Ødelægger digitale medier vores mulighed for den fælles del af dannelsen?

For et par dage siden, sad jeg i toget på vej hjem fra min kæreste. En ældre kvinde og en ung mor faldt i snak om, hvordan folk ikke rigtig snakker sammen mere, nu når skærmen fylder så meget, som den gør i dag. Jeg fandt det lidt ironisk. For bare et par minutter siden, havde den unge mor givet sin datter en lille iPad, som hun kunne spille på, nu da de skulle hele vejen til Esbjerg. Men det lød alligevel, som om moren nød samtalen med den ældre kvinde. Kvinden fortalte om sin og venindens tur til Afrika og hvad de havde oplevet. Den unge mor var meget interesseret og stillede mange spørgsmål, men stille og roligt dødede samtalen ud. Moren vendte tilbage til sin egen skærm. ”Bare prik mig på skulderen hvis der er noget”, sagde hun hurtigt til sin lille datter, inden hun proppede sine airpods i og faldt ind i sin egen verden. Men er det sådan det er nu? Hver eneste person i toget var begravet i deres egen skærm. I deres egen verden. 

Den lille pige har nok ikke været mere end en 4 år og hun er allerede blevet introduceret til verden af skærme. Jeg kan huske dengang jeg var 4, da var det leg og snak, der fyldte og ikke skærme. Men lærer børn i dag kun at underholde sig selv ved hjælp af spil på en iPad, frem for at lære at kommunikere med mennesker og være social. I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fortæller Rasmus Koldby Rahbek: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Mellem det individuelle og det fælles. Det er en måde at forstå verden på, en måde at være i verden på.” Men hvis vi kun bliver dannet gennem skærme, fra vi er helt små, kan vi så lære at agere os ordentligt i verden? Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om de digitale medier kan gøre, så vi mister den fælles del af dannelsen, og om vi møder det fremmed, hvis vi hele tiden er gemt bag den velkendte skærm? 

Jeg ser tit, hvordan mennesker er opslugt af deres mobiler overalt. Uanset om det er i toget, supermarkedet eller i stuen derhjemme. Jeg kan tydeligt huske en juleaften hos min mormor og bedstefar. Vi var lige kommet, og der duftede af lækker dansk julemad. Flæskestegen var i ovnen, sovsen på komfuret og rødkålen blev skraldet. Min mormor stod stresset i køkkenet, mens bedstefar sad inde i stuen på sofaen. Der gik ikke længe før, vi andre satte os ind til bedstefar i sofaen. Men snak var der ikke meget af. Bedstefar så fodbold, min lillebror så TikTok, og min søster og jeg var på Snap. Vi var alle fysisk i stuen, men mentalt var vi alle andre steder. I bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017, skelner Henrik Poulsen mellem primære og sekundære erfaringer, som beskriver, hvordan vi opfatter verden. De primære erfaringer er den fysiske verden omkring os og de sekundære erfaringer er den verden vi oplever gennem, digitale medier. Denne juleaften, oplevede vi flere sekundære erfaringer end primære. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det burde være sådan, når juleaften er en aften, hvor man som familie skal samles. Men betyder det så, at den digitale dannelse ødelægger vores sociale forhold, ved at skille folk fra hinanden når de er fysisk sammen? Martha Rosler fotocollage ”Photo op”, viser lidt, hvordan digitaliseringen påvirker vores primære erfaringer. På billedet ses en kvinde, der er opslugt af sin skærm, mens virkeligheden udspiller sig uden for husets rammer. På billedet virker det som om, at de digitale medier gør, så man ikke opfanger, hvad der sker lige for næsen af en, fordi man er opslugt af skærmen. Ligesom det var den juleaften. Men er det ikke også de digitale medier, som skaber sammenhold og kommunikation? 

