Teknologiens fremtid og dens toksicitet hos det unge sind.

 

Den digitale ungdoms generation, gen. Z. En ungdom, hvis humor er helt fra forstanden og forvrænget. En generation, hvis koncentrationsevne er forværret og forsnævret. En større del end nogensinde begynder at spærre sig inde på deres værelser. Ingen fysisk kontakt eller samtale med familie eller samlevere. Er dette enden på de sociale forhold, som de foregående generationer kender til?

 

Jeg erkender selv til den forvrængede humor, som er følge af den digitalisering vi har set det sidste årti. En humor der giver absolut ingen mening for den almindelige befolkning. Dopamin som bliver udløst på kommando, og som er mere ekstrem end nogensinde før. Et swipe mellem nye videoer på det sociale medie TikTok tager under et sekund. Ingen introduktioner til videoen, kun den sjove eller gode del. Den unge hjerne kan ikke abstrahere fra at blive ved og ved og ved. En afhængighed som er så svær at komme af med. Jeg sidder selv tit på TikTok og swiper løs, for at finde noget jeg finder interessant. Jeg har også svært ved at slippe mobilen, og opleve virkeligheden ligesom de fleste unge mennesker nu til dags.

 

Størstedelen af den kommunikation som jeg kender i dag, er formet af lys på en skærm, og lyde fra en højtaler. Jeg kan knap nok skrive pænt på et stykke papir, såfremt læse det min klassekammerat har skrevet ved siden af mig. Om det er pinligt, det ved jeg nu ikke, fordi jeg kan umuligt være den eneste.

I et udsnit fra Henrik Poulsens bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, bliver de primære og sekundære erfaringer holdt ude fra hinanden. Der bliver beskrevet en mediering og en barriere mellem denne ring og virkeligheden. Altså at der har været en forandring af nyheden gennem mediet. Det er ikke bare en nyhed du læser på digitale eller analoge medier. Det er altså en kreativ bearbejdning af en nyhed. Subjektet bliver påvirket anderledes når der er en mediering, mediet får subjektet til at se, høre eller læse sig frem til noget andet end hvad der er sket.

 

Artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” af Rasmus Kolby Rahbek, skriver personen således ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden.”. Vi som modtagere af information kan ikke altid selv bestemme hvordan vi bliver dannet. Vi kan blive skræmte, triste, ”lettere opstemte” eller euforiske. At blive dannet er ikke negativt eller positivt ladet, jeg mener det er neutralt. Vi lærer noget af det, om det så er en lærestreg, eller helt selvvalgt. Martha Rosler, beskriver meget fint det med at være optaget af mobiltelefonen. At blive grebet af teknologien og dopaminen. Det gør hun på sit billede ”Photo op” fra 2004. En forgrund som er selvoptaget af en vrangforestilling og en krigsskueplads af en baggrund.

 

Jeg mener at vores generation falder hen, grundet vores abnorme brug af sociale medier. Men det kan også være et skridt mod en mere produktiv fremtid. En fremtid hvor kommunikation ikke handler om sprog, men hvor AI eventuelt oversætter samtaler direkte. Vi kommer tættere på et fællessprog, som bliver udviklet dagligt, et sprog som alle unge mennesker kender, engelsk. Jeg mener det danner mennesket digitalt, men friheden på de sociale medier, gør også ungdommen mere sårbare overfor grænseoverskridende videoer, billeder og samtaler. IT er fremtiden, vi skal bare lære hvordan vi bruger det, og hvordan vi danner os.

 

Hjalte

Dannelse i en digital verden før, nu og efter - Lev i nuet

 

”Digital dannelse handler lidt firkantet sagt om at være digital på en god og konstruktiv måde. Det handler altså om at være dannet, også i den digitale verden, hvor spillereglerne kan være svære at gennemskue, og hvor vi er sociale på helt nye måder.” (Center for digital dannelse). Efterhånden er den digitale verden, en verden som vi alle kender til, og det er dermed også færre, som kender til en verden uden digitalisering. Ville verden i dag være bedre, hvis teknologien havde udviklet sig på en anden, langsommere måde? Eller kommer den, stadig videreudviklende, teknologi til, at medføre en positiv påvirkning til nyere og fremtidige generationer?

