Misforståelse i en digital verden

 

Der er nok ikke et konkret svar på, hvordan man skal at færdes i den digitale verden, eller hvornår man lærer det, men jeg tror, at min dannelse startede, da jeg fik min første iPad. Det var som om en ny verden åbnede sig, jeg skulle ikke længere skrive mig på en computerliste efter skole i klubben for at kunne spille Moviestarplanet, jeg følte mig fri. Måske var det naivt at tro, at jeg var helt fri og kunne gøre, hvad der passede mig på internettet. Dette fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne. Jeg snakkede med folk rundt omkring i verden, og med mine venner på internettet. Alt var nemmere, men det føltes altid, som om der manglede noget i den samtale, man havde med en person. Mange ting kunne tit misforstås, og jeg kunne se mig selv være meget falsk over for folk og skrive ting, som jeg aldrig nogensinde ville sige i virkeligheden.

Misforståelser og følelsen af at være falsk hænger måske lidt sammen. Når vi kommunikerer med hinanden i virkeligheden, har vi hinandens kropssprog at gå ud fra, her er det nemmere at finde ud af, når en person siger noget fx sarkastisk. Dette bliver gjort sværere, når man sidder med sin telefon i hånden og skriver noget, her kan ting nemt misforstås. Selv ved hjælp af emojis kan samtalen føles falsk, og man ender med at misforstå det den anden person skriver.

En anden ting, som jeg vil tage fat i, er det falske ved de digitale medier. Jeg husker selv en dag tilbage i fjerde klasse, hvor jeg sad i klubben efter skole en sommerdag. I stedet for at gå udenfor at lege, bestemte jeg mig for at spille. Jeg loggede på Moviestarplanet, og så at jeg havde en anmodning. Jeg klikkede på den og så, at en dreng fra min klasse havde anmodet om at blive net kærester. Jeg husker tydeligt mig selv tænke: ”Ham snakker jeg da ikke med, hvorfor vil han lige pludselig være net kærester?”. Men jeg accepterede hans anmodning, og mere blev der ikke af det. Jeg snakkede stadig ikke med ham oppe i skolen, men vi skrev sammen, når vi spillede. Jeg spurgte lidt tid efter en af hans venner, om hvorfor han ville være net kæreste med mig, og han svarede, at det var fordi, min karakter var lækker på Moviestarplanet. I virkeligheden var jeg en alene, ikke specielt køn pige, men inde i et spil var jeg lækker og derfor eftertragtet. Dette får mig til at tænke på Photo collagen ”Photo op” (2004) af Martha Rosler, der viser to kvinder med næsen i deres telefoner, imens verdenen rundt om dem er forfærdelig med døde mennesker og krig rundt om dem. Jeg tror, at billedet viser, at man gemmer sig fra den virkelige verden, som ikke er specielt rar, og derfor flygter ind i den digitale verden, væk fra den virkelige verden, og dens problemer.

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” (2020) af Rasmus Kolby Rahbek står der: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Mellem det individuelle og det fælles. Det er en måde at forstå verden på en måde at være i verden på.” Denne dannelse, han snakker om, er den ikke præcis sådan, som vores færdsel i den digitale verden er? Vi starter, fra vi er helt små tænder for vores iPads og møder verden. Vi skal lære at færdes i denne digitale verden og finde den rigtige måde at opføre sig i denne nye og fremmede verden. At være falsk, at forsøge ikke at blive misforstået, at være en anden er de ikke alle ting, som har givet mig en dannelse i den digitale verden? Dannelsen knytter sig til mine erfaringer på internettet.

I bogen "Fra Gutenberg til Google" fra 2017 skriver Henrik Poulsen om vores opfattelse af verden og den digitale verden ved brug af begreberne primære- og sekundære erfaringer. De primære erfaringer er ifølge Henrik Poulsen i den virkelige verden, som vi fysisk kan sanse. De sekundære erfaringer kommer fra digitale mediers syn på den virkelige verden. I dag ejer de fleste en telefon, så en stor del af vores erfaringer bliver sekundære. Men jeg tror ikke kun, at vi får erfaringer fra det sekundære, måske er det mere 50/50. Fx med venskaber. Jeg kan bedst lide at snakke med andre folk i virkeligheden, her kan jeg virkelig finde ud af, hvem de er og bedre kunne læse deres kropssprog, tone og ansigtsudtryk, end hvis jeg bare og sad og skrev med dem. Jeg tror selvfølgelig også, at der er dårlige ting ved at snakke med personer i virkeligheden, fx har man ikke den samme mængde tid til at kunne formulere et ordentligt svar, uden at samtalen bliver akavet. Men da man ikke hele tiden kan være sammen med sine venner, må man nøjes med at skrive med dem, dette fungerer også, og man kan have virkelige gode samtaler med personen, men det føles måske ikke lige så personligt og ægte som at have en samtale med dem i virkeligheden.

Jeg tror, at digital dannelse er, når man forstår, hvordan man færdes i den digitale verden. Man navigerer sig gennem samtaler med ens venner gennem skærmen og lærer at tilpasse sig til at kunne føre samtaler, uden at modtageren misforstår en. Dette er svært, men måske er en samtale i virkeligheden lige så besværlig?

-Aleksandra