Jeg har hørt så mange negative ting, om de digitale medier, gennem min opvækst. Men jeg har altid undret mig over, om det virkelig er rigtigt, at de kun har negative virkninger. Selvom jeg selv kender til mange situationer, hvor de har påvirket det sociale negativt, har jeg også mange oplevelser, hvor det styrker det sociale og forbindelsen mellem venner og familie. Jeg kan for eksempel ikke forstille mig, hvordan jeg ville kunne få mit langdistanceforhold til at fungere med min kæreste, der bor 200km væk, hvis vi ikke havde de digitale medier. Det er jo de digitale medier, der gør, at vi altid kan ringe sammen og skrive sammen, når vi ikke har mulighed for at se hinanden i flere uger. Derudover husker jeg også stadig dengang, hvor min mor fik jodbehandling. Vi måtte ikke se hende i 2 døgn, fordi det var noget radioaktivt stof, der skulle være meget skadeligt, i de første 2 døgn, for alle inden for 2 meters afstand. Der gav de digitale medier, mine søskende og jeg, en mulighed for at kommunikere med vores mor i denne svære tid. Vi var ikke særlig gamle og havde svært ved at forstå situationen og hvad der skete med vores mor, men ved hjælp af de digitale medier kunne vi kommunikere med hende og vide hun var okay. Så på den måde er digitale medier vel ikke kun skadelige, hvis de også kan gavne os og samle os? 

Personligt tror jeg, at digital dannelse handler om at finde en god blanding mellem vores brug af de digitale medier og vores tilstedeværelse i det, der sker for næsen af os. Men jeg er ikke helt sikker på, om det overhovedet er muligt at finde den ’rigtige’ blanding. Når jeg ser på, hvordan digital dannelse udvikler sig, kan jeg godt være lidt bekymret for, om det er den nye virkelig, at man lever i sin egen verden gennem skærmen frem for at leve i virkeligheden omkring en. 

Emma

Hvem er jeg i en digitaliseret verden?

Det er juleferie, og jeg ligger i min seng i mørket, hvor det eneste lys er det, der kommer fra min mobil. Klokken er 20:00, og jeg venter på min venindes svar til de videoer som jeg lige har sendt hende. Vupti, så hurtigt går det før videoerne tikker ind på min snapchat. Vi har altid gode samtaler over snap, men nogle gange føles det helt mærkeligt at snakke til en skærm. Det føles unaturligt og en smule kunstigt. Jeg har det som om, at jeg tænker mere over, hvad jeg siger fordi jeg vender mig mod min perfektionistiske side, og finder fejl. Jeg har muligheden for at tage videoerne om, godkende, slette og skabe min egen identitet. Nogle gange har jeg lyst til at fortælle hende de spændene nyheder ”in real life”, og tænker tit på, hvor meget mere intens og nærværende samtalen kunne have været. Men det kan nu ikke lade sig gøre. Jeg har kendt min veninde i lang tid, men vi ses ikke så tit. Grunden til det er, at vi bor langt væk fra hinanden, har forskellige liv, går på forskellige skoler og har forskellige venner. Derfor kan man jo sige, at de digitale medier fungerer godt på den måde. Til at holde kontakten. Men jeg ville uden tvivl meget hellere undvære de sociale medier, hvis det gav mig en mere virkelig forbindelse. 

Det at være nærværende, når man så også indgår i fællesskaber, synes jeg også ser ud til at udfordre mange. Ofte har jeg oplevet ved forskellige sammenkomster at dialog og samvær er udskiftet med interessen for, hvad der tjekker ind og ud på de forskelliges enheder. Lidt komisk, at man er sammen uden rigtigt at være sammen. Jeg forstår dog stadig mig selv som en social person, og har lært at alle mennesker er sociale væsener, der har behov for fællesskabet for at kunne udvikle sig selv. Styrer vores digitaliserede verden i virkeligheden vores adfærd henimod det asociale? Desuden kan jeg inderligt ikke lide tanken om måske at skabe et forkert jeg over de digitale medier. Der er helt sikkert mange, der ligesom jeg har en tendens til at idealisere og skabe bestemte forventninger til personer over de sociale medier, hvor iscenesættelsen dyrker perfektionen. På de sociale medier, er det nemlig nemt at skjule ens ”flaws”, som er et moderne udtryk for, hvad vocabulary.com beskriver som ”weak in character”. Det er et lidt kontroversielt udtryk fordi det betyder dårlige eller uperfekte karaktertræk ved en person, og da ingen personer er perfekte i den virkelige verden, synes jeg, at det er et lidt stærkt begreb at bruge. Men jeg synes, at det er et vigtigt ord, når det drejer sig om brugen af de digitale medier. For er det overhovedet muligt at skabe et ægte jeg igennem de sociale medier. Er vores ”flaws” som vi forsøger at skjule ikke en del af, hvem vi er? Hvordan er vi sikre på, at det ikke tager overhånd, og, at vi ender eller allerede er et produkt af vores fremadskridende teknologiske samfund. Dette forstærkes vel også af muligheden for at frasortere ting, vi ikke vil eller kan forholde os til. 