 

Når jeg tænker tilbage på min barndom, tænker jeg ikke at det er de tider, hvor jeg alene har sættet med min telefon eller anden lign. teknologi, som værende de minder, som bringer mest glæde. Tværtimod er det minder, som at sidde om aftenen med min storebror, på gulvet inde i stuen, og lege med enten LEGO eller små legetøjsbiler, som netop var det, der bandt os sammen, selv med en aldersforskel på 9 år, dog som vi blev lidt ældre, og vi ikke længere gad at sidde nede på gulvet og lege, var (og er stadig) ting som ”jeg har hentet det her spil, som jeg lige synes at du skal prøve” Som vi blev ældre, var det måske den digitale verden der tog over, men var det pga. at vi blev ældre? Eller pga. det digitale udviklere sig mere? Og vi voksede op sammen med udviklingen. Min bror er fra 1997, og har et andet syn på teknologien, da han var ældre før han virkelig fik bekendtskab til den digitale verden, end jeg havde været. Mine forældre har altid gjort meget i, at vi lærte at begive os på nettet fra en lidt tidligere alder, og vi dermed også tog det lidt ad gangen. Det var måske mig der mest oplevede det, da det var lidt mere fremme da jeg startede i skole, ift. da han startede i skole.

Jeg husker tydeligt, hvordan når jeg har siddet med familie og venner, bare har valgt at tage min telefon frem i stedet for at enten prøve at starte en samtale, eller prøve at deltage i en evt. foregående samtale. Selv i nogle af de sidste stunder jeg havde med min mormor og morfar, sad jeg lidt for tit med min telefon i stedet for at være en del af samtalen. Selv om det måske ikke var så ofte igen at jeg sad med den, fortryder jeg stadig ethvert sekund af det, og jeg ville ønske at jeg havde brugt tiden med dem, imens de nu var har, men det er for sent nu, og jeg håber at næste gang du sidder med dine bedsteforældre, og skal til at tage telefonen frem, at du så tænker dig om en ekstra gang, og at du måske i stedet vælger bare at være der med dem.

 

Da jeg blev lidt ældre, og var i perioden mellem det at være barn og det at være teenager, stiftede jeg mange forskellige bekendtskaber, både med folk jeg har mødt i den virkelige verden, men også med folk jeg har skrevet med over digitale medier. Som Henrik Poulsen nævner i sin bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, om primære og sekundære erfaringer. Poulsen forklarer, hvordan de to begreber hænger sammen, og han forklarer hvad de to begreber er: Primære erfaringer, er de erfaringer, som kommer fra den virkelige verden, altså de ting vi kan, se, høre, føle, smage og lugte, hvor de sekundære erfaringer kommer fra medierne, og er de oplevelser og bekendtskaber vi møder vha. den digitale verden. I dag spiller de sekundære erfaringer en lige så stor rolle, hvis næsten ikke en større rolle, som de primære erfaringer. Hvis man nu for eksempel kigger på digital underholdning ment til de helt små, så er de ment til at være lærerige og underholdende, men programmer i dag er meget mere (over)stimulerende end de var for bare 10-20 år siden, hvor jeg selv sad og så det, men lærer børn mere af det? Eller mister de bare evnen til at kunne koncentrere sig om mindre ting?

 

Henrik Poulsens idé om primære og sekundære erfaringer kan bl.a. også ses på billedet ”Photo Op” af Martha Rosler. Billedet viser to kvinder der er så forgabte i deres telefoner, at de på ingen måder lægger mærke til verden omkring sig, de ser hverken de døde børn, som ligger lige ved siden af dem, og heller ikke den krig, som foregår lige ude foran deres vinduer. I billedet er det tydeligt, at det er de sekundære erfaringer der har taget overhånd, og de primære erfaringer bliver helt ignoreret. Det er på nogle punkter en måske lidt overdrevet version af, hvordan verden ser ud i dag, men overordnet set, er det så ikke det vi oplever ret ofte?

 

Når Rasmus Kolby siger i ”Med læring uden dannelsestænking bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra 2020, at ”Dannelse handler ikke blot om en viden, men også om væren - om at være menneske i verden”, så tænker jeg: ”er det så ikke svært at blive dannet i den digitale verden, når det er et sted, hvor der sker så mange ting på en gang, og man har ikke en chance for at vide, hvordan folk reagerer på det?” Er det kun mig der tænker det? Hvad siger du?

