mandag den 8. januar 2024

Rummet mellem verdenen og os: Påvirker det vores opfattelse af virkeligheden?

 

”Digital dannelse” lyder overskrifterne i dag. Det er i dag blevet et emne, der bliver lagt meget fokus på i takt med, at den digitale verden udvikler sig omkring os. Men hvad forstås der egentligt ved begrebet ”Digital dannelse”? Center for Digital Dannelse har formuleret deres bud på en definition: ”Digital dannelse handler lidt firkantet sagt om at være digital på en god og konstruktiv måde. Det handler altså om at være dannet, også i den digitale verden, hvor spillereglerne kan være svære at gennemskue, og hvor vi er sociale på helt nye måder.”

Så kort sagt omhandler digital dannelse de her evner til at begå sig på en ordentlig måde i en digital verden og have en forståelse for den information, man bliver præsenteret for.

 

At vokse op i den digitale verden har selvfølgelig stor betydning for mig, og er en stor del af min og mange andre unges udvikling. Den digitale verden har gennem de sidste par årtier udviklet sig markant og er derfor også kommet på dagsordenen, når man generelt taler om dannelse. Man har det jo med at sige, at os unge er født med en telefon i hånden, hvilket er et stærkt udtryk for, hvor stor en del den digitale verden fylder i vores liv og derfor også i vores opvækst. Derfor bliver læren i at begå sig i den digitale verden vigtig og en del af byggestenene i hele vores dannelse for at blive veludrustet til at kunne begå os i verden. Alle de forskellige medier, som vi har til rådighed i dag, bliver en stor del af det miljø, hvor vores udvikling foregår, og hvor vi møder verden. Dette får mig helt klart til at tænke på, hvor meget de forskellige medier egentligt påvirker os igennem vores brug af dem. For hvorfor har medierne så stor betydning for vores udvikling og derfor også for vores opfattelse af verdenen?

 

Når man taler om den unge generation i en digital verden, bliver sociale medier hurtigt bragt på banen som noget af det, der kendetegner vores generation allermest. Sociale medier er blevet et af de vigtigste kommunikationsredskaber i dag - selvfølgelig også for mig. Jeg bruger det som mange andre unge til at kommunikere med mine venner både dem tæt på og længere væk. Jeg bruger det til underholdning, når alt andet er kedeligt. Jeg bruger det til at følge med i, hvad der sker ude i verden samtidig med, at jeg selv deler ud af mit liv på de sociale medier. Men udover at være vores store netværk har sociale medier også fået en anden betydning for vores generation. Ofte også en som vi ikke tænker over.

 

For gennem de forskellige medier åbnes en verden for vores fødder uden grænser for, hvad vi kan blive mødt af. Det er i dette rum, vi interagerer med omverden på, om vi ligger derhjemme i sengen og scroller eller sider til undervisning og skal undersøge et bestemt emne på nettet. Det skaber et rum mellem os og verdenen, hvor vi bliver udsat for en masse indtryk, som vi skal kunne tage stilling til. Det kommer til udtryk i Daniel Øhrstrøm’s artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt dagblad. Ifølge Daniel Øhrstrøm er det rum, hvor vi interagerer med omverden på vigtigt for vores dannelse:

”Dannelse kræver et passende sted, den rette arkitektur, kunne man sige, for at finde sted. Et sted, der tillader åben vekselvirkning mellem verden og mennesket, et sted, hvor vi kan gøre os erfaringer med verden, et sted, hvor vi kan indgå i en undersøgende leg med verdens ting, et sted, hvor vi kan orientere os i verden fra.”.

Han taler om, hvor vigtigt stedet for vores møde med verden er, da det skal være et sted med mulighed for undersøgning af en åben verden.

 

Sociale medier bliver derfor en stor del af den platform, hvor vores dannelse finder sted, da det er et af de steder, vi som unge mennesker møder verden. Gennem medierne får vi muligheden for at undersøge, udforske og integrere med omverdenen på. Vi bliver udsat for en masse indtryk, der kan være svære at navigere i. Og selvom vi sidder med en masse redskaber, som vi specielt gennem undervisning har lært for at kunne mødes af og forstå de forskelle nyheder fra verden, kan nogle emner som fx krig være svære at tage stilling til, fordi den digitale dannelse halter.


I disse tider fylder krig specielt meget på de forskellige medier. Jeg føler næsten det er blevet hverdag at blive mødt af en nyhed eller opslag, hvor nogle kommenterer på krig i verden. Lige nu tager specielt krigen i Mellemøsten mediernes fokus, og selvom det ikke er en krig jeg har fuldt så meget med i, har en speciel oplevelse været med til at give mig en forståelse for, hvordan medierne faktisk er med til at forme og påvirke vores syn på verdenen. Jeg kan tydeligt huske at have læst et opslag, der omhandlede alle de døde og sårede børn i Gaza. Det var selvfølgelig et meget rystende og rørende opslag, der hurtigt satte mange følelser og tanker i gang i mig. Men samtidig gav det mig også en helt anden forståelse for det rum, der blev skabt mellem verdenen og mig gennem det medie. Det gik hurtigt op for mig, hvor hurtigt mit syn lige var blevet indsnævret i forhold til hele den her konflikt i Mellemøsten bare ud fra det ene opslag. Min egen holdning var lige blevet påvirket af et opslag, som jeg egentligt let ville kunne vurdere til at komme fra en upålidelig kilde, der er styret af meget stærke følelser. Men medierne er bare med til at påvirke vores virkelighedsopfattelse, da vi tit møder den medieret virkelighed. I rummet mellem os og verdenen kan vores sanser ikke række hele vejen og derfor kan vi få en anden forståelse end den vores primære og sekundære erfaringer ville give os af virkeligheden.

 

Mathilde


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.

Teknologiens fremtid og dens toksicitet hos det unge sind.

  Den digitale ungdoms generation, gen. Z. En ungdom, hvis humor er helt fra forstanden og forvrænget. En generation, hvis koncentrationsevn...