Opdragelse i en digital verden

 Der findes mange forskellige meninger om, hvad den bedste måde er at lære sine børn hvordan man begår sig i en digital verden, og den bedste måde at gøre brug af den digitale verden.

Nogen sætter grænser ved ikke at tillade deres børn at have adgang til visse medier. Andre giver deres børn fri adgang, for at lære børnene selv at sætte grænser. En tredje mulighed, blandt mange muligheder, er at give sine børn skærmtid.

 

Fra jeg var helt lille, har jeg hos min far haft skærmtid. Den skærmtid inkluderede fjernsynet, computer og mobiltelefon. Det betød at det først var efter bestemte tidspunkter af dagen vi måtte bruge skærme, men når vi så måtte bruge skærme, var der ikke sat begrænsninger på.

Jeg husker at da jeg var mindre hadede jeg disse regler. Ikke bruge nogen form for skærm, medmindre det var skolerelateret eller man havde fået tilladelse. Men nu når jeg tænker tilbage på det, synes jeg det virkede godt for vores familie.

 

Jeg ved ikke hvorfor min far valgte at opdrage os børn på denne måde. Men hvis jeg skulle prøve at komme op med min egen begrundelse for begrænset skærm, ville det nok have mere at gøre med hvordan vi brugte vores tid, når vi ikke havde vores skærme. Den tid vi brugte sammen. I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentel” (2020) skriver Rasmus Kolby Rahbek: ”Dannelse kan derfor aldrig finde sted i enerum. På et tidspunkt må den altid forholde sig til det almene, det fælles.” Kan man miste følelsen af fællesskab? hvis man hele tiden sidder foran en telefon eller en computer? Og hvordan lærer man at begå sig i den rigtige verden, hvis man kun bliver dannet gennem digitale medier?

 

Jeg er usikker på hvad mine søskende den dag i dag mener om, at vi havde skærmtid. Men personligt kan jeg mærke en forskel. Hos min mor var der aldrig skærmtid. Mig og min bror havde lov til at bruge vores skærme som vi ville. På grund af dette ville jeg som mindre helst være hos min mor, da jeg altid måtte bruge min mobiltelefon der.

Men når jeg kigger tilbage på det, er jeg rimelig glad for at min far lavede skærmtid.

Det gør at den dag i dag går mig og min far ture sammen hver dag hos ham. Vi kan nemt gå en tur på en times tid. Vi kan tale sammen, imens vi går på de gamle togskinner og kigger ud på markerne. Imens vi går på grusstien inde i skoven. Imens vi går ved vejen og lytter til fugle. Vi kan begå os i verden, uden at have vores mobiltelefoner med os.

Det er dog ikke alle der kan det. Og det synes jeg er meget godt vist i Marthe Roslers fotocollage ”Photo Up” (2004). Collagen illustrerer hvordan man kunne frygte verden blev. Den viser hvordan man kan ignorere alt der sker i den virkelige verden lige omkring en, fordi man er for fortabt i den digitale verden.

Men som jeg nævnte før, kunne man frygte at dette er hvad verden kunne udvikle sig til. Men spørgsmålet er så bare, om vi allerede lever i denne verden?

 

Et andet eksempel på dette, med at fordybede sig mere i den virkelighed der findes i den digitale verden, er fra Henrik Poulsens bog Gutenberg og Google (2017). Poulsen beskriver primære og sekundære erfaringer. Han beskriver primære erfaringer som de ting man selv kan sanse. Mens sekundære erfaringer netop er dem i den digitale verden, dem man ikke kan tage og føle på.

Jeg forestiller mig, at der findes mange forskellige meninger om, hvor meget ens erfaringer skal komme fra primære eller sekundære erfaringer. Jeg synes at ens erfaringer skal bestå af en god bladning af primær og sekundær.

Personligt mener jeg at kun primære erfaringer vil gøre en for aflukket fra omverden. Man kan nemt blive for aflukket for omverden. Der vil være for mange relevante ting der sker i verden, man bare aldrig ville finde ud af. Men hvis man kun får sekundære erfaringer, vil man miste sit fodfæste i ens mest nærliggende verden. Man ville ikke længere være involveret i sine venners og i sin families liv.