 

Generationen i dag, min generation, har svært ved at leve uden digitale medier, og den digitale verden som helhed, men for bare tredive år siden var det ikke et problem, de få ting, der nu engang var kommet frem digitalt, var så nyt, at folk stadig var meget påpasselige omkring det, hvilket vel egentlig er meget modsat af hvordan det er nu. Så er spørgsmålet nok egentlig bare; hvordan er det når der er gået yderligere 30 år? Er vi på vej i den rigtige retning? Eller havde det måske været bedre, hvis teknologien havde udviklet sig med en langsommere hastighed? Så vi kunne vænne os til det lidt ad gangen?

 

-       Michella

Fremtidig dannelse - er der grund til bekymring?

 

Som generation efter generation progressivt bruger medierne som værktøj til dannelsen af deres verdenssyn og forståelse af verden, rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt dette danner et godt eller dårligt grundlag for den fremtidige tankegang og udvikling af menneskeheden? Dette spørgsmål åbner for et meget aktuelt emne, som er omdiskuteret og måske også en smule bekymrende.

 

Lige siden jeg første gang ryddede livet midlertidigt til side til fordel for min digitale afhængighed, har mine forældre altid fortalt mig, at jeg skulle være opmærksom på, at den digitale verden blot var medialisering af virkeligheden og billig dopamin. Dengang da jeg var yngre, havde jeg endnu ikke fuldt forstået værdien af den naturlige og virkelige dannelse gennem familie, venner, skole og fællesskab. Jeg var blot fokuseret på min uendelige trang til belønning i mit meningsløse spil. Men som man bliver ældre, og disse værdier som skole, fællesskab, familie og venner bliver til hverdag, begynder man mere at tænke over, hvor meget tid man egentligt har brugt bag skærmen, når man kunne have brugt den meget mere alternativt i virkeligheden.

 

Engang var det digitale og internettet meget begrænset for de fleste mennesker, da det var i en udviklende fase. Men da man så fordelene ved det digitale som kommunikation, business, økonomisk orden, digitalisering af valuta og underholdning, blev det hurtigt mere og mere individuelt, og individualiseringen af internettet har ført til en eksploderende stigning i internettets omfang, information og næsten uendelige univers.

 

Jeg husker det tydeligt, det er en søndag eftermiddag og jeg er på besøg hos min mormor og morfar. Jeg sidder med mit 11 år gamle hoved dybt begravet ned i skærmen, på ingen måde opmærksom på min mormors søgen efter kontakt med mig. Så siger hun: ”læg nu den skærm fra dig, og las os køre en tur, en eller anden dag er jeg her måske ikke mere, så vil du fortryde at have kigget så meget skærm”. Jeg bruger stadig medier dagligt, men jeg har dog reflekteret en del over det hun dengang sagde, og har aldrig telefonen fremme, når jeg er sammen med hende mere.

Denne lille, men vigtige passage belyser især spørgsmålet om, hvorvidt der er grund til en smule bekymring, når vi taler om digital dannelse - det her med, at internettet altid vil være der, men ikke dine nødvendigvis dine tætte.

Til gengæld har den digitale dannelse dannet bedre muligheder for i denne sammenhæng at kunne kommunikere med min mormor, selvom hun ikke er fysisk til stede.

 

I Henrik Poulsens bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, bliver det skelnet mellem primære og sekundære erfaringer, som er meget relevante begreber for emnet om digital dannelse kontra fysisk dannelse. De primære erfaringer beskriver de erfaringer, vi får gennem den fysiske verden - gennem et fællesskab - mens de sekundære erfaringer beskriver de erfaringer, vi får gennem den digitale verden - ekstra kommunikation og verdensforståelse, men også billig dopamin og afhængighed af alverdens ting. Skelnen mellem disse to begreber understreger den vanskelighed, det er at danne sig i vores nuværende meget digitaltaliserede verden. Det enkelte individs opfattelse af verden har ændret sig fra engang udelukkende primære erfaringer til nu en blanding af primære og sekundære erfaringer, og det betyder, at verden i højere grad er blevet påvirket af den virtuelle virkelighed, som vi aktivt deltager i.

 

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentalt” fra 2020, skriver Rasmus Kolby Rahbek følgende: ”Dannelse handler ikke blot om viden, men også om være - om at være et menneske”

Rahbek uddyber med denne passage en interessant observation, som han har gjort sig, nemlig at dannelse ikke kun kan foregå gennem en skærm med viden, men at man også skal være en del af et fællesskab, som kan danne hinanden i at være mennesker og ikke bare informationsrobotter.