Billedet: ”Photo op” udført af kunstneren, Martha Rosler provokerer os fordi hun bringer den barske krig og dens ofre hjem i vores reklamedesignede stuer. På fotocollagerne i baggrunden ses soldater i krig og døde børn i stolene imens en perfekt model iscenesætter sig selv i forgrunden ved at tage selfies. Hun udviser ikke nogen empati. Jeg tror, at det er et godt billede på den vej vi alle mere eller mindre frivilligt følger. Den globale mediedækning bombarderer os konstant med informationer og viden på godt og ondt. Vi er måske allerede så forhærdet af at se, høre og læse om krig og katastrofer, at der skal mere og mere til før, at vi føler empati. Vi vænner os til ubehagelige sandheder. Hvis det ellers er sandheden, vi får fortalt. For i skolen, har vi jo lært at være kritiske overfor det der formidles til os. Sandheden kan være pakket godt ind. Der kan være politiske, etiske, religiøse og økonomiske interesser indblandet. Der stilles store krav til os. Især, når man er ung, kan det være en svær opgave at sortere i informationerne. Så er det nemmere lige at skifte spor. Måske er der en realityserie om unge, der skal klare sig alene på en ø uden en mobil i et par uger. Det er nemmere at identificere sig med og måske lige så forfærdeligt. Tanken om at skulle undvære sin mobil selv for en kort periode, tror jeg kan virke traumatiserende for andre end mig. 

Hvis det virkelig er sådan som Henrik Poulsen skriver i sit værk “Primære og sekundære erfaringer”, at vi kun med sikkerhed kender den virkelighed som ifølge hans model er den primære verden, der er den begrænsede verden, og omhandler det vi kan sanse i tid og rum, kan Martha Roslers fotocollage perspektiveres til de sekundære erfaringer, der defineres som en medieret virkelighed. Dvs. en virkelighed, der er formidlet af medierne fordi vi jo netop ikke selv er til stede i tid og rum. Man kan sige, at dette kræver en stor tillid til, at mediernes formidling af virkeligheden er sand fordi vores primære erfaringer ikke rækker længere end til det vi kan sanse. Da vores samfund bevæger sig hen imod en fuld digitalisering, har den en stor indflydelse på vores personlige dannelse. 

Rasmus Kolby Rahbeck, som er senioranalytiker ved Videncenter for Folkeoplysning advarer bl.a. i sin artikel: ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” om, at digital dannelse ikke må forveksles med det klassiske dannelsesbegreb. Digital dannelse handler mest om god opførsel på de sociale medier, hvorimod hans dannelsesbegreb er lidt mere omfattende. Udgangspunktet er den primære verden, hvor der sker en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket. Dannelse handler ikke kun om viden, og opstår altid i forskellige fællesskaber hvori vi indgår.  

Hvem af dem har ret? Jeg tror, at de begge har fat i noget. Vi kan ikke bremse digitaliseringen, så vi må, hver især, måske i fællesskab, finde ud af, hvordan vi skaber og fastholder vores egen identitet, hvis vi vil føle os som meningsfulde mennesker og ikke kun som et produkt af digitaliseringen.   

-Frida  

Forbedrer den digitale verden vores kommunikationsevner?

 

Snakken om digital dannelse omringer os hele tiden. Det først nu, når jeg bliver nødt til at reflektere over det, hvordan vi bruger teknologien siden vi er blevet introduceret til den. De forrige generationer kan mene, at nutidens teknologi gør vores øjne firkantet. Vi er blevet mindre sociale pga. vores digitale dannelse, men er det ikke muligt, at vi måske er blevet mere sociale?

