Er digital dannelse lig med digital opdragelse?

Min far er, hvad man kan sige sådan en ’Facebook boomer debattør’. Han bliver alt for hurtigt opslugt i en diskussion, et emne eller en krig, og så kører den derudaf med 120 km/t, hvor ingen rigtig kan ikke følge med. Heller ikke jeg. Og som ingen andre børn, er jeg blevet hevet med til diverse foredrag om bl.a. 9/11, så jeg kunne høre om mediernes bearbejdning af tragedien. Men jeg blev aldrig klogere. Jeg var kun et barn, som blev opdraget til at forholde mig så kritisk som muligt til mediernes holdninger. Jeg var kun et barn, og det endte med at jeg forholdt mig så kritisk til medierne, at jeg troede på alt, min far fortalte og bildte mig ind. Jeg er nu næsten voksen, og nu spørger jeg mig selv - kunne jeg, og kan jeg klare den digitale verden uden lige netop den opdragelse?

Jeg synes digital dannelse er et svært emne, fordi jeg føler, at man aldrig rigtig kommer frem til et enstydigt svar. Man kan tænke, at man gør. Men det er et aktuelt emne, som er under konstant forandring, som teknologien udvikler sig. Den udvikler sig, uden man rigtigt når at tænke over det.

De vigtigste punkter at tage højde for indenfor den digitale verden synes jeg, for det første er forskellen mellem mis- og desinformation. Utroligt, synes jeg, at det kun var for 2 måneder siden at jeg først lærte, hvad forskellen på de to var. Men nu hvor jeg gør, er det som om, at alt min far har sagt og stadig siger til mig, giver en smule mere mening. Og dog fanger jeg mig selv i her igen at lukke mine kritiske sanser ned for at stole på, hvad han fortæller mig. Han kan jo sagtens være en del af den misinformation. Men tit undrer jeg mig over, om man nogensinde kan være 100% sikker på de informationer, man får?

For det andet synes jeg også, at det er vigtigt at huske, at vi som mennesker er nødt til at vokse med den verden, vi skaber. Altså at lære at indrette os efter den digitale verden, og bruge de midler den giver os, til at skabe et større fællesskab end den lige uden for vores egen næsetip, da det er det, som medier kan. Det synes jeg Rasmus Kolby Rahbek skriver så fint, når han i sin artikel Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentel skriver: ”Det kræver, at vi på en gang tager livtag med traditionen og historien og samtidig er åbne for, hvordan den peger ind i fremtiden”. Det vil jeg gerne tolke som, at han mener, at vi som samfund selvfølgelig husker og omfavner den historie og de traditioner vi har, samtidig med at man forstår at dannelse i dag handler om mere end bare det. At vi udvikler os med den digitale dannelse, i stedet for at banke os selv i hovederne over at dannelse ikke var som for 30 år siden.

Man kan også tage et eksempel fra Henrik Poulsens bog Gutenberg og Google fra 2017. Her beskriver han den primære erfaring, som at være lige netop den virkelighed uden for vores egen næsetip. Altså dertil, sanserne rækker. Det er den, jeg tænker, mange forbinder med det vigtige nærliggende fællesskab. Det fællesskab man skaber, når man sidder sammen med sin familie ved aftensbordet med en kop kaffe i den ene hånd og en chokoladebrownie i den anden og spiller Scrabble eller ludo. Helt distanceret fra diverse skærme.

Den sekundære synes jeg er interessant, fordi den hurtigt kan få nogle mindre positive associationer. Det er den virkelighed, som vi opfatter gennem medierne. Men jeg vil tænke, uden at sige at den primære ikke er ekstrem vigtig, at den sekundære er betydningsfuld, da det er her, vi gerne skulle kunne løse alle de forfærdelige problematikker ude i verden, som netop bliver formidlet til os gennem medierne, og derved bliver den sekundære erfaring. Så synes jeg også, at de to spiller en væsentlig rolle samme, for jeg har selv oplevet mange gange, hvor den primære er skabt gennem den sekundære.

Jeg husker det, som det var i går at jeg sad hjemme i Ørbæk. Jeg har ikke været ældre end 12. Måske jeg netop lige har fået min første telefon nogle år forinden. Men den aften sidder jeg i sofaen med en kop te. Mine søstre ved siden af med hver deres egne kopper også. I stedet for at se fjernsyn, læse en bog eller spille et brætspil, sidder vi og lytter til min far snakke om mediernes manglende dækning af 9/11 set fra et ikke vestligt perspektiv. Han står op, fordi han kan ikke sidde når han ”diskuterer”, med sin ”9/11 was an inside job” T-shirt på og basker med sine arme i ren frustration over, at den overbevisning han har, ikke rigtigt siver ind i hovederne på hans henholdsvis 12-, 15- og 17-årige døtre. Dengang forstod jeg absolut ingenting. Hverken emnet, som i den her sammenhæng ikke har nogen betydning, eller hans frustration over medierne.

Den oplevelse kan nu hjælpe mig til at forstå mine følelser omkring fotocollage ”Photo Up” af Martha Rosler fra 2004. For den frustration jeg sidder med, når jeg kigger på billedet, tror jeg ligner den min far stod med dengang. Jeg kigger ud ad vinduet på billedet og ser en krigssituation, som jeg aldrig har, og forhåbentligt aldrig vil, stå i. Det er også første gang, jeg ser det billede, fordi det er lige så nemt for mig i min underbevidsthed at vende ryggen til det, som det er for de to kvinder at vende ryggen til det, der foregår bag dem.

Når jeg nævner min far i den her blog, er det ikke for at hænge ham ud eller sige, om han havde ret eller ikke. For det ved jeg oprigtigt ikke. Det er i princippet også helt ligegyldigt. Men jeg tror alligevel, at han har lært mig meget om, hvordan jeg skal forholde mig, i en alder af nu 18 år, til den digitale verden og de sociale medier. Og det var måske i virkeligheden, det vigtigste for ham den aften for mange år siden?

-       Amanda