 

Martha Roslers fotocollage ”Photo up” fra 2004, viser to kvinder, som er begravet i deres skærme, mens helvede bryder løs i baggrunden. Billedet har en meget betydning for emnet om dannelse. Det giver et visuelt billede af, hvordan den digitale dannelse gør os blinde over for den rå virkelighed ved at fremstille kvinderne som skal repræsentere alle os, som kan sidde beskyttede bag vores skærme, mens krige som Hamas-Israel og Rusland-Ukraine ødelægger og slider på en befolkning et andet sted i verden.

 

Men hvad har det at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt dette danner et godt eller dårligt grundlag for den fremtidige tankegang og udvikling af menneskeheden? Jo, hvis man vælger for fysisk dannelse, kan det være svært at følge med i, hvad der sker i verden, hvorimod for meget digital dannelse vil gøre det svært at forstå virkeligheden, og svært at undvære skærmen. Så måske det handler om at finde en balance mellem virkeligheden og den digitale verden, hvor man benytter den digitale verden som et ekstra værktøj til at udvikle sig og forbedre sig, fremfor at lade det tage overhånd. Det kunne blive vigtigt i fremtiden for menneskeheden.

Jeppe

Navigering gennem Skærmen

 

I en tid hvor vores liv i stigende grad udspiller sig online, er spørgsmålet om dannelse blevet mere komplekst end nogensinde før. Hvordan former vi vores identitet og verdenssyn i en digital kontekst, hvor sociale medier, smartphones og en konstant strøm af information dominerer vores hverdag? Dette spørgsmål rummer et væld af lag og nuancer, som jeg gerne vil udforske og reflektere over her.

 

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn fascineret stirrede på skærmen, mens jeg opdagede det uendelige univers af viden og underholdning, som internettet bød på. Jeg voksede op med en følelse af, at denne digitale verden var en uudtømmelig kilde til læring og muligheder. Men med tiden begyndte jeg at indse, at denne tilsyneladende ubegrænsede tilgang til information også havde sin skyggeside.

 

Scenen er sat i min dagligstue en ganske almindelig tirsdag aften. Jeg sidder dybt fordybet i min smartphone, scroller gennem mit sociale medie-feed. Det er som en uendelig strøm af momenter fra andres liv, perfekt og filtreret for at fremvise kun det bedste. Jeg føler mig både fascineret og frustreret. Fascineret af det visuelle festfyrværkeri, men samtidig frustreret over den skjulte virkelighed bag skærmen. Er dette virkelig dannelse? Eller er det en form for selvbedrag, hvor vi iscenesætter vores liv for at opnå anerkendelse og bekræftelse fra vores online følgere?

 

Det er her, de sceniske og sanselige passager træder ind. Luk øjnene og forestil dig den blålige skærmen fra din smartphone, der kaster et koldt lys på dit ansigt i mørket. Forestil dig lyden af tastaturet, der knitrer svagt i baggrunden, mens du febrilsk søger efter det næste hit af dopamin. Det er en intens oplevelse, en digital rus, der suger os ind og forbruger vores tid og opmærksomhed.

 

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” (2020) af Rasmus Kolby Rahbek står der: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Mellem det individuelle og det fælles. Det er en måde at forstå verden på en måde at være i verden på.”

 

Rahbek kaster lys over kernen af dannelse i vores moderne, digitale æra. Det er netop dette møde mellem det individuelle og det fælles, det velkendte og det fremmede, som bliver udfordret og omdefineret i vores online liv. Dannelse bliver ikke længere kun formet af vores fysiske omgivelser, men i høj grad også af vores interaktioner på sociale medier og andre digitale platforme.

 

I bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017, skelner Henrik Poulsen mellem primære og sekundære erfaringer, som beskriver, hvordan vi opfatter verden. De primære erfaringer er den fysiske verden omkring os, mens de sekundære erfaringer er den verden, vi oplever gennem digitale medier. Denne skelnen understreger den kompleksitet, der er forbundet med dannelse i en digital tidsalder. Vores forståelse af verden er ikke længere kun formet af direkte observationer, men også af de virtuelle virkeligheder, vi skaber og deltager i online.