Det er sommerferien i året 2021. Jeg, min mor, og min papfar har parkeret bilen i en parkeringsplads med kun 4 pladser i byen Cieszyn. Solen brænder ned over de andre stående biler blandt vores egen og på bygningerne omkring os, som er lavet af grågule mursten. Mens min mor og min papfar har prøvet på at finde ud af at betale parkeringsbilletten, så har jeg skrevet med min online ven over Instagram. ”Jeg er på vej!! Vi skal bare finde en plads”, siger beskeden på engelsk, som står på min mørke telefon skærm, mens jeg næsten hopper af glæde. Mit hjerte banker og maven er fyldt med hundredvis af sommerfugle. Hvad vil man forvente ellers, når man skulle mødes med ens ven, som man ser for første gang?

Det må lyde underligt at kunne være venner med en som man aldrig har mødt før. Hvordan kan det være muligt? Det er kun igennem sociale medier, det er muligt. Siden 2000’erne har sociale medier været relevante og har påvirket vores dannelse som mennesker. Tidligere har det været mere normalt at blive venner med dem i vores lokale kredse, såsom byen, skole, eller nabolaget. Nu kan man møde folk uden begrænsninger på tid og sted. Henrik Poulsen skriver i bogen Gutenberg og Google fra 2017 om de primære- og sekundære erfaringer. I hans ord så kan de to erfaringer defineres med en model: ”I det første tilfælde eksisterer virkeligheden kun, såfremt vi kan se, høre, føle, smage, og lugte den. I det andet tilfælde fremstilles en medieret virkelighed, som ellers er fraværende for os i tid og sted”. Man kan overveje, at det faktisk ikke kun forholder sig til generel viden vi får igennem sociale medier, men også for vores socialiseringer. De venskaber jeg har fået på fx gymnasiet er skabt igennem andre faktorer end igennem internettet. Man læser den andens kropssprog, tonen, og ansigtsudtryk, som afhænger af brugen af vores sanser, så dermed er det primære erfaringer. Over internettet har man brug for en medieret forståelse af emojis, forkortelser, og en gang imellem toneindikatorer, dermed er det sekundære erfaringer vi modtager.

Selvfølgelig kan man tale om problemer bag denne form for kommunikation. Man mister måske lidt af det, der gør os menneske. Man mister de indtryk man får ved en samtale, hvor man ser hinandens ansigter. Måske misforstår man hinanden nemmere ved en samtale, fordi en emoji betyder noget andet for dig end for mig. Man kan muligvis blive hurtigt væk i telefonen, såsom fotocollagen ”Photo up” af Martha Rosler. Collagen viser to kvinder opslugt af deres telefoner i stuen, mens der er døde kroppe i samme rum samt en krig udenfor. Jeg tror, at det har været lignende for mig, især i folkeskolen, hvor jeg kunne finde på at skrive med en af mine online venner indtil klokken, er blevet tre om morgenen. Det har været det samme i frikvarterne, mens man har kunnet bruge telefoner, hvor jeg har siddet på trappen og skrevet med de samme venner online uden tanke om verden omkring mig. På det tidspunkt har jeg ikke haft rigtige gode venner, som jeg kunne snakke om alt med, især mine nicheinteresser. Det har gjort det sværere at snakke med mine klassekammerater, men så meget nemmere med folk indenfor samme gruppe. Så måske på den ene side har mine kommunikationsevner været svigtet? Men på den anden side så tror jeg på, at de har forbedret sig?

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” af Rasmus Kolby Rahbek fra 2020 nævnes der, at dannelsen kræver ”et sted, der tillader en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket”. Dette gælder også erfaringer, især sociale erfaringer. Erfaringer handler jo ikke kun om viden, men om ens omgåelse blandt mennesker. Internettet er ikke nødvendigvis et åbent sted, måske heller ikke et sikkert et ift. enhver kan være en anden, men jeg tror, at det kommer an på, hvor man leder. Jeg tror det også kommer an på, hvordan man bedst omgås i verden. Man kan jo hurtigt forestille sig, at mennesket ikke er ens. Der er uden tvivl træk vi har tilfælles, såsom nødvendigheden for socialisering, selvom hver generation har gennemgået denne dannelse anderledes.