 

For mig betyder en bladning af primære og sekundære erfaringer at mig og min far kan sidde og spille 500, mens vi lytter til radioen. At vi kan sidde og bruge vores tid sammen, men stadig holde os opdateret i hvad der sker i den mere fjerntliggende verden.

Vi kan sidde og kæmpe om hvem der får lov til at tage bunken op først, imens vi hører om det nyeste vedrørende jordskredet af forurenet jord grundet i Nordic Waste-sagen. Vi kan sidde og blande primære og sekundære erfaringer.

 

Om man vælger at give sine børn fri adgang, ingen adgang eller at lave en bladning, er et valg man selv må tage. Om der er en af metoderne der er bedre end de andre, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg er glad for den måde, jeg lærte at begå mig i den digitale verden.

Jeg kan nemt forestille mig at der er nogle som er uenige med den måde min far valgte at lære mig og mine søskende at begå os i den digitale verden.

Men hvilke overvejelser skal fremtidige generationer lave i forhold til opdragelse, når den digitale verden fylder mere og mere i vores hverdag?

 

Dagmar

 

Er digital dannelse lig med digital opdragelse?

Min far er, hvad man kan sige sådan en ’Facebook boomer debattør’. Han bliver alt for hurtigt opslugt i en diskussion, et emne eller en krig, og så kører den derudaf med 120 km/t, hvor ingen rigtig kan ikke følge med. Heller ikke jeg. Og som ingen andre børn, er jeg blevet hevet med til diverse foredrag om bl.a. 9/11, så jeg kunne høre om mediernes bearbejdning af tragedien. Men jeg blev aldrig klogere. Jeg var kun et barn, som blev opdraget til at forholde mig så kritisk som muligt til mediernes holdninger. Jeg var kun et barn, og det endte med at jeg forholdt mig så kritisk til medierne, at jeg troede på alt, min far fortalte og bildte mig ind. Jeg er nu næsten voksen, og nu spørger jeg mig selv - kunne jeg, og kan jeg klare den digitale verden uden lige netop den opdragelse?

Jeg synes digital dannelse er et svært emne, fordi jeg føler, at man aldrig rigtig kommer frem til et enstydigt svar. Man kan tænke, at man gør. Men det er et aktuelt emne, som er under konstant forandring, som teknologien udvikler sig. Den udvikler sig, uden man rigtigt når at tænke over det.

De vigtigste punkter at tage højde for indenfor den digitale verden synes jeg, for det første er forskellen mellem mis- og desinformation. Utroligt, synes jeg, at det kun var for 2 måneder siden at jeg først lærte, hvad forskellen på de to var. Men nu hvor jeg gør, er det som om, at alt min far har sagt og stadig siger til mig, giver en smule mere mening. Og dog fanger jeg mig selv i her igen at lukke mine kritiske sanser ned for at stole på, hvad han fortæller mig. Han kan jo sagtens være en del af den misinformation. Men tit undrer jeg mig over, om man nogensinde kan være 100% sikker på de informationer, man får?

For det andet synes jeg også, at det er vigtigt at huske, at vi som mennesker er nødt til at vokse med den verden, vi skaber. Altså at lære at indrette os efter den digitale verden, og bruge de midler den giver os, til at skabe et større fællesskab end den lige uden for vores egen næsetip, da det er det, som medier kan. Det synes jeg Rasmus Kolby Rahbek skriver så fint, når han i sin artikel Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentel skriver: ”Det kræver, at vi på en gang tager livtag med traditionen og historien og samtidig er åbne for, hvordan den peger ind i fremtiden”. Det vil jeg gerne tolke som, at han mener, at vi som samfund selvfølgelig husker og omfavner den historie og de traditioner vi har, samtidig med at man forstår at dannelse i dag handler om mere end bare det. At vi udvikler os med den digitale dannelse, i stedet for at banke os selv i hovederne over at dannelse ikke var som for 30 år siden.

Man kan også tage et eksempel fra Henrik Poulsens bog Gutenberg og Google fra 2017. Her beskriver han den primære erfaring, som at være lige netop den virkelighed uden for vores egen næsetip. Altså dertil, sanserne rækker. Det er den, jeg tænker, mange forbinder med det vigtige nærliggende fællesskab. Det fællesskab man skaber, når man sidder sammen med sin familie ved aftensbordet med en kop kaffe i den ene hånd og en chokoladebrownie i den anden og spiller Scrabble eller ludo. Helt distanceret fra diverse skærme.