 

Photo collagen ”Photo op” (2004) af Martha Rosler, der viser to kvinder med næsen i deres telefoner, imens verdenen rundt om dem er forfærdelig med døde mennesker og krig rundt om dem, giver et visuelt billede af den digitale tidsalders paradoks. Mens vi fordyber os i vores smartphones og sociale medier, kan vi være blinde over for de virkelige, komplekse problemer og udfordringer, der omgiver os. Denne collage minder os om vigtigheden af at være bevidste om vores digitale forbrug og dets indflydelse på vores opfattelse af verden.

 

Samlet set udfordrer disse perspektiver os til at reflektere over, hvordan vi former vores identitet og verdenssyn i en digital kontekst. Dannelse handler stadig om at forstå verden og være i verden, men i dagens digitale landskab kræver det en dybere bevidsthed om vores interaktioner både online og offline.

 

Så hvad er løsningen? Måske handler det om at finde en balance mellem det digitale og det virkelige, mellem selvudfoldelse og selvrefleksion. Måske handler det om at bruge teknologien som et redskab til at berige vores liv, i stedet for at lade den styre os.

 

Magnus Vennerstrøm

Har menneskets egen skabelse af medier forværret de fremtidige generationer?

 

Digital dannelse og forbruget af digitale platforme er hurtigt blevet et relevant diskussionsemne, fordi det hastigt har taget overhånd, især hos den nye generation. Digitale medier påvirker os med tiden mere og mere, og vi er nødt til at reflektere over, om det er blevet for meget. Jeg kan hurtigt kigge på mig selv, og indrømme at min telefon fylder alt for meget i mit liv, og at jeg burde nyde stilheden og friheden noget mere. Dog er jeg også nødt til at spørge: ”Hvad hjælper det at jeg lægger min telefon, når alle mine venner ikke gør?”. Den digitale kommunikation fylder en stor del af min hverdag, og jeg vil jo nødig gå glip af noget, ved at formindske mit eget forbrug.  

 

Når jeg hører ordet digital dannelse, tænker jeg meget over, hvad det egentlig betyder. Bryder man det op står det jo frem meget simpelt. Digital henviser til det digitale universers, den verden som ligger inden for hænders rækkevidde, og foregår online: nyhedsudsendelser, blogs, Twitter, Snapchat, Instagram, beskeder, internettet og meget mere. Man kan blive ved dagen lang. Dannelsen vil sige at danne sig, altså at blive til. Dannelsen af mennesket har ændret sig ekstraordinært meget, blot bare gennem de sidste 50 år. Det store spørgsmål lyder så på hvordan den digitale verden påvirker menneskets dannelse, og om det overhovedet har en positiv effekt? 

 

Smartphones og teknologi bliver mere og mere populære i en tidligere og tidligere alder. Blot når jeg sammenligner mig selv med min lillesøster, som kun er seks år yngre end mig, ser jeg allerede en stor forskel. Da jeg selv var 11 år gammel, fyldte min telefon faktisk ikke så meget, som jeg vil mene hendes gør. Dens primære formål var at kunne komme i kontakt med min mor, og ellers at kunne skrive til vennerne, for at spørge om de vil med ud at lege. Når nu at jeg synes hendes forbrug som 11-årige er større end mit forbrug, dengang jeg var 11, betyder det vel, at de digitale medier spiller en større og større rolle for de unges dannelse, og er dette overhovedet en god ting? Er vi allerede nået til den tid, hvor sekundære erfaringer næsten er ved at tage helt over? Henrik Poulsen skriver i sin bog ”Gutenberg og Google” om to typer af erfaringer, nemlig de primære og de sekundære. De primære erfaringer er dem, som vi møder i den virkelige verden selv, altså de sanselige erfaringer. De sekundære erfaringer er dem som vi møder igennem medier, og de har gennem tiden hurtigt overskygget de primære. En stor procentdel af ting vi oplever i dag, opleves sekundært, og selvom det er fremragende, at jeg fra min seng i Otterup kan se hvad der foregår i New York, er det måske ikke helt en god ting? Alle sekundære erfaringer er fremstillet af en anden person, og er hurtigt misledende, og forvrænger virkeligheden. Det farlige ved sekundære erfaringer er jo nemlig, at medierne til sidst vil tage så meget over, at man ikke engang vil kunne kende forskel på virkelighed og digitalisering.  

