Opdragelse i en digital verden

 Der findes mange forskellige meninger om, hvad den bedste måde er at lære sine børn hvordan man begår sig i en digital verden, og den bedste måde at gøre brug af den digitale verden.

Nogen sætter grænser ved ikke at tillade deres børn at have adgang til visse medier. Andre giver deres børn fri adgang, for at lære børnene selv at sætte grænser. En tredje mulighed, blandt mange muligheder, er at give sine børn skærmtid.

 

Fra jeg var helt lille, har jeg hos min far haft skærmtid. Den skærmtid inkluderede fjernsynet, computer og mobiltelefon. Det betød at det først var efter bestemte tidspunkter af dagen vi måtte bruge skærme, men når vi så måtte bruge skærme, var der ikke sat begrænsninger på.

Jeg husker at da jeg var mindre hadede jeg disse regler. Ikke bruge nogen form for skærm, medmindre det var skolerelateret eller man havde fået tilladelse. Men nu når jeg tænker tilbage på det, synes jeg det virkede godt for vores familie.

 

Jeg ved ikke hvorfor min far valgte at opdrage os børn på denne måde. Men hvis jeg skulle prøve at komme op med min egen begrundelse for begrænset skærm, ville det nok have mere at gøre med hvordan vi brugte vores tid, når vi ikke havde vores skærme. Den tid vi brugte sammen. I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentel” (2020) skriver Rasmus Kolby Rahbek: ”Dannelse kan derfor aldrig finde sted i enerum. På et tidspunkt må den altid forholde sig til det almene, det fælles.” Kan man miste følelsen af fællesskab? hvis man hele tiden sidder foran en telefon eller en computer? Og hvordan lærer man at begå sig i den rigtige verden, hvis man kun bliver dannet gennem digitale medier?

 

Jeg er usikker på hvad mine søskende den dag i dag mener om, at vi havde skærmtid. Men personligt kan jeg mærke en forskel. Hos min mor var der aldrig skærmtid. Mig og min bror havde lov til at bruge vores skærme som vi ville. På grund af dette ville jeg som mindre helst være hos min mor, da jeg altid måtte bruge min mobiltelefon der.

Men når jeg kigger tilbage på det, er jeg rimelig glad for at min far lavede skærmtid.

Det gør at den dag i dag går mig og min far ture sammen hver dag hos ham. Vi kan nemt gå en tur på en times tid. Vi kan tale sammen, imens vi går på de gamle togskinner og kigger ud på markerne. Imens vi går på grusstien inde i skoven. Imens vi går ved vejen og lytter til fugle. Vi kan begå os i verden, uden at have vores mobiltelefoner med os.

Det er dog ikke alle der kan det. Og det synes jeg er meget godt vist i Marthe Roslers fotocollage ”Photo Up” (2004). Collagen illustrerer hvordan man kunne frygte verden blev. Den viser hvordan man kan ignorere alt der sker i den virkelige verden lige omkring en, fordi man er for fortabt i den digitale verden.

Men som jeg nævnte før, kunne man frygte at dette er hvad verden kunne udvikle sig til. Men spørgsmålet er så bare, om vi allerede lever i denne verden?

 

Et andet eksempel på dette, med at fordybede sig mere i den virkelighed der findes i den digitale verden, er fra Henrik Poulsens bog Gutenberg og Google (2017). Poulsen beskriver primære og sekundære erfaringer. Han beskriver primære erfaringer som de ting man selv kan sanse. Mens sekundære erfaringer netop er dem i den digitale verden, dem man ikke kan tage og føle på.

Jeg forestiller mig, at der findes mange forskellige meninger om, hvor meget ens erfaringer skal komme fra primære eller sekundære erfaringer. Jeg synes at ens erfaringer skal bestå af en god bladning af primær og sekundær.

Personligt mener jeg at kun primære erfaringer vil gøre en for aflukket fra omverden. Man kan nemt blive for aflukket for omverden. Der vil være for mange relevante ting der sker i verden, man bare aldrig ville finde ud af. Men hvis man kun får sekundære erfaringer, vil man miste sit fodfæste i ens mest nærliggende verden. Man ville ikke længere være involveret i sine venners og i sin families liv.

 

For mig betyder en bladning af primære og sekundære erfaringer at mig og min far kan sidde og spille 500, mens vi lytter til radioen. At vi kan sidde og bruge vores tid sammen, men stadig holde os opdateret i hvad der sker i den mere fjerntliggende verden.

Vi kan sidde og kæmpe om hvem der får lov til at tage bunken op først, imens vi hører om det nyeste vedrørende jordskredet af forurenet jord grundet i Nordic Waste-sagen. Vi kan sidde og blande primære og sekundære erfaringer.

 

Om man vælger at give sine børn fri adgang, ingen adgang eller at lave en bladning, er et valg man selv må tage. Om der er en af metoderne der er bedre end de andre, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg er glad for den måde, jeg lærte at begå mig i den digitale verden.

Jeg kan nemt forestille mig at der er nogle som er uenige med den måde min far valgte at lære mig og mine søskende at begå os i den digitale verden.

Men hvilke overvejelser skal fremtidige generationer lave i forhold til opdragelse, når den digitale verden fylder mere og mere i vores hverdag?

 

Dagmar