Den sekundære synes jeg er interessant, fordi den hurtigt kan få nogle mindre positive associationer. Det er den virkelighed, som vi opfatter gennem medierne. Men jeg vil tænke, uden at sige at den primære ikke er ekstrem vigtig, at den sekundære er betydningsfuld, da det er her, vi gerne skulle kunne løse alle de forfærdelige problematikker ude i verden, som netop bliver formidlet til os gennem medierne, og derved bliver den sekundære erfaring. Så synes jeg også, at de to spiller en væsentlig rolle samme, for jeg har selv oplevet mange gange, hvor den primære er skabt gennem den sekundære.

Jeg husker det, som det var i går at jeg sad hjemme i Ørbæk. Jeg har ikke været ældre end 12. Måske jeg netop lige har fået min første telefon nogle år forinden. Men den aften sidder jeg i sofaen med en kop te. Mine søstre ved siden af med hver deres egne kopper også. I stedet for at se fjernsyn, læse en bog eller spille et brætspil, sidder vi og lytter til min far snakke om mediernes manglende dækning af 9/11 set fra et ikke vestligt perspektiv. Han står op, fordi han kan ikke sidde når han ”diskuterer”, med sin ”9/11 was an inside job” T-shirt på og basker med sine arme i ren frustration over, at den overbevisning han har, ikke rigtigt siver ind i hovederne på hans henholdsvis 12-, 15- og 17-årige døtre. Dengang forstod jeg absolut ingenting. Hverken emnet, som i den her sammenhæng ikke har nogen betydning, eller hans frustration over medierne.

Den oplevelse kan nu hjælpe mig til at forstå mine følelser omkring fotocollage ”Photo Up” af Martha Rosler fra 2004. For den frustration jeg sidder med, når jeg kigger på billedet, tror jeg ligner den min far stod med dengang. Jeg kigger ud ad vinduet på billedet og ser en krigssituation, som jeg aldrig har, og forhåbentligt aldrig vil, stå i. Det er også første gang, jeg ser det billede, fordi det er lige så nemt for mig i min underbevidsthed at vende ryggen til det, som det er for de to kvinder at vende ryggen til det, der foregår bag dem.

Når jeg nævner min far i den her blog, er det ikke for at hænge ham ud eller sige, om han havde ret eller ikke. For det ved jeg oprigtigt ikke. Det er i princippet også helt ligegyldigt. Men jeg tror alligevel, at han har lært mig meget om, hvordan jeg skal forholde mig, i en alder af nu 18 år, til den digitale verden og de sociale medier. Og det var måske i virkeligheden, det vigtigste for ham den aften for mange år siden?

-       Amanda

Den digitale tidsalder

 

Digital dannelse er en ting der fylder rigtig meget i vores liv, især i min generation. Dog er det aldrig noget jeg har gået og tænkt særlig meget over, indtil jeg skulle skrive dette blogindlæg. For mig handler digital dannelse om evnen til at begå sig sikkert på de sociale medier, og at kunne forstå de muligheder, udfordringer og konsekvenser den digitale verden bringer med sig. Men hvad betyder det egentlig at skulle danne sig i en digital verden?

 

Over de sidste par årtier har vores teknologi udviklet sig markant. Dette har gjort, at en hel ny verden har åbnet sig op for os, altså den digitale verden, hvilket har medført, at vi i vores opvækst har skulle lære at navigere på en hel ny måde. Jeg tror, at mange ville mene, at digitale medier er roden til al den mistrivsel og alle de problemer vi oplever i vores samfund i dag. Spørger du min farfar, ville han fortælle dig, hvor forarget han er over al den tid vi unge mennesker bruger foran skærmen i dag. Han har altid været meget stor tilhænger af idéen om, at børn trives bedst ude i naturens friske luft. Jeg husker tydeligt alle de lektioner mig og mine fætre fik af ham som børn, hver gang vi var i sommerhus sammen. Vi plejede altid at sidde i en rundkreds sammen på stuens spaltede trægulv, med vores hoveder begravet i hver vores iPad. I sin ældgamle gyngestol, der lød som om den var ét knirk fra at brase sammen, sad min farfar med et skuffet blik i øjet og rystede sig på hovedet af os. Vi kunne sidde på gulvet og spille i flere timer, eller i hvert fald indtil min farfar fik nok og slukkede for internettet. Herefter ville han sætte sig ned og bruge en halv time på, at belære os om hvor vigtigt det var at komme ud i naturen og få noget frisk luft. Han opfordrede os altid til at gå ud og lege med de andre børn der boede på vejen. En gang imellem lykkedes det ham at få os udenfor, men for det meste gik der ikke mere end et kvarter, så sad vi på gulvet igen, og skændtes over hvordan vores Minecraft verden skulle se ud. Nu hvor jeg sidder og tænker tilbage på det, kan det egentlig godt være, at han havde fat i noget. Måske havde vi haft meget godt af at komme ud og være social med nogle andre børn, i stedet for at sidde og overstimulere vores hjerner med ligegyldige ting. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig om hvor meget digitale medier egentlig har påvirket min barndom.