Så ja, jeg venter på hende og kigger tilbage til min mor og papfar, som stadig bøvler med parkeringspladsen. Ud af det blå, hører jeg nogen kalde mit navn så verden kan høre det, ”Sylvi!”. Jeg ser hende i den lyserøde t-shirt og jeans nederdel, med det samme omfavner jeg hende for første gang, mens sommerfuglene flyver væk. I sidste ende er det måske er det ikke sort på hvidt om den digitale dannelse har påvirket vores kommunikationsevne. Måske er det vigtigere at overveje det med sig selv.

Nikola.

Den nye virkelighed?

 

Digital dannelse? For mig handler digital dannelse først og fremmest om at mestre brugen af den digitale teknologi, som et redskab og stadig samtidig være bevidst om, hvordan det kan overtage og skygge for mange væsentlige aspekter af det menneskelige liv, som man kan møde. Med andre ord handler det om at lære, hvordan man korrekt bruger den digitale teknologi, men også samtidig med, at man forstår, hvordan at det kan blive misbrugt i mange situationer og kan blive en afhængighed og kan ende i afskærmning fra virkeligheden.

Der er en oplevelse sammen med min mormor, som jeg tydeligt husker, fra da jeg var yngre. Det er noget som, jeg tit tænker på, når jeg bruger de sociale medier og det påvirker hvordan jeg bruger og færdes med dem.

Det var en varm sommerdag oppe i Nordjylland, hvor solen strålede ned over haven, og lyden af bier summede i luften. Ude på marken kørte der en mejetærsker og høstede. Min mormor og jeg sad i en gammel havebænk under et skyggefuldt træ, omgivet af smukke blomster og duften af nyslået græs. Haven var et idyllisk sted, hvor tiden syntes at stå stille. Mens vi sad der, delte min mormor minder fra sin egen ungdomstid, hvor teknologien var begrænset til radio og telefoner med drejehjul. Hun fortalte om dage brugt på at udforske skovene, bygge træhytter og lege med vennerne, uden at en skærm kom i vejen.

Jeg lyttede opmærksomt, men kunne ikke lade være med at føle mig en smule forarget, for er det så slemt med vores generation? "Men mormor," indvendte jeg, mens jeg fumlede med min telefon, "jeg bruger da også tid udenfor og med mine venner. "Hun kiggede på mig med et mildt smil, men hendes øjne bar en form for bekymring. "Ja, det siger du måske, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvor meget tid du tilbringer foran den skærm der, det ender med du får firkantet øjne. Det er ikke sundt at være så afhængig af de der sociale medier, ved du." Er det virkelig sådan den ældre generation ser os i dag? Afhængige af den digitale teknologi.  

Hendes ord ramte mig med en masse tanker. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over, hvor meget tid jeg egentlig brugte på mine digitale enheder. Jeg var vant til at have min telefon inden for rækkevidde hele tiden, som en forlængelse af mig selv og til at kunne komme i kontakt med mine venner når som helst, men har man behov for det?

I bogen "Fra Gutenberg til Google" fra 2017 udforsker Henrik Poulsen vores opfattelse af verden ved at introducere begreberne primære og sekundære erfaringer. Primære erfaringer omfatter den faktiske virkelighed omkring os, som vi direkte sanser, når vi er fysisk til stede. Derimod repræsenterer sekundære erfaringer en medieret version af virkeligheden, der præsenteres for os. Med den udbredte brug af smartphones i dag bliver en betydelig del af vores erfaringer sekundære gennem skærme i stedet for at være primære. Dette resulterer i, at vi gradvist vænner os til at modtage information gennem skærme, hvilket potentielt mindsker vores evne til fuldt ud at engagere os i øjeblikket og opleve ting direkte. Et godt eksempel på dette kan være Marthe Roslers fotogollage ”Photo up”(2004) Hendes skabte fotocollager, der illustrer krigens barske  realitet med vores hverdag, fik mig til at tænke over, hvordan vi også konstruerer vores egne virkeligheder i det digitale univers. Den illustrerer lidt den verden, man kan få. Damen i sin lille fine kjole på billedet er fuld fokuseret på sin digitale verden, så hun slet ikke sanser, hvad der sker i den virkelig verden, med krig uden for vinduerne. Hvis man bliver for opslugt af sit brug af sine digitale enheder for meget, glemmer man så helt det der sker rundt omkring en?

