Forbedrer den digitale verden vores kommunikationsevner?

 

Snakken om digital dannelse omringer os hele tiden. Det først nu, når jeg bliver nødt til at reflektere over det, hvordan vi bruger teknologien siden vi er blevet introduceret til den. De forrige generationer kan mene, at nutidens teknologi gør vores øjne firkantet. Vi er blevet mindre sociale pga. vores digitale dannelse, men er det ikke muligt, at vi måske er blevet mere sociale?

Det er sommerferien i året 2021. Jeg, min mor, og min papfar har parkeret bilen i en parkeringsplads med kun 4 pladser i byen Cieszyn. Solen brænder ned over de andre stående biler blandt vores egen og på bygningerne omkring os, som er lavet af grågule mursten. Mens min mor og min papfar har prøvet på at finde ud af at betale parkeringsbilletten, så har jeg skrevet med min online ven over Instagram. ”Jeg er på vej!! Vi skal bare finde en plads”, siger beskeden på engelsk, som står på min mørke telefon skærm, mens jeg næsten hopper af glæde. Mit hjerte banker og maven er fyldt med hundredvis af sommerfugle. Hvad vil man forvente ellers, når man skulle mødes med ens ven, som man ser for første gang?

Det må lyde underligt at kunne være venner med en som man aldrig har mødt før. Hvordan kan det være muligt? Det er kun igennem sociale medier, det er muligt. Siden 2000’erne har sociale medier været relevante og har påvirket vores dannelse som mennesker. Tidligere har det været mere normalt at blive venner med dem i vores lokale kredse, såsom byen, skole, eller nabolaget. Nu kan man møde folk uden begrænsninger på tid og sted. Henrik Poulsen skriver i bogen Gutenberg og Google fra 2017 om de primære- og sekundære erfaringer. I hans ord så kan de to erfaringer defineres med en model: ”I det første tilfælde eksisterer virkeligheden kun, såfremt vi kan se, høre, føle, smage, og lugte den. I det andet tilfælde fremstilles en medieret virkelighed, som ellers er fraværende for os i tid og sted”. Man kan overveje, at det faktisk ikke kun forholder sig til generel viden vi får igennem sociale medier, men også for vores socialiseringer. De venskaber jeg har fået på fx gymnasiet er skabt igennem andre faktorer end igennem internettet. Man læser den andens kropssprog, tonen, og ansigtsudtryk, som afhænger af brugen af vores sanser, så dermed er det primære erfaringer. Over internettet har man brug for en medieret forståelse af emojis, forkortelser, og en gang imellem toneindikatorer, dermed er det sekundære erfaringer vi modtager.

Selvfølgelig kan man tale om problemer bag denne form for kommunikation. Man mister måske lidt af det, der gør os menneske. Man mister de indtryk man får ved en samtale, hvor man ser hinandens ansigter. Måske misforstår man hinanden nemmere ved en samtale, fordi en emoji betyder noget andet for dig end for mig. Man kan muligvis blive hurtigt væk i telefonen, såsom fotocollagen ”Photo up” af Martha Rosler. Collagen viser to kvinder opslugt af deres telefoner i stuen, mens der er døde kroppe i samme rum samt en krig udenfor. Jeg tror, at det har været lignende for mig, især i folkeskolen, hvor jeg kunne finde på at skrive med en af mine online venner indtil klokken, er blevet tre om morgenen. Det har været det samme i frikvarterne, mens man har kunnet bruge telefoner, hvor jeg har siddet på trappen og skrevet med de samme venner online uden tanke om verden omkring mig. På det tidspunkt har jeg ikke haft rigtige gode venner, som jeg kunne snakke om alt med, især mine nicheinteresser. Det har gjort det sværere at snakke med mine klassekammerater, men så meget nemmere med folk indenfor samme gruppe. Så måske på den ene side har mine kommunikationsevner været svigtet? Men på den anden side så tror jeg på, at de har forbedret sig?

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” af Rasmus Kolby Rahbek fra 2020 nævnes der, at dannelsen kræver ”et sted, der tillader en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket”. Dette gælder også erfaringer, især sociale erfaringer. Erfaringer handler jo ikke kun om viden, men om ens omgåelse blandt mennesker. Internettet er ikke nødvendigvis et åbent sted, måske heller ikke et sikkert et ift. enhver kan være en anden, men jeg tror, at det kommer an på, hvor man leder. Jeg tror det også kommer an på, hvordan man bedst omgås i verden. Man kan jo hurtigt forestille sig, at mennesket ikke er ens. Der er uden tvivl træk vi har tilfælles, såsom nødvendigheden for socialisering, selvom hver generation har gennemgået denne dannelse anderledes.

Så ja, jeg venter på hende og kigger tilbage til min mor og papfar, som stadig bøvler med parkeringspladsen. Ud af det blå, hører jeg nogen kalde mit navn så verden kan høre det, ”Sylvi!”. Jeg ser hende i den lyserøde t-shirt og jeans nederdel, med det samme omfavner jeg hende for første gang, mens sommerfuglene flyver væk. I sidste ende er det måske er det ikke sort på hvidt om den digitale dannelse har påvirket vores kommunikationsevne. Måske er det vigtigere at overveje det med sig selv.

Nikola.