 

Jeg er selv en del af den generation der er vokset op med digitale medier, hvilket jeg tror har haft stor betydning for min personlige udvikling. Jeg, som mange andre, bruger digitale medier til stort set alt i dag. Jeg bruger det til at holde mig opdateret om hvad der foregår i verden. Jeg bruger det til underholdning. Jeg bruger det som kommunikationsredskab med mine venner. Ja, jeg bruger det endda til at gå i skole. Men hvordan har det faktisk påvirket mig, at jeg har været kronisk online siden jeg var lille? Jeg tror ikke, at jeg vil sige, at det decideret har været godt for mig, men jeg tror alligevel, at det har lært mig en masse værdifulde ting, som jeg kan bruge når jeg begår mig ude i den virkelige verden. Sociale medier har for eksempel lært mig at forholde mig kritisk overfor alt jeg ser og hører.

 

Det sagt, har det nok også haft en masse konsekvenser for hvordan jeg og mange andre opfatter verden. Dette kommer tydeligt til udtryk i bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017, hvor Henrik Poulsen beskriver hvordan vi oplever verdenen omkring os gennem primære og sekundære erfaringer. De primære erfaringer er det vi sanser gennem vores fysiske sanseapparat, hvor de sekundære erfaringer er det vi sanser gennem mediernes bearbejdning af virkeligheden. Vi mister en del af de primære erfaringer når vi konstant er på vores telefoner, og oplever alt gennem de sekundære erfaringer. Vi bliver altså dårligere til at opleve den autentiske virkelighed, fordi vi vænner vores hjerner til at blive distraheret af den digitale verden.

 

Vi lever i en verden hvor der jo egentlig ikke er nogen grænser, fordi digitale medier har gjort omtrent alt muligt. Vi er ikke længere bundet til tid og sted. Dette gør, at det er ekstremt nemt, at tage afstand fra den virkelige verden og blive opslugt af den digitale. I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” af Rasmus Kolby Rahbek, fortæller han, at ”Dannelse kræver et passende sted, den rette arkitektur, kunne man sige, for at finde sted. Et sted der tillader en åben vekselvirkning, mellem verden og mennesket, et sted, hvor vi kan gøre os erfaringer med verden.” Lever vi overhovedet i en verden hvor det er muligt?

Kigger man på den amerikanske kunstner Martha Roslers billede Photo op fra 2004 ses det tydeligt, hvor frakoblet vi mennesker egentlig er fra den virkelige verden. Billedet viser to kvinder der er mere optaget af deres telefoner, end al den krig og tragedie der udfolder sig lige for næsen af dem. Med alt dette in mente, hvordan skal vi så danne os erfaringer, i en verden vi er så ubevidste om?

 

- Maja

 

Skærmen som den nye virkelighed

Når jeg hører ordene digital dannelse, tænker jeg, at de beskriver vores evne til at begå os på internettet og de sociale medier. Derudover må det også handle om at kunne finde en balance mellem virkeligheden og det digitale. Vi befinder os i, hvad man kan kalde den digitale æra. En stor del af vores liv foregår i dag digitalt. Vi bruger internettet til at tjekke, om vi har lektier for til i morgen og at tjekke bankkontoen. Vi bruger det til at søge viden, til at kontakte venner og familie og til sidst, men ikke mindst, som kilde til underholdning.

