Skærmen som den nye virkelighed

Når jeg hører ordene digital dannelse, tænker jeg, at de beskriver vores evne til at begå os på internettet og de sociale medier. Derudover må det også handle om at kunne finde en balance mellem virkeligheden og det digitale. Vi befinder os i, hvad man kan kalde den digitale æra. En stor del af vores liv foregår i dag digitalt. Vi bruger internettet til at tjekke, om vi har lektier for til i morgen og at tjekke bankkontoen. Vi bruger det til at søge viden, til at kontakte venner og familie og til sidst, men ikke mindst, som kilde til underholdning.

Brugen af sociale medier som underholdning bliver diskuteret hyppigt i dag. Især TikTok mener mange er skadeligt, bl.a. fordi videoerne på TikTok følger en bestemt opskrift, hvor de indeholder mange informationer, som fortælles på meget kort tid. Mange eksperter mener, at det er med til at forværre vores opmærksomhedsspændvidde. Derudover bruger mange apps også algoritmer, som udvælger specifikke opslag til hver person, som betyder, at mange let bliver afhængige, da man bliver bombarderet med videoer fra præcis den eller de ting, man liker mest.

Jeg har tit set børn i restauranter, som sidder med næsen i mors telefon. Nu har jeg ingen børn endnu, men det er forståeligt, at man aflaster sit barn på denne måde, selvom det måske er en lidt kortsigtet løsning. Det kan dog gå grueligt galt, hvis man vælger disse løsninger for ofte. Jeg så engang en video af en lille dreng, der sidder med to iPads og spiller på den ene, mens han scroller gennem TikTok på den anden. Det syntes jeg er meget uhyggeligt, fordi man tydeligt kan se, at han er helt oppe at køre, fordi hjernen bliver helt vildt overstimuleret. Er det virkelig det, som vi ønsker for de fremtidige generationer? Den digitale udvikling er gået ufatteligt hurtigt. Det føles ikke som ret lang tid siden, at jeg sad i sofaen med en iPad i hånden. Forskellen var måske, at jeg spillede PlantsVsZombies med min mor. Vi havde et fællesskab omkring det at spille og nød hinandens selskab. Jeg blev aldrig afhængig eller vred. Jeg kom ikke i kontakt med apps eller spil, der var skabt til at skabe en afhængighed hos mig. Jeg tænker også, at det højst sandsynligt er fordi, at mine forældre har kunnet finde en fin balance mellem den digitale verden og virkeligheden for mig.

I bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017 fortæller Henrik Poulsen om, hvordan vi opfatter verden. Her bruger han to begreber, nemlig primære- og sekundære erfaringer. De primære erfaringer er ifølge Henrik Poulsen den virkelige omverden, altså det, som vi kan sanse, når vi er fysisk til stede. De sekundære erfaringer er det modsatte altså det, som præsenteres for os som en mediering af virkeligheden. I dag bruger vi vores telefoner rigtigt meget. Det betyder, at en stor del af disse erfaringer bliver sekundære erfaringer gennem en skærm, i stedet for primære erfaringer. Dette betyder, at vi kommer til at vænne os til at få alt vist til os gennem en skærm, hvor vi så måske bliver dårligere til at opleve ting, mens vi er til stede, altså gennem primære erfaringer. Denne situation kommer til udtryk i den amerikanske kunstner Martha Roslers billede Photo op (2004) fra billedserien House Beautiful: Bringing the War Home. New Series (2004-2008). Billedet forestiller to identiske kvinder, som befinder sig i et meget smukt, moderne hjem, hvor man i baggrunden kan se to sårede børn i nogle designerstole samt en krig, der udspiller sig lige uden for vinduet. De to kvinder står og koncentrerer sig meget om deres telefoner, som de bruger til at følge med i den krig, der foregår udenfor. Det at de to kvinder kun anerkender krigen, som de oplever gennem deres telefoner viser, at vi er på vej i den retning, hvor vi prioriterer sekundære erfaringer i stedet for de primære.

Men er det ikke godt, at teknologien har gjort det hele meget nemmere?
Nej, det mener jeg ikke. Når noget bliver let, betyder det samtidig, at vi ikke behøver at gøre os lige så meget umage for at opnå noget. Vi skal ikke bruge vores hjerne eller muskler i samme grad som før, så vi risikerer at blive dummere. Et eksempel på dette er brugen af ChatGPT. Den kan ses som en let løsning af et problem, fordi man ikke selv behøver at tænke, ud over, at man selv lige skal skrive et prompt, som AI ‘en kan lave ens opgave ud fra. Det hænger sammen med det, at vi prioriterer de sekundære erfaringer, altså det, som bliver givet til os af en robot i stedet for det primære, som er det vi selv tænker os til.

I artiklen: ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fortæller Rasmus Kolby Rahbek: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden” og ”Dannelse knytter sig også konkret til erfaringer af steder for levet liv.” Hvordan er det på baggrund af dette muligt at blive et voksent, dannet menneske, hvis man bevidst vælger at springe over hvor gærdet er lavest i stedet for selv at tænke og sanse?

For menneskeheden kan ikke klare sig med teknologi alene. Det kræver en vekselvirkning. Teknologien og den digitale verden har nemlig også medført gode ting. Men for at vi kan lære at leve med teknologien, er vi nødt til at forholde os kritiske for, at den ikke tager for meget over.

Frederik