Balancen i digital dannelse

Det er d. 1. Maj 2005, og på Odense Universitetshospital er jeg lige blevet født. Der er stadig tre år til at den første iPhone kommer til Danmark, og jeg tror i virkeligheden at jeg er blevet født ind i en markant anden verden end den vi kender i dag. Dengang var det hele på en måde mere simpelt, og jeg er utrolig taknemmelig for den opvækst jeg nu engang har haft. Det her får mig måske til at lyde ældre end jeg er, men dengang jeg var barn, blev man nødt til at løbe hjem til ens venner for at spørge om de kunne lege, fordi man ingen mobiltelefon havde. Med mine venner legede jeg på villaveje eller på mit eget lukkede vænge, mens vi konstant havde hudafskrabninger på knæene fordi vi igen var faldet på asfalten. Min opdragelse var uden dannelse på digitale medier i fokus, og det tror jeg egentlig har været meget godt. Det har gjort, at jeg selv har skulle finde en balance i forhold til mit forbrug af de digitale medier, også selvom det ikke altid er nemt.

Jeg tror på mange måder at digitale medier kan bringe os tættere på andre der fysisk er langt væk, men på samme tid skubbe os væk fra de mennesker der egentlig er fysisk tæt på os. Jeg tager nogle gange mig selv i at sidde nede i kantinen på mit gymnasie med min telefon i min hånd, mens jeg spiser frokost. Mine venner sidder og snakker med hinanden, mens jeg langsomt men sikkert bliver nærmest slugt ned i min telefon, og jeg befinder mig i virkeligheden nok et helt andet sted end i kantinen. Det bliver præcist som jeg ser det i Martha Roslers collage ”Photo op”, hvor to piger står helt opslugt af deres telefoner mens der i baggrunden er både krig, død og ødelæggelse. De har så travlt med deres telefoner, og at se perfekt ud, at de slet ikke bemærker deres omgivelser. Jeg ved godt at jeg ikke befinder mig i en krigssituation, men jeg tror stadig at jeg mister noget ved sådan at blive opslugt af min telefon. Jeg tror ikke jeg er ene om at bruge min telefon for meget nogle gange, og selvom digital dannelse ofte forbindes med hvordan man færdes på digitale medier, handler det måske også om hvornår man færdes på digitale medier?

Fra da jeg startede i dagpleje til jeg gik i 8. klasse var hver onsdag mormordag. En fast dag om ugen hvor min mormor hentede mig, min søster og mine to fætre fra institution. En oplevelse jeg kommer til at tænke på, når det kommer til digital dannelse, er en af de mange debatter min fætter og jeg har haft ved spisebordet. Som enhver anden aften hos min mormor havde hun lige sagt der var mad, og vi satte os alle ved vores faste pladser, på de bløde stole, ved det store egetræsbord. Vi havde knap nok nået at tage det første stykke af lasagnen på bordet, før mig og min yngste fætter, ligesom så mange gange før, igen begyndte at diskutere. Denne dag faldt emnet på hvorvidt det var klogt af Mette Frederiksen at danne en mindretalsregering efter folketingsvalget i 2019. Jeg mente det var klogt mens min fætter mente det var dumt. Jeg tror ikke at jeg helt forstod hvad jeg snakkede om, men jeg havde nok læst nogle artikler om det, og ønskede i virkeligheden nok bare at være på tværs. Min holdning stod i hvert fald fast, og jeg husker hvordan jeg nærmest syntes at kunne se min fætters blod begynde at koge, i takt med at han blev mere og mere arrig over at jeg ikke bare gav ham ret.

Når jeg læser Henrik Poulsens bog Gutenberg og google fra 2017 kommer jeg sådan til at tænke på den aften med min fætter. I bogen beskrives de primære erfaringer som det vi kan sanse i vores eget fysiske rum, mens de sekundære erfaringer er de sansninger vi tilegner os gennem digitale medier. Til trods for at jeg synes de sekundære erfaringer og digitale medier ofte følges af en prædiken om hvor skadelige de kan være, tror jeg også at de spiller en essentiel rolle i den dannelse vi som menneske får. Måske har samfundet i virkeligheden udviklet sig til, at de primære erfaringer ikke længere er tilstrækkelige? Når jeg sidder fysisk sammen med min fætter og diskuterer mindretalsregeringen er min holdning noget jeg har tilegnet mig gennem de digitale medier, men alligevel fører det til en oplevelse i mit eget fysiske rum. Det jeg mener med dette er, at jeg ikke nødvendigvis tror at den ene erfaring skal stå alene, men at de måske bør kombineres og have lov til at påvirke hinanden.

Når Rasmus Kolby Rahbek i sin artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” skriver: ”Det kræver, at vi på en gang tager livtag med traditionen og historien og samtidig er åbne for, hvordan den peger ind i fremtiden” tror jeg han mener at vi naturligvis skal værne om den historie og de traditioner vi som samfund har, men i høj grad også skal være omstillingsparate. Digitale medier er uden tvivl kommet for at blive, så måske handler det om hvordan vi som mennesker skal acceptere dette, men på samme tid ikke lader det overskygge alt andet.

Jeg tror i virkeligheden man skal se digital dannelse som en hårfin balancegang mellem hvornår digitale medier gavner os og hvornår de måske tager overhånd. Jeg tror at de har potentiale til at skille os ad, som når jeg i kantinen ikke længere hører mine medmennesker, men blot bliver opslugt af min telefon. Men samtidig tror jeg også på at digitale medier kan bruges til at starte mange debatter, om det så er mellem mig og min fætter eller mellem personer der til tider tager store beslutninger på vegne af hele verden. Så måske er digital dannelse ikke så simpelt som ved første øjekast, men i virkeligheden langt mere kompleks.

-       Sille