Brugen af sociale medier som underholdning bliver diskuteret hyppigt i dag. Især TikTok mener mange er skadeligt, bl.a. fordi videoerne på TikTok følger en bestemt opskrift, hvor de indeholder mange informationer, som fortælles på meget kort tid. Mange eksperter mener, at det er med til at forværre vores opmærksomhedsspændvidde. Derudover bruger mange apps også algoritmer, som udvælger specifikke opslag til hver person, som betyder, at mange let bliver afhængige, da man bliver bombarderet med videoer fra præcis den eller de ting, man liker mest.

Jeg har tit set børn i restauranter, som sidder med næsen i mors telefon. Nu har jeg ingen børn endnu, men det er forståeligt, at man aflaster sit barn på denne måde, selvom det måske er en lidt kortsigtet løsning. Det kan dog gå grueligt galt, hvis man vælger disse løsninger for ofte. Jeg så engang en video af en lille dreng, der sidder med to iPads og spiller på den ene, mens han scroller gennem TikTok på den anden. Det syntes jeg er meget uhyggeligt, fordi man tydeligt kan se, at han er helt oppe at køre, fordi hjernen bliver helt vildt overstimuleret. Er det virkelig det, som vi ønsker for de fremtidige generationer? Den digitale udvikling er gået ufatteligt hurtigt. Det føles ikke som ret lang tid siden, at jeg sad i sofaen med en iPad i hånden. Forskellen var måske, at jeg spillede PlantsVsZombies med min mor. Vi havde et fællesskab omkring det at spille og nød hinandens selskab. Jeg blev aldrig afhængig eller vred. Jeg kom ikke i kontakt med apps eller spil, der var skabt til at skabe en afhængighed hos mig. Jeg tænker også, at det højst sandsynligt er fordi, at mine forældre har kunnet finde en fin balance mellem den digitale verden og virkeligheden for mig.

I bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017 fortæller Henrik Poulsen om, hvordan vi opfatter verden. Her bruger han to begreber, nemlig primære- og sekundære erfaringer. De primære erfaringer er ifølge Henrik Poulsen den virkelige omverden, altså det, som vi kan sanse, når vi er fysisk til stede. De sekundære erfaringer er det modsatte altså det, som præsenteres for os som en mediering af virkeligheden. I dag bruger vi vores telefoner rigtigt meget. Det betyder, at en stor del af disse erfaringer bliver sekundære erfaringer gennem en skærm, i stedet for primære erfaringer. Dette betyder, at vi kommer til at vænne os til at få alt vist til os gennem en skærm, hvor vi så måske bliver dårligere til at opleve ting, mens vi er til stede, altså gennem primære erfaringer. Denne situation kommer til udtryk i den amerikanske kunstner Martha Roslers billede Photo op (2004) fra billedserien House Beautiful: Bringing the War Home. New Series (2004-2008). Billedet forestiller to identiske kvinder, som befinder sig i et meget smukt, moderne hjem, hvor man i baggrunden kan se to sårede børn i nogle designerstole samt en krig, der udspiller sig lige uden for vinduet. De to kvinder står og koncentrerer sig meget om deres telefoner, som de bruger til at følge med i den krig, der foregår udenfor. Det at de to kvinder kun anerkender krigen, som de oplever gennem deres telefoner viser, at vi er på vej i den retning, hvor vi prioriterer sekundære erfaringer i stedet for de primære.

Men er det ikke godt, at teknologien har gjort det hele meget nemmere?
Nej, det mener jeg ikke. Når noget bliver let, betyder det samtidig, at vi ikke behøver at gøre os lige så meget umage for at opnå noget. Vi skal ikke bruge vores hjerne eller muskler i samme grad som før, så vi risikerer at blive dummere. Et eksempel på dette er brugen af ChatGPT. Den kan ses som en let løsning af et problem, fordi man ikke selv behøver at tænke, ud over, at man selv lige skal skrive et prompt, som AI ‘en kan lave ens opgave ud fra. Det hænger sammen med det, at vi prioriterer de sekundære erfaringer, altså det, som bliver givet til os af en robot i stedet for det primære, som er det vi selv tænker os til.

I artiklen: ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fortæller Rasmus Kolby Rahbek: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden” og ”Dannelse knytter sig også konkret til erfaringer af steder for levet liv.” Hvordan er det på baggrund af dette muligt at blive et voksent, dannet menneske, hvis man bevidst vælger at springe over hvor gærdet er lavest i stedet for selv at tænke og sanse?