Efter den samtale jeg havde med min mormor, er jeg selv blevet mere opmærksom på mine vaner. Hvilket nok er en god ting. Jeg lagde mærke til, hvordan jeg ofte tjekkede min telefon uden nogen egentlig grund og brugte utallige af timer online, og hvordan jeg var mere engageret i onlineverdenen end i den virkelige verden omkring mig.

I vores moderne verden, hvor digitale medier har åbnet næsten alle døre, så forsvinder grænserne måske helt? Vi er ikke længere begrænset af tid eller sted. Denne frihed gør det utroligt let at distancere os fra den virkelige verden og blive opslugt af det digitale univers. I artiklen "Med læring uden en tanke om dannelse bliver det meget hurtigt instrumentelt" af Rasmus Kolby Rahbek påpeges det, at dannelse kræver et passende rum, den rigtige struktur, så at sige, for at kunne udfolde sig. Et rum, der fremmer en åben udveksling mellem individet og omverdenen, et sted, hvor vi kan opleve verden og lære af den. Men eksisterer et sådant sted overhovedet i vores tid?

Den dag i haven med min mormor blev en øjenåbner for mig. Jeg indså, at selvom teknologien er fantastisk og giver os mange muligheder, er det vigtigt at finde en balance og ikke lade den overtage vores liv. Min mormors råd om at huske på, at livet sker udenfor skærmen, har siden da været en påmindelse for mig om at værdsætte de virkelige oplevelser og de venner man har omkring sig, men jeg tænker nu stadig over det. Er unges brug af den digitale teknologi virkelig så alvorlig?

Maja

En rejse mod digitale færdigheder

I en tid, hvor informationerne strømmer gennem vores skærme som en konstant flod, er det afgørende at tænke kritisk og skelne mellem det sande og det opdigtede. Den digitale verden er kommet for at blive, og den er blevet en integreret del af vores hverdag, hvor den udformer sig omkring os med massevis af billeder, emoji-reaktioner og likes. Fundamentale spørgsmål om, hvordan vi skal navigere i den digitale labyrint, og hvordan vi skal forme vores digitale identitet, er begge et spørgsmål om digital dannelse. Hver dag træder vi ind på digitale scener som Snapchat, Instagram og TikTok, hvor vi både er skuespillere og publikum. Vi vælger, hvilke aspekter af vores liv vi vil dele og iscenesætte, og dermed er vi med til at definere vores digitale identitet. De generationer, som ikke er opvokset i den digitale tidsalder, har oftest et negativt syn på unges brug af telefoner og sociale medier. Jeg forstår dem godt, da flere og flere unge udvikler spiseforstyrrelser og depressioner grundet de idealer, vi ser på Instagram. Når jeg er på Instagram, er det billeder af tynde og fejlfrie Botox-kvinder, som viser det gode liv frem. De poserer foran spejlene, og gør det samtidigt svært for unge at se sig selv i spejlet. 

Jeg tror, at sociale medier kan meget mere. De sociale medier er blevet et hjem for prestige, hvor dets hovedformål er at vise det perfekte liv frem. Jeg ved ikke, om det er for sent at ændre det, eller om det altid er en dårlig ting, men noget der er helt sikkert er, at det forstærker egocentrismen. Lige fra jeg var helt lille har skærmen været en del af mit liv. I de tidlige år af mit liv spillede jeg frisørspil, prinsessespil og meget mere, alle spil, som har det tilfælles, at de sætter forventninger og viser idealerne for, hvordan en smuk og glad pige ser ud. Jeg har tænkt særligt meget over et spil. I begyndelsen af spillet kommer der en ulykkelig og grædende pige ind i en butik. Hun har knuder i håret, bumser i ansigtet, skidt og snavs over det hele. I spillet skal du groft sagt fikse hende, så hun får glat hår, ingen bumser og ikke den mindste fejl. Hun smiler og griner. Dengang forstod jeg det ikke, men når jeg tænker tilbage på det spil, så synes jeg det er trist. Trist at man som 7-årig associerer en glad pige med en smuk pige, og en trist pige med en grim pige.

