Digital (ud)dannelse

 

”Prøv at se det her, far. Er det ikke vildt?” ”Men det passer jo ikke, Victor.” ”Jo jo, jeg så det jo på YouTube.”

Denne situation er nok velkendt for de fleste af os. Vi støder på spændende eller overraskende indhold på de sociale medier og skynder os straks at dele det med familie eller venner, kun for at opdage, at det enten var overdrevet, redigeret eller måske endda falsk. Men hvad har det egentlig med digital dannelse at gøre?

Dannelse er et tvetydigt begreb, der kan betyde mange forskellige ting. Det henviser ofte til den proces, hvor et individ gennemgår en udvikling. Når jeg tænker på dannelse, kommer uddannelse straks i tankerne. Dette er også relevant for digital dannelse, da det i høj grad er en form for uddannelse. Som børn måtte vi igennem en slags uddannelse for at forstå, hvad der egentlig var sandt og troværdigt af alle de nye og spændene informationer og muligheder internettet gav os. Og det bliver kun en større og større udfordring.

 

Jeg tror egentlig, at jeg er glad for, at jeg ikke er født senere. For det virker som om, forskellen mellem min storebror og jeg, og min lillebror og jeg, er enorm i forhold til, hvor meget digital dannelse har fyldt og fortsætter med at fylde. Antallet af primære erfaringer bliver færre og i stedet bliver erstattet af sekundære erfaringer gennem skærmen. Som Henrik Poulsen også påpeger i bogen "Gutenberg og Google" fra 2017, er der to typer erfaringer: primære, som er sanselige og direkte, og sekundære, som er indirekte og skabt af andres handlinger.

Hvis den udvikling, der bare har været mellem mine brødre og jeg, fortsætter, bekymrer det mig, hvordan det vil se ud om nogle år. Vil børnene være i stand til at kende forskellen mellem de primære erfaringer, som at lege ude på græsbanen om sommeren og de sekundære, som at sidde inde på værelset og spille FIFA? Jeg undrer mig over om vi når til et punkt, hvor disse to ting har samme sanselige effekt på børnene. Og hvordan det ville påvirke opfattelsen af de primære, og sekundære erfaringer.  

 

Jeg husker, og er blevet fortalt at min familie og jeg i 2014, var ude for at se min storebror spille til et fodboldstævne. Dog fik jeg ikke set meget til kampene, da jeg lige havde fået en ny telefon. Mine forældre gentog flere gange, at jeg burde lægge telefonen væk og se min brors kamp, men jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad der foregik på banen. Jeg var fordybet i den nye skinnende skærm foran mig. Da mine forældre til sidst blev trætte af at minde mig om at se min bror spille, satte jeg mig ned på det bløde græs, som kunne have være blåt uden jeg ville have vidst det. Lidt efter ko min mor og sagde, at de gik ind i cafeteriet og ville være tilbage om lidt, som jeg bare svarede "okay" til. Men jeg var stadig fuldstændig optaget af min telefon.

Efter et par minutter vågnede jeg op fra min egen lille verden og opdagede, at min familie var forsvundet. Mens tårerne langsomt formede sig i kanten af øjnene, gik jeg ud for at finde dem. En ældre dame lagde mærke til mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde mine forældre, hvorefter vi gik til stævnekontoret, hvor mit navn blev råbt højt i højtaleren, så mine forældre kunne komme og hente mig. Dette kan sammenlignes med Martha Roslers billede ”Photo op” fra 2004, hvor hvad der ligner at krigszonen i baggrunden sammen med de to døde børn, slet ikke påvirker de to identiske kvinder med deres mobiltelefoner. Dette viser bare hvordan man kan blive fuldstændig forstenet med fokus kun på skærmen. Det viser også vigtigheden af at blive ”uddannet” i hvordan man bruger sine digitale værktøjer, så man ikke falder i med begge ben og sidder fast i den digitale verden, hvor man både bliver blind og døv fra omverdenen. Men hvorfor er det så vigtigt at kunne trække sig selv væk?

Det er vigtigt at kunne trække sig tilbage fra den digitale verden. Som Rasmus Kolby Rahbeck skriver i sin artikel "Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt" fra det Kristelige Dagblad fra d. 14. august 2020, advarer han om, hvordan en uddannelse uden den rette dannelsestænkning kan resultere i en ensidig og overfladisk læring. På samme måde kan man sige, at dannelse uden en passende uddannelse også kan blive ensidig og overfladisk.

Man kan altså hurtigt komme til at være rusten i den primære verden og derfor skifte til den sekundære ”nemme” verden hver gang man bliver presset. Man kan altså skabe en slags digital boble, selv når man er sammen med venner eller familie. Hvilket desværre er alt for almindeligt at opleve. Det kræver kun at der opstår et lille hul i samtalen, eller at man ikke lige kan finde på noget at tale om, hvorefter man hurtigt griber telefonen og løser sig selv inde i den digitale boble.

 

Er det overhovedet realistisk at stræbe efter en afskæring af den sekundære digitale verden? Sandsynligvis ikke, og måske er det heller ikke det bedste for os. Måske handler udfordringen i stedet om at opnå den rigtige balance mellem det digitale og det fysiske, hvor vi udnytter de mange muligheder, som begge verdner giver os. Dette kræver både individuel uddannelse, bevidsthed og handling.

Hvordan vi bedst opnår denne balance, er stadig en udfordring, som vil kræve noget fra os alle. Men med den udvikling, som er i gang lige nu. Er det så overhovedet en mulighed at kunne skabe den rigtige balance?

victor