For menneskeheden kan ikke klare sig med teknologi alene. Det kræver en vekselvirkning. Teknologien og den digitale verden har nemlig også medført gode ting. Men for at vi kan lære at leve med teknologien, er vi nødt til at forholde os kritiske for, at den ikke tager for meget over.

Frederik

 

Digital (mis)dannelse

For mig handler digital dannelse først og fremmest om at lære at bruge den digitale teknologi som et værktøj og at forstå, hvordan det kan tage overhånd og overskygge mange vigtige dele og elementer i det at være menneske. Altså lære hvordan digital teknologi bruges og forstå hvordan det misbruges.

Min mor var altid i min barndom og mine tidlige teenageår meget efter mig, når det kom til mængden af tid, jeg brugte på skærme og digitale medier. Det er hun nok ikke den eneste mor, der har været, og jeg tror ikke, jeg antager for meget, når jeg siger, at det nok er de fleste i min generation, der har været vant til konstant at få at vide af folk fra ældre generationer, at vi er for afhængige af digital teknologi, og vi bruger vores mobiltelefoner for meget. Jeg ville ikke rigtig lytte til hende og blev meget tit frustreret og irriteret over, at hun blandede sig. Jeg synes ikke hun burde blande sig, hun forstod mig jo ikke, hun var vokset op i en anden tid uden iPads og Minecraft. I dag er jeg dog glad for, at hun satte restriktioner for mit skærmforbrug, fordi jeg siden har lært, at det nok var mig, der ikke forstod hende.

Digitale medier kan være et fantastisk redskab, fx fordi de giver os mulighed for at følge med i, hvad der foregår hvor som helst på jorden på et hvilket som helst tidspunkt. De kan bringe mennesker tættere på hinanden og gøre det muligt for folk at samles og holde kontakt, selvom man fysisk befinder sig langt væk fra hinanden. Jeg oplevede især dette under nedlukningen under corona-pandemien. Mens jeg var hjemsendt fra min efterskole, oplevede jeg ikke rigtig nogle problemer med ensomhed eller andet, selvom jeg var helt isoleret med min familie, netop pga. digitale medier. Jeg kunne sidde dejligt tilpas i min stol hele dagen på mit værelse og modtage undervisning, snakke med mine klassekammerater og hygge mig med mine venner over en eller anden form for computerspil. Selvfølgelig savnede jeg mange ting, men i forhold til at det var i en krisetid, synes jeg nu, det fungerede formidabelt.

På samme måde som digitale medier kan være med til at udvide bevidstheden og forene folk på tværs af planeten, kan det også være med til at frakoble og distancere mennesker fra omverdenen og hinanden. Og her tænker jeg specielt på sociale medier. Når man sidder med sin smartphone og scroller igennem et socialt medie som Instagram, Facebook eller TikTok, åbnes verden op, og man får et indblik i, hvad der sker ude i det store globale samfund, men samtidig følger man ikke med i og giver afkald på alt det, der sker lige foran en. Mens man forbindes med resten af verden gennem mobilen, isolerer man samtidig sig selv og ekskluderer de mennesker, der er rundt om en. Det sker over det hele, hele tiden. På skoler hvor halvdelen af klassen i pauserne sidder i samme rum og glor tomt ned i hver deres individuelle skærm i stedet for at være til stede sammen. På restauranter hvor familier er taget hen for at bruge tid sammen men ender med at sidde opslugt af hver deres skærm, mens de venter på maden.

Måske tænker du, jeg får det til at lyde lidt mere ekstremt, end det egentlig er. Men jeg tror, det er vigtigt i en digital verden at være opmærksom på, hvor let vi distraheres af skærme og derved distanceres til den nære omverden og går glip af mange af de sociale interaktioner, der er vigtige for dannelsen. Det er vigtigt, fordi den digitale udvikling er gået så enormt stærkt, og vi kender ikke rigtig konsekvenserne af det. Mobilen er altid lige i lommen, og algoritmerne skræddersyer de sociale medier til dig, så der udløses dopamin i lige netop DIN hjerne. På den måde skabes en afhængighed, der får dig til at tage telefonen op af lommen, når der er den mindste smule stilhed eller tomhed. Når dit belønningscenter ikke stimuleres. Martha Roslers billede ”Photo up” fra 2004 illustrerer på en lidt ekstrem måde, hvordan mobiltelefoner gør os uopmærksomme på, hvad der foregår omkring os. Kvinderne på billedet står og er fuldt optagede af deres mobiltelefoner, mens der udenfor huset er kaos, krig og fare. Der ligger endda to døde børn i møblerne, men kvinderne er opslugte af deres skærme og er ikke opmærksomme på, hvad der sker bag dem.