 

Selvom digitaliseringen hurtigt tager over, har jeg alligevel et forslag til, hvordan man kunne mindske forbruget af den digitale verden. Jeg tænker tilbage på min fasters fødselsdagsgave til mig, som er en lettere usædvanlig fødselsdagsgave, for en på min alder, men alligevel, havde den en stor signifikans. Jeg havde længe snakket om at jeg gerne vil høre noget klassisk i Odense Symfoniorkester, og min faster havde arrangeret en aften med Rachmaninov og Tchaikovsky, bare os to. Jeg er ikke den ordinære unge. Der er i hvert fald ikke mange, der ligesom mig, lytter til klassisk. Dog vil jeg sige, at klaverets blide klang og violinernes romantiske strenge var en vidunderlig måde at slippe væk fra den digitale verden på, og jeg undrer mig over, om løsningen til hvordan vi kan formindske vores forbrug af den digitale verden, måske er ved at finde en hobby, som ikke benytter sig af digitaliseringen? Jeg synes i hvert fald det var en god måde at bruge min tirsdag aften på, i stedet for at sidde foran computerskærmen, og se den samme film for tredje gang. 

 

Dog kan jeg hurtigt igen blive påmindet om, hvor stor en del digitaliseringen fylder. Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, siger jeg hej til min søster, som ligger i sin seng og ser TikTok. Hver dag er det den samme lyd der skifter hver 30. sekund, efter et swipe på telefonen. Hun er helt opslugt af telefonen, nogle gange så meget, at jeg ikke engang får et hej tilbage, når jeg kommer ind ad døren. Dette får mig til at tænkte på Martha Roslers ”Photo Up”, hvor kvinderne på billedet, er så optaget af deres mobiltelefoner, at de ikke er klar over hvad der foregår, ude i den virkelig verden. At sammenligne Roslers billede med min søsters manglende ”hej”, er selvfølgelig en for brutal sammenligning, men i princippet er det jo det samme der foregår. Man befinder sig så optaget af sin telefon, at man ikke engang har evnen til blot bare at sige hej. Det fortæller jo bare, at dannelsen består af flere og flere sekundære erfaringer, og hele tiden sker i den digitale verden, og man reflekterer hurtigt over, om medierne fylder for meget? 

 

Noget andet jeg har lagt meget mærke til selv, er hvor formindsket menneskets koncentrationsspændvidde er blevet gennem de seneste generationer. Jeg var forleden dag hjemme hos min mormor og morfar, og fangede mig selv i at tjekke telefonskærmen hvert femte minut, for at finde ud af om der var fest i aften. Samtidig var min mormor stadig i gang med sit puslespil efter 40 minutter, uden noget behov for at tjekke medierne. Det får mig hurtigt til at tænke over hvor optaget vi unge egentlig er af vores mobiler, og velvidende om at det bliver værre og værre, skræmmer det mig lidt. Til sidst når vi et punkt, hvor børn ikke kan koncentrere sig i skolen mere, og hvad gør man så? Digitale medier har tilføjet en masse vidunderlige ting til verden, og gjort det nemt at videredele informationer og vigtige nyheder, men på samme tid har det også skabt en unødvendig høj mængde af sekundære erfaringer, som får en til at reflektere over, om det har taget overhånd, og om mennesket er ved at udvikle sig i en negativ retning?

 

I Rasmus Kolby Rahbeks artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt”, skriver han ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden. Vi er derfor heller ikke altid herre over, hvor og hvordan dannelsen sættes i værk, eller hvor den bærer hen”. Det der skræmmer mig når jeg læser dette, er at det forøgede forbrug af digitale medier hos unge, og al den brainrot, fake news, og løgn der findes i den digitale verden, hurtigt kan være herre over unges dannelse, og med flere og flere sekundære erfaringer, kan de danne den unge generation negativt. 

 

Man kan jo så spørge om verden havde været bedre uden den digitale verden, og man vil hurtigt nedslå denne tanke. Den digitale verden har jo helt klart bragt ekstremt gode ting til verden, og har gjort det muligt for let kommunikation over hele kloden. Det vi mennesker er nødt til at gøre, er at finde den rette balance mellem primære og sekundære erfaringer, og over forbruget af digitale medier. Hvis det går så hurtigt som det har gjort blot de sidste 20 år, er jeg bange for at mennesket går en mørk vej i møde, og vi er nødt til at finde et passende forbrug af digitaliseringen, så det heller ikke tager overhånd. Det kræver både selvrefleksion, men også at vi fælles snart tager handling, diskuterer det, og får fundet det rette forbrug, så det ikke tager overhånd, så unge bliver dannet ordentligt, til at få verden til at forblive velfungerende. 

