Digital (mis)dannelse

For mig handler digital dannelse først og fremmest om at lære at bruge den digitale teknologi som et værktøj og at forstå, hvordan det kan tage overhånd og overskygge mange vigtige dele og elementer i det at være menneske. Altså lære hvordan digital teknologi bruges og forstå hvordan det misbruges.

Min mor var altid i min barndom og mine tidlige teenageår meget efter mig, når det kom til mængden af tid, jeg brugte på skærme og digitale medier. Det er hun nok ikke den eneste mor, der har været, og jeg tror ikke, jeg antager for meget, når jeg siger, at det nok er de fleste i min generation, der har været vant til konstant at få at vide af folk fra ældre generationer, at vi er for afhængige af digital teknologi, og vi bruger vores mobiltelefoner for meget. Jeg ville ikke rigtig lytte til hende og blev meget tit frustreret og irriteret over, at hun blandede sig. Jeg synes ikke hun burde blande sig, hun forstod mig jo ikke, hun var vokset op i en anden tid uden iPads og Minecraft. I dag er jeg dog glad for, at hun satte restriktioner for mit skærmforbrug, fordi jeg siden har lært, at det nok var mig, der ikke forstod hende.

Digitale medier kan være et fantastisk redskab, fx fordi de giver os mulighed for at følge med i, hvad der foregår hvor som helst på jorden på et hvilket som helst tidspunkt. De kan bringe mennesker tættere på hinanden og gøre det muligt for folk at samles og holde kontakt, selvom man fysisk befinder sig langt væk fra hinanden. Jeg oplevede især dette under nedlukningen under corona-pandemien. Mens jeg var hjemsendt fra min efterskole, oplevede jeg ikke rigtig nogle problemer med ensomhed eller andet, selvom jeg var helt isoleret med min familie, netop pga. digitale medier. Jeg kunne sidde dejligt tilpas i min stol hele dagen på mit værelse og modtage undervisning, snakke med mine klassekammerater og hygge mig med mine venner over en eller anden form for computerspil. Selvfølgelig savnede jeg mange ting, men i forhold til at det var i en krisetid, synes jeg nu, det fungerede formidabelt.

På samme måde som digitale medier kan være med til at udvide bevidstheden og forene folk på tværs af planeten, kan det også være med til at frakoble og distancere mennesker fra omverdenen og hinanden. Og her tænker jeg specielt på sociale medier. Når man sidder med sin smartphone og scroller igennem et socialt medie som Instagram, Facebook eller TikTok, åbnes verden op, og man får et indblik i, hvad der sker ude i det store globale samfund, men samtidig følger man ikke med i og giver afkald på alt det, der sker lige foran en. Mens man forbindes med resten af verden gennem mobilen, isolerer man samtidig sig selv og ekskluderer de mennesker, der er rundt om en. Det sker over det hele, hele tiden. På skoler hvor halvdelen af klassen i pauserne sidder i samme rum og glor tomt ned i hver deres individuelle skærm i stedet for at være til stede sammen. På restauranter hvor familier er taget hen for at bruge tid sammen men ender med at sidde opslugt af hver deres skærm, mens de venter på maden.

Måske tænker du, jeg får det til at lyde lidt mere ekstremt, end det egentlig er. Men jeg tror, det er vigtigt i en digital verden at være opmærksom på, hvor let vi distraheres af skærme og derved distanceres til den nære omverden og går glip af mange af de sociale interaktioner, der er vigtige for dannelsen. Det er vigtigt, fordi den digitale udvikling er gået så enormt stærkt, og vi kender ikke rigtig konsekvenserne af det. Mobilen er altid lige i lommen, og algoritmerne skræddersyer de sociale medier til dig, så der udløses dopamin i lige netop DIN hjerne. På den måde skabes en afhængighed, der får dig til at tage telefonen op af lommen, når der er den mindste smule stilhed eller tomhed. Når dit belønningscenter ikke stimuleres. Martha Roslers billede ”Photo up” fra 2004 illustrerer på en lidt ekstrem måde, hvordan mobiltelefoner gør os uopmærksomme på, hvad der foregår omkring os. Kvinderne på billedet står og er fuldt optagede af deres mobiltelefoner, mens der udenfor huset er kaos, krig og fare. Der ligger endda to døde børn i møblerne, men kvinderne er opslugte af deres skærme og er ikke opmærksomme på, hvad der sker bag dem.

Men hvorfor er det lige sociale medier og skærme, der er skurkene? Der er jo ikke nogle mødre, der er efter deres børn, hvis barnet sidder isoleret i sin egen verden inde på værelset og fx læser en bog, selvom det, på samme måde som skærmene, opsluger barnet og gør det distanceret til omverdenen. I bogen Gutenberg og Google fra 2017 skelner Henrik Poulsen mellem primære og sekundære erfaringer. De primære erfaringer omhandler alt det, man sanser gennem ens ”fysiske sanseapparat”, mens de sekundære er det, man optager gennem mediernes ”mediering af virkeligheden” I den forbindelse taler han også om virkelighedsopfattelse, altså hvordan vi opfatter verden omkring os. Når man i vores samfund i dag hele tiden distraheres af digitale medier, og man i de små pauser i løbet af hverdagen opsluges af skærmen for at få sit dopaminfix i stedet for at observere ens omgivelser i stilheden og tomheden, træner man jo derfor sjældnere sin evne til bare at være til stede og sanse sin omverden. Og når vi ikke træner at sanse, tror jeg, at vi bliver værre til det, og at vi derfor opfatter virkeligheden gennem de primære erfaringer i mindre grad, selv når vi prøver at være mest muligt til stede. Der har bøger det til gengæld med at være god kognitiv træning, da de blandt andet træner ens forestillingsevne og evne til at danne billeder i hovedet, hvorimod sociale medier ikke gør så meget andet end at grille ens dopaminreceptorer.

Udover at jeg tror, digitale medier forværrer vores evne til at sanse, tror jeg også, at tiden uden stimulation, man har med sig selv, i de mange små pauser i løbet af dagen, er vigtig for dannelsen. Små pauser som når man venter på bussen om morgenen, når man har fået en kort pause i skolen, eller når man sidder og får en bid natmad alene. Jeg tror, det er vigtigt at bruge tid med sig selv, specielt når man er barn eller ung, og ligesom alle mødre siger til sine rastløse børn: Det er sundt at kede sig. Rasmus Kolby Rahbek beskriver følgende om dannelse i artiklen Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt: ”I dannelsen begynder vi med at vokse indad for derfra at kunne vokse udad”. Og hvis man som barn i dag vænnes til, at man skal stimuleres hele tiden med iPads og Minecraft og derfor aldrig bruger tid med sig selv og lærer sig selv at kende, hvordan skal man så vokse indad?

Viggo