Men hvorfor er det lige sociale medier og skærme, der er skurkene? Der er jo ikke nogle mødre, der er efter deres børn, hvis barnet sidder isoleret i sin egen verden inde på værelset og fx læser en bog, selvom det, på samme måde som skærmene, opsluger barnet og gør det distanceret til omverdenen. I bogen Gutenberg og Google fra 2017 skelner Henrik Poulsen mellem primære og sekundære erfaringer. De primære erfaringer omhandler alt det, man sanser gennem ens ”fysiske sanseapparat”, mens de sekundære er det, man optager gennem mediernes ”mediering af virkeligheden” I den forbindelse taler han også om virkelighedsopfattelse, altså hvordan vi opfatter verden omkring os. Når man i vores samfund i dag hele tiden distraheres af digitale medier, og man i de små pauser i løbet af hverdagen opsluges af skærmen for at få sit dopaminfix i stedet for at observere ens omgivelser i stilheden og tomheden, træner man jo derfor sjældnere sin evne til bare at være til stede og sanse sin omverden. Og når vi ikke træner at sanse, tror jeg, at vi bliver værre til det, og at vi derfor opfatter virkeligheden gennem de primære erfaringer i mindre grad, selv når vi prøver at være mest muligt til stede. Der har bøger det til gengæld med at være god kognitiv træning, da de blandt andet træner ens forestillingsevne og evne til at danne billeder i hovedet, hvorimod sociale medier ikke gør så meget andet end at grille ens dopaminreceptorer.

Udover at jeg tror, digitale medier forværrer vores evne til at sanse, tror jeg også, at tiden uden stimulation, man har med sig selv, i de mange små pauser i løbet af dagen, er vigtig for dannelsen. Små pauser som når man venter på bussen om morgenen, når man har fået en kort pause i skolen, eller når man sidder og får en bid natmad alene. Jeg tror, det er vigtigt at bruge tid med sig selv, specielt når man er barn eller ung, og ligesom alle mødre siger til sine rastløse børn: Det er sundt at kede sig. Rasmus Kolby Rahbek beskriver følgende om dannelse i artiklen Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt: ”I dannelsen begynder vi med at vokse indad for derfra at kunne vokse udad”. Og hvis man som barn i dag vænnes til, at man skal stimuleres hele tiden med iPads og Minecraft og derfor aldrig bruger tid med sig selv og lærer sig selv at kende, hvordan skal man så vokse indad?

Viggo

Rummet mellem verdenen og os: Påvirker det vores opfattelse af virkeligheden?

 

”Digital dannelse” lyder overskrifterne i dag. Det er i dag blevet et emne, der bliver lagt meget fokus på i takt med, at den digitale verden udvikler sig omkring os. Men hvad forstås der egentligt ved begrebet ”Digital dannelse”? Center for Digital Dannelse har formuleret deres bud på en definition: ”Digital dannelse handler lidt firkantet sagt om at være digital på en god og konstruktiv måde. Det handler altså om at være dannet, også i den digitale verden, hvor spillereglerne kan være svære at gennemskue, og hvor vi er sociale på helt nye måder.”

Så kort sagt omhandler digital dannelse de her evner til at begå sig på en ordentlig måde i en digital verden og have en forståelse for den information, man bliver præsenteret for.

 

At vokse op i den digitale verden har selvfølgelig stor betydning for mig, og er en stor del af min og mange andre unges udvikling. Den digitale verden har gennem de sidste par årtier udviklet sig markant og er derfor også kommet på dagsordenen, når man generelt taler om dannelse. Man har det jo med at sige, at os unge er født med en telefon i hånden, hvilket er et stærkt udtryk for, hvor stor en del den digitale verden fylder i vores liv og derfor også i vores opvækst. Derfor bliver læren i at begå sig i den digitale verden vigtig og en del af byggestenene i hele vores dannelse for at blive veludrustet til at kunne begå os i verden. Alle de forskellige medier, som vi har til rådighed i dag, bliver en stor del af det miljø, hvor vores udvikling foregår, og hvor vi møder verden. Dette får mig helt klart til at tænke på, hvor meget de forskellige medier egentligt påvirker os igennem vores brug af dem. For hvorfor har medierne så stor betydning for vores udvikling og derfor også for vores opfattelse af verdenen?

