Teknologiens fremtid og dens toksicitet hos det unge sind.

 

Den digitale ungdoms generation, gen. Z. En ungdom, hvis humor er helt fra forstanden og forvrænget. En generation, hvis koncentrationsevne er forværret og forsnævret. En større del end nogensinde begynder at spærre sig inde på deres værelser. Ingen fysisk kontakt eller samtale med familie eller samlevere. Er dette enden på de sociale forhold, som de foregående generationer kender til?

 

Jeg erkender selv til den forvrængede humor, som er følge af den digitalisering vi har set det sidste årti. En humor der giver absolut ingen mening for den almindelige befolkning. Dopamin som bliver udløst på kommando, og som er mere ekstrem end nogensinde før. Et swipe mellem nye videoer på det sociale medie TikTok tager under et sekund. Ingen introduktioner til videoen, kun den sjove eller gode del. Den unge hjerne kan ikke abstrahere fra at blive ved og ved og ved. En afhængighed som er så svær at komme af med. Jeg sidder selv tit på TikTok og swiper løs, for at finde noget jeg finder interessant. Jeg har også svært ved at slippe mobilen, og opleve virkeligheden ligesom de fleste unge mennesker nu til dags.

 

Størstedelen af den kommunikation som jeg kender i dag, er formet af lys på en skærm, og lyde fra en højtaler. Jeg kan knap nok skrive pænt på et stykke papir, såfremt læse det min klassekammerat har skrevet ved siden af mig. Om det er pinligt, det ved jeg nu ikke, fordi jeg kan umuligt være den eneste.

I et udsnit fra Henrik Poulsens bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, bliver de primære og sekundære erfaringer holdt ude fra hinanden. Der bliver beskrevet en mediering og en barriere mellem denne ring og virkeligheden. Altså at der har været en forandring af nyheden gennem mediet. Det er ikke bare en nyhed du læser på digitale eller analoge medier. Det er altså en kreativ bearbejdning af en nyhed. Subjektet bliver påvirket anderledes når der er en mediering, mediet får subjektet til at se, høre eller læse sig frem til noget andet end hvad der er sket.

 

Artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” af Rasmus Kolby Rahbek, skriver personen således ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden.”. Vi som modtagere af information kan ikke altid selv bestemme hvordan vi bliver dannet. Vi kan blive skræmte, triste, ”lettere opstemte” eller euforiske. At blive dannet er ikke negativt eller positivt ladet, jeg mener det er neutralt. Vi lærer noget af det, om det så er en lærestreg, eller helt selvvalgt. Martha Rosler, beskriver meget fint det med at være optaget af mobiltelefonen. At blive grebet af teknologien og dopaminen. Det gør hun på sit billede ”Photo op” fra 2004. En forgrund som er selvoptaget af en vrangforestilling og en krigsskueplads af en baggrund.

 

Jeg mener at vores generation falder hen, grundet vores abnorme brug af sociale medier. Men det kan også være et skridt mod en mere produktiv fremtid. En fremtid hvor kommunikation ikke handler om sprog, men hvor AI eventuelt oversætter samtaler direkte. Vi kommer tættere på et fællessprog, som bliver udviklet dagligt, et sprog som alle unge mennesker kender, engelsk. Jeg mener det danner mennesket digitalt, men friheden på de sociale medier, gør også ungdommen mere sårbare overfor grænseoverskridende videoer, billeder og samtaler. IT er fremtiden, vi skal bare lære hvordan vi bruger det, og hvordan vi danner os.

 

Hjalte