 

Rasmus Kolby Rahbek beskriver i en artikel i Kristeligt Dagblad, at digital dannelse er mødet mellem mennesket og verden, såvel som det kendte og det fremmede. Han beskriver det som en vekselvirkning, at vi påvirker medierne, og medierne påvirker os. 

”For dannelsen kan ikke kontrolleres. Den udspiller sig i vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Sådan cirka samme sted, som livet udspiller sig.” (S. 2) 

Verden er ukontrollerbar og ligeledes er medierne, fordi de afspejler verdenen gennem vores bearbejdning af den. Uden medier ville vi ikke vide hvad der skete her og nu på den anden side af jorden. Medierne ophæver fornemmelsen af tid og sted, og vi kan uden besvær se med, hvad der sker overalt gennem en lysende skærm. Det er vigtigt, at vi er kritiske og sætter spørgsmålstegn ved de uforklarlige og utroværdige billeder, videoer m.m., det er, hvad jeg tror, at digital dannelse omfatter. Verden og medierne er uforudsigelige og ukontrollerbare, og det er netop denne dynamik, der gør dannelse i den digitale tidsalder så kompleks.

 

Henrik Poulsens artikel om primære og sekundære erfaringer understøtter Rasmus Kolby Rahbeks artikel og omvendt, da de har samme synspunkt og opfattelse af den digitale verden. Henrik Poulsens artikel deler vores virkelighedsopfattelse op i to kategorier. Den primære virkelighedsopfattelse, som er alt det vi fysisk kan sanse, hvor det sekundære er den virkelighed, vi oplever gennem mediernes sansninger.

 ”Modellen viser, hvordan vi tilegner os virkelighedens mangfoldighed (den yderste ring). Vi møder den direkte gennem vores sanser (primære erfaringer), som vi bearbejder, så vi opnår en forståelse af det sansede. Og vi møder den indirekte gennem mediernes bearbejdning (de sekundære erfaringer).” (S.1, ll.14-18). 

Citatet viser, at de sanselige indtryk vi får fra virkeligheden er med til at forme medierne, og omvendt påvirker mediernes bearbejdning af verden vores opfattelse af virkeligheden omkring os. Vi mennesker har selv formet medierne, så de viser, hvad netop vi gerne vil like, dele og kommentere. 

 

Den amerikanske kunster Martha Rosler, hendes provokerende værk, Photo op, bruger fotocollager, for at sætte fokus på krigens virkelighed over for vores selviske iscenesættelser af os selv. I billedet ser vi krigens brutaliteter med ild, soldater og døde børn. Til kontrast, ser vi en upåvirket kvinde, der prioriterer at være performativ og egoistisk på et digitalt medie. Værket får mig til at tvivle på mediernes formål. Vi kunne informere og hjælpe på samfunds- og verdensproblemer, men i stedet bruger vi den digitale platform til at være nogle selvoptagede individer, der kun går op i likes og reaktioner. Jeg formoder, at dette værk er vores påmindelse om, at digital dannelse ikke blot handler om at navigere i den digitale labyrint, men også om at forholde sig kritisk til den information, vi konsumerer og deler online. Det er en opfordring til at skelne mellem det primære, det virkelige, og det sekundære, det medierne filtrerer og præsenterer for os. Martha Roslers kunstværk peger også på et vigtigt aspekt af digital dannelse, nemlig empati og forståelse for andres virkeligheder. I en tid, hvor sociale medier kan forstærke vores egocentrisme, er det essentielt at reflektere over, hvordan vores digitale adfærd påvirker vores forståelse af verden.

 

Vi lever i en tid, hvor den digitale verden er en integreret del af vores virkelighedsopfattelse, og det er afgørende at være bevidste om, hvordan mediernes filtrering påvirker vores forståelse af verden omkring os. Digital dannelse er en kontinuerlig proces, som konstant er under udvikling, men ifølge mig er det vigtigste ved digital dannelse at sætte spørgsmålstegn ved vores brug af de digitale medier, fordi det er kun os, som skaber medierne, der har mulighed for at ændre vores brug af dem. 

 

- Ida