En rejse mod digitale færdigheder

I en tid, hvor informationerne strømmer gennem vores skærme som en konstant flod, er det afgørende at tænke kritisk og skelne mellem det sande og det opdigtede. Den digitale verden er kommet for at blive, og den er blevet en integreret del af vores hverdag, hvor den udformer sig omkring os med massevis af billeder, emoji-reaktioner og likes. Fundamentale spørgsmål om, hvordan vi skal navigere i den digitale labyrint, og hvordan vi skal forme vores digitale identitet, er begge et spørgsmål om digital dannelse. Hver dag træder vi ind på digitale scener som Snapchat, Instagram og TikTok, hvor vi både er skuespillere og publikum. Vi vælger, hvilke aspekter af vores liv vi vil dele og iscenesætte, og dermed er vi med til at definere vores digitale identitet. De generationer, som ikke er opvokset i den digitale tidsalder, har oftest et negativt syn på unges brug af telefoner og sociale medier. Jeg forstår dem godt, da flere og flere unge udvikler spiseforstyrrelser og depressioner grundet de idealer, vi ser på Instagram. Når jeg er på Instagram, er det billeder af tynde og fejlfrie Botox-kvinder, som viser det gode liv frem. De poserer foran spejlene, og gør det samtidigt svært for unge at se sig selv i spejlet. 

Jeg tror, at sociale medier kan meget mere. De sociale medier er blevet et hjem for prestige, hvor dets hovedformål er at vise det perfekte liv frem. Jeg ved ikke, om det er for sent at ændre det, eller om det altid er en dårlig ting, men noget der er helt sikkert er, at det forstærker egocentrismen. Lige fra jeg var helt lille har skærmen været en del af mit liv. I de tidlige år af mit liv spillede jeg frisørspil, prinsessespil og meget mere, alle spil, som har det tilfælles, at de sætter forventninger og viser idealerne for, hvordan en smuk og glad pige ser ud. Jeg har tænkt særligt meget over et spil. I begyndelsen af spillet kommer der en ulykkelig og grædende pige ind i en butik. Hun har knuder i håret, bumser i ansigtet, skidt og snavs over det hele. I spillet skal du groft sagt fikse hende, så hun får glat hår, ingen bumser og ikke den mindste fejl. Hun smiler og griner. Dengang forstod jeg det ikke, men når jeg tænker tilbage på det spil, så synes jeg det er trist. Trist at man som 7-årig associerer en glad pige med en smuk pige, og en trist pige med en grim pige.

 

Rasmus Kolby Rahbek beskriver i en artikel i Kristeligt Dagblad, at digital dannelse er mødet mellem mennesket og verden, såvel som det kendte og det fremmede. Han beskriver det som en vekselvirkning, at vi påvirker medierne, og medierne påvirker os. 

”For dannelsen kan ikke kontrolleres. Den udspiller sig i vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Sådan cirka samme sted, som livet udspiller sig.” (S. 2) 

Verden er ukontrollerbar og ligeledes er medierne, fordi de afspejler verdenen gennem vores bearbejdning af den. Uden medier ville vi ikke vide hvad der skete her og nu på den anden side af jorden. Medierne ophæver fornemmelsen af tid og sted, og vi kan uden besvær se med, hvad der sker overalt gennem en lysende skærm. Det er vigtigt, at vi er kritiske og sætter spørgsmålstegn ved de uforklarlige og utroværdige billeder, videoer m.m., det er, hvad jeg tror, at digital dannelse omfatter. Verden og medierne er uforudsigelige og ukontrollerbare, og det er netop denne dynamik, der gør dannelse i den digitale tidsalder så kompleks.

 

Henrik Poulsens artikel om primære og sekundære erfaringer understøtter Rasmus Kolby Rahbeks artikel og omvendt, da de har samme synspunkt og opfattelse af den digitale verden. Henrik Poulsens artikel deler vores virkelighedsopfattelse op i to kategorier. Den primære virkelighedsopfattelse, som er alt det vi fysisk kan sanse, hvor det sekundære er den virkelighed, vi oplever gennem mediernes sansninger.

 ”Modellen viser, hvordan vi tilegner os virkelighedens mangfoldighed (den yderste ring). Vi møder den direkte gennem vores sanser (primære erfaringer), som vi bearbejder, så vi opnår en forståelse af det sansede. Og vi møder den indirekte gennem mediernes bearbejdning (de sekundære erfaringer).” (S.1, ll.14-18). 

Citatet viser, at de sanselige indtryk vi får fra virkeligheden er med til at forme medierne, og omvendt påvirker mediernes bearbejdning af verden vores opfattelse af virkeligheden omkring os. Vi mennesker har selv formet medierne, så de viser, hvad netop vi gerne vil like, dele og kommentere. 

 

Den amerikanske kunster Martha Rosler, hendes provokerende værk, Photo op, bruger fotocollager, for at sætte fokus på krigens virkelighed over for vores selviske iscenesættelser af os selv. I billedet ser vi krigens brutaliteter med ild, soldater og døde børn. Til kontrast, ser vi en upåvirket kvinde, der prioriterer at være performativ og egoistisk på et digitalt medie. Værket får mig til at tvivle på mediernes formål. Vi kunne informere og hjælpe på samfunds- og verdensproblemer, men i stedet bruger vi den digitale platform til at være nogle selvoptagede individer, der kun går op i likes og reaktioner. Jeg formoder, at dette værk er vores påmindelse om, at digital dannelse ikke blot handler om at navigere i den digitale labyrint, men også om at forholde sig kritisk til den information, vi konsumerer og deler online. Det er en opfordring til at skelne mellem det primære, det virkelige, og det sekundære, det medierne filtrerer og præsenterer for os. Martha Roslers kunstværk peger også på et vigtigt aspekt af digital dannelse, nemlig empati og forståelse for andres virkeligheder. I en tid, hvor sociale medier kan forstærke vores egocentrisme, er det essentielt at reflektere over, hvordan vores digitale adfærd påvirker vores forståelse af verden.

 

Vi lever i en tid, hvor den digitale verden er en integreret del af vores virkelighedsopfattelse, og det er afgørende at være bevidste om, hvordan mediernes filtrering påvirker vores forståelse af verden omkring os. Digital dannelse er en kontinuerlig proces, som konstant er under udvikling, men ifølge mig er det vigtigste ved digital dannelse at sætte spørgsmålstegn ved vores brug af de digitale medier, fordi det er kun os, som skaber medierne, der har mulighed for at ændre vores brug af dem. 

 

- Ida