 

Når man taler om den unge generation i en digital verden, bliver sociale medier hurtigt bragt på banen som noget af det, der kendetegner vores generation allermest. Sociale medier er blevet et af de vigtigste kommunikationsredskaber i dag - selvfølgelig også for mig. Jeg bruger det som mange andre unge til at kommunikere med mine venner både dem tæt på og længere væk. Jeg bruger det til underholdning, når alt andet er kedeligt. Jeg bruger det til at følge med i, hvad der sker ude i verden samtidig med, at jeg selv deler ud af mit liv på de sociale medier. Men udover at være vores store netværk har sociale medier også fået en anden betydning for vores generation. Ofte også en som vi ikke tænker over.

 

For gennem de forskellige medier åbnes en verden for vores fødder uden grænser for, hvad vi kan blive mødt af. Det er i dette rum, vi interagerer med omverden på, om vi ligger derhjemme i sengen og scroller eller sider til undervisning og skal undersøge et bestemt emne på nettet. Det skaber et rum mellem os og verdenen, hvor vi bliver udsat for en masse indtryk, som vi skal kunne tage stilling til. Det kommer til udtryk i Daniel Øhrstrøm’s artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra Kristeligt dagblad. Ifølge Daniel Øhrstrøm er det rum, hvor vi interagerer med omverden på vigtigt for vores dannelse:

”Dannelse kræver et passende sted, den rette arkitektur, kunne man sige, for at finde sted. Et sted, der tillader åben vekselvirkning mellem verden og mennesket, et sted, hvor vi kan gøre os erfaringer med verden, et sted, hvor vi kan indgå i en undersøgende leg med verdens ting, et sted, hvor vi kan orientere os i verden fra.”.

Han taler om, hvor vigtigt stedet for vores møde med verden er, da det skal være et sted med mulighed for undersøgning af en åben verden.

 

Sociale medier bliver derfor en stor del af den platform, hvor vores dannelse finder sted, da det er et af de steder, vi som unge mennesker møder verden. Gennem medierne får vi muligheden for at undersøge, udforske og integrere med omverdenen på. Vi bliver udsat for en masse indtryk, der kan være svære at navigere i. Og selvom vi sidder med en masse redskaber, som vi specielt gennem undervisning har lært for at kunne mødes af og forstå de forskelle nyheder fra verden, kan nogle emner som fx krig være svære at tage stilling til, fordi den digitale dannelse halter.

I disse tider fylder krig specielt meget på de forskellige medier. Jeg føler næsten det er blevet hverdag at blive mødt af en nyhed eller opslag, hvor nogle kommenterer på krig i verden. Lige nu tager specielt krigen i Mellemøsten mediernes fokus, og selvom det ikke er en krig jeg har fuldt så meget med i, har en speciel oplevelse været med til at give mig en forståelse for, hvordan medierne faktisk er med til at forme og påvirke vores syn på verdenen. Jeg kan tydeligt huske at have læst et opslag, der omhandlede alle de døde og sårede børn i Gaza. Det var selvfølgelig et meget rystende og rørende opslag, der hurtigt satte mange følelser og tanker i gang i mig. Men samtidig gav det mig også en helt anden forståelse for det rum, der blev skabt mellem verdenen og mig gennem det medie. Det gik hurtigt op for mig, hvor hurtigt mit syn lige var blevet indsnævret i forhold til hele den her konflikt i Mellemøsten bare ud fra det ene opslag. Min egen holdning var lige blevet påvirket af et opslag, som jeg egentligt let ville kunne vurdere til at komme fra en upålidelig kilde, der er styret af meget stærke følelser. Men medierne er bare med til at påvirke vores virkelighedsopfattelse, da vi tit møder den medieret virkelighed. I rummet mellem os og verdenen kan vores sanser ikke række hele vejen og derfor kan vi få en anden forståelse end den vores primære og sekundære erfaringer ville give os af virkeligheden.

 

Mathilde