi skrev sammen, når vi spillede. Jeg spurgte lidt tid efter en af hans venner, om hvorfor han ville være net kæreste med mig, og han svarede, at det var fordi, min karakter var lækker på Moviestarplanet. I virkeligheden var jeg en alene, ikke specielt køn pige, men inde i et spil var jeg lækker og derfor eftertragtet. Dette får mig til at tænke på Photo collagen ”Photo op” (2004) af Martha Rosler, der viser to kvinder med næsen i deres telefoner, imens verdenen rundt om dem er forfærdelig med døde mennesker og krig rundt om dem. Jeg tror, at billedet viser, at man gemmer sig fra den virkelige verden, som ikke er specielt rar, og derfor flygter ind i den digitale verden, væk fra den virkelige verden, og dens problemer.

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” (2020) af Rasmus Kolby Rahbek står der: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Mellem det individuelle og det fælles. Det er en måde at forstå verden på en måde at være i verden på.” Denne dannelse, han snakker om, er den ikke præcis sådan, som vores færdsel i den digitale verden er? Vi starter, fra vi er helt små tænder for vores iPads og møder verden. Vi skal lære at færdes i denne digitale verden og finde den rigtige måde at opføre sig i denne nye og fremmede verden. At være falsk, at forsøge ikke at blive misforstået, at være en anden er de ikke alle ting, som har givet mig en dannelse i den digitale verden? Dannelsen knytter sig til mine erfaringer på internettet.

I bogen "Fra Gutenberg til Google" fra 2017 skriver Henrik Poulsen om vores opfattelse af verden og den digitale verden ved brug af begreberne primære- og sekundære erfaringer. De primære erfaringer er ifølge Henrik Poulsen i den virkelige verden, som vi fysisk kan sanse. De sekundære erfaringer kommer fra digitale mediers syn på den virkelige verden. I dag ejer de fleste en telefon, så en stor del af vores erfaringer bliver sekundære. Men jeg tror ikke kun, at vi får erfaringer fra det sekundære, måske er det mere 50/50. Fx med venskaber. Jeg kan bedst lide at snakke med andre folk i virkeligheden, her kan jeg virkelig finde ud af, hvem de er og bedre kunne læse deres kropssprog, tone og ansigtsudtryk, end hvis jeg bare og sad og skrev med dem. Jeg tror selvfølgelig også, at der er dårlige ting ved at snakke med personer i virkeligheden, fx har man ikke den samme mængde tid til at kunne formulere et ordentligt svar, uden at samtalen bliver akavet. Men da man ikke hele tiden kan være sammen med sine venner, må man nøjes med at skrive med dem, dette fungerer også, og man kan have virkelige gode samtaler med personen, men det føles måske ikke lige så personligt og ægte som at have en samtale med dem i virkeligheden.

Jeg tror, at digital dannelse er, når man forstår, hvordan man færdes i den digitale verden. Man navigerer sig gennem samtaler med ens venner gennem skærmen og lærer at tilpasse sig til at kunne føre samtaler, uden at modtageren misforstår en. Dette er svært, men måske er en samtale i virkeligheden lige så besværlig?

-Aleksandra