Hvem er jeg i en digitaliseret verden?

Det er juleferie, og jeg ligger i min seng i mørket, hvor det eneste lys er det, der kommer fra min mobil. Klokken er 20:00, og jeg venter på min venindes svar til de videoer som jeg lige har sendt hende. Vupti, så hurtigt går det før videoerne tikker ind på min snapchat. Vi har altid gode samtaler over snap, men nogle gange føles det helt mærkeligt at snakke til en skærm. Det føles unaturligt og en smule kunstigt. Jeg har det som om, at jeg tænker mere over, hvad jeg siger fordi jeg vender mig mod min perfektionistiske side, og finder fejl. Jeg har muligheden for at tage videoerne om, godkende, slette og skabe min egen identitet. Nogle gange har jeg lyst til at fortælle hende de spændene nyheder ”in real life”, og tænker tit på, hvor meget mere intens og nærværende samtalen kunne have været. Men det kan nu ikke lade sig gøre. Jeg har kendt min veninde i lang tid, men vi ses ikke så tit. Grunden til det er, at vi bor langt væk fra hinanden, har forskellige liv, går på forskellige skoler og har forskellige venner. Derfor kan man jo sige, at de digitale medier fungerer godt på den måde. Til at holde kontakten. Men jeg ville uden tvivl meget hellere undvære de sociale medier, hvis det gav mig en mere virkelig forbindelse. 

Det at være nærværende, når man så også indgår i fællesskaber, synes jeg også ser ud til at udfordre mange. Ofte har jeg oplevet ved forskellige sammenkomster at dialog og samvær er udskiftet med interessen for, hvad der tjekker ind og ud på de forskelliges enheder. Lidt komisk, at man er sammen uden rigtigt at være sammen. Jeg forstår dog stadig mig selv som en social person, og har lært at alle mennesker er sociale væsener, der har behov for fællesskabet for at kunne udvikle sig selv. Styrer vores digitaliserede verden i virkeligheden vores adfærd henimod det asociale? Desuden kan jeg inderligt ikke lide tanken om måske at skabe et forkert jeg over de digitale medier. Der er helt sikkert mange, der ligesom jeg har en tendens til at idealisere og skabe bestemte forventninger til personer over de sociale medier, hvor iscenesættelsen dyrker perfektionen. På de sociale medier, er det nemlig nemt at skjule ens ”flaws”, som er et moderne udtryk for, hvad vocabulary.com beskriver som ”weak in character”. Det er et lidt kontroversielt udtryk fordi det betyder dårlige eller uperfekte karaktertræk ved en person, og da ingen personer er perfekte i den virkelige verden, synes jeg, at det er et lidt stærkt begreb at bruge. Men jeg synes, at det er et vigtigt ord, når det drejer sig om brugen af de digitale medier. For er det overhovedet muligt at skabe et ægte jeg igennem de sociale medier. Er vores ”flaws” som vi forsøger at skjule ikke en del af, hvem vi er? Hvordan er vi sikre på, at det ikke tager overhånd, og, at vi ender eller allerede er et produkt af vores fremadskridende teknologiske samfund. Dette forstærkes vel også af muligheden for at frasortere ting, vi ikke vil eller kan forholde os til. 

Billedet: ”Photo op” udført af kunstneren, Martha Rosler provokerer os fordi hun bringer den barske krig og dens ofre hjem i vores reklamedesignede stuer. På fotocollagerne i baggrunden ses soldater i krig og døde børn i stolene imens en perfekt model iscenesætter sig selv i forgrunden ved at tage selfies. Hun udviser ikke nogen empati. Jeg tror, at det er et godt billede på den vej vi alle mere eller mindre frivilligt følger. Den globale mediedækning bombarderer os konstant med informationer og viden på godt og ondt. Vi er måske allerede så forhærdet af at se, høre og læse om krig og katastrofer, at der skal mere og mere til før, at vi føler empati. Vi vænner os til ubehagelige sandheder. Hvis det ellers er sandheden, vi får fortalt. For i skolen, har vi jo lært at være kritiske overfor det der formidles til os. Sandheden kan være pakket godt ind. Der kan være politiske, etiske, religiøse og økonomiske interesser indblandet. Der stilles store krav til os. Især, når man er ung, kan det være en svær opgave at sortere i informationerne. Så er det nemmere lige at skifte spor. Måske er der en realityserie om unge, der skal klare sig alene på en ø uden en mobil i et par uger. Det er nemmere at identificere sig med og måske lige så forfærdeligt. Tanken om at skulle undvære sin mobil selv for en kort periode, tror jeg kan virke traumatiserende for andre end mig. 

Hvis det virkelig er sådan som Henrik Poulsen skriver i sit værk “Primære og sekundære erfaringer”, at vi kun med sikkerhed kender den virkelighed som ifølge hans model er den primære verden, der er den begrænsede verden, og omhandler det vi kan sanse i tid og rum, kan Martha Roslers fotocollage perspektiveres til de sekundære erfaringer, der defineres som en medieret virkelighed. Dvs. en virkelighed, der er formidlet af medierne fordi vi jo netop ikke selv er til stede i tid og rum. Man kan sige, at dette kræver en stor tillid til, at mediernes formidling af virkeligheden er sand fordi vores primære erfaringer ikke rækker længere end til det vi kan sanse. Da vores samfund bevæger sig hen imod en fuld digitalisering, har den en stor indflydelse på vores personlige dannelse. 

Rasmus Kolby Rahbeck, som er senioranalytiker ved Videncenter for Folkeoplysning advarer bl.a. i sin artikel: ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” om, at digital dannelse ikke må forveksles med det klassiske dannelsesbegreb. Digital dannelse handler mest om god opførsel på de sociale medier, hvorimod hans dannelsesbegreb er lidt mere omfattende. Udgangspunktet er den primære verden, hvor der sker en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket. Dannelse handler ikke kun om viden, og opstår altid i forskellige fællesskaber hvori vi indgår.  

Hvem af dem har ret? Jeg tror, at de begge har fat i noget. Vi kan ikke bremse digitaliseringen, så vi må, hver især, måske i fællesskab, finde ud af, hvordan vi skaber og fastholder vores egen identitet, hvis vi vil føle os som meningsfulde mennesker og ikke kun som et produkt af digitaliseringen.   

-Frida