 

Marcus

Digital (ud)dannelse

 

”Prøv at se det her, far. Er det ikke vildt?” ”Men det passer jo ikke, Victor.” ”Jo jo, jeg så det jo på YouTube.”

Denne situation er nok velkendt for de fleste af os. Vi støder på spændende eller overraskende indhold på de sociale medier og skynder os straks at dele det med familie eller venner, kun for at opdage, at det enten var overdrevet, redigeret eller måske endda falsk. Men hvad har det egentlig med digital dannelse at gøre?

Dannelse er et tvetydigt begreb, der kan betyde mange forskellige ting. Det henviser ofte til den proces, hvor et individ gennemgår en udvikling. Når jeg tænker på dannelse, kommer uddannelse straks i tankerne. Dette er også relevant for digital dannelse, da det i høj grad er en form for uddannelse. Som børn måtte vi igennem en slags uddannelse for at forstå, hvad der egentlig var sandt og troværdigt af alle de nye og spændene informationer og muligheder internettet gav os. Og det bliver kun en større og større udfordring.

 

Jeg tror egentlig, at jeg er glad for, at jeg ikke er født senere. For det virker som om, forskellen mellem min storebror og jeg, og min lillebror og jeg, er enorm i forhold til, hvor meget digital dannelse har fyldt og fortsætter med at fylde. Antallet af primære erfaringer bliver færre og i stedet bliver erstattet af sekundære erfaringer gennem skærmen. Som Henrik Poulsen også påpeger i bogen "Gutenberg og Google" fra 2017, er der to typer erfaringer: primære, som er sanselige og direkte, og sekundære, som er indirekte og skabt af andres handlinger.

Hvis den udvikling, der bare har været mellem mine brødre og jeg, fortsætter, bekymrer det mig, hvordan det vil se ud om nogle år. Vil børnene være i stand til at kende forskellen mellem de primære erfaringer, som at lege ude på græsbanen om sommeren og de sekundære, som at sidde inde på værelset og spille FIFA? Jeg undrer mig over om vi når til et punkt, hvor disse to ting har samme sanselige effekt på børnene. Og hvordan det ville påvirke opfattelsen af de primære, og sekundære erfaringer.  

 

Jeg husker, og er blevet fortalt at min familie og jeg i 2014, var ude for at se min storebror spille til et fodboldstævne. Dog fik jeg ikke set meget til kampene, da jeg lige havde fået en ny telefon. Mine forældre gentog flere gange, at jeg burde lægge telefonen væk og se min brors kamp, men jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad der foregik på banen. Jeg var fordybet i den nye skinnende skærm foran mig. Da mine forældre til sidst blev trætte af at minde mig om at se min bror spille, satte jeg mig ned på det bløde græs, som kunne have være blåt uden jeg ville have vidst det. Lidt efter ko min mor og sagde, at de gik ind i cafeteriet og ville være tilbage om lidt, som jeg bare svarede "okay" til. Men jeg var stadig fuldstændig optaget af min telefon.

Efter et par minutter vågnede jeg op fra min egen lille verden og opdagede, at min familie var forsvundet. Mens tårerne langsomt formede sig i kanten af øjnene, gik jeg ud for at finde dem. En ældre dame lagde mærke til mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde mine forældre, hvorefter vi gik til stævnekontoret, hvor mit navn blev råbt højt i højtaleren, så mine forældre kunne komme og hente mig. Dette kan sammenlignes med Martha Roslers billede ”Photo op” fra 2004, hvor hvad der ligner at krigszonen i baggrunden sammen med de to døde børn, slet ikke påvirker de to identiske kvinder med deres mobiltelefoner. Dette viser bare hvordan man kan blive fuldstændig forstenet med fokus kun på skærmen. Det viser også vigtigheden af at blive ”uddannet” i hvordan man bruger sine digitale værktøjer, så man ikke falder i med begge ben og sidder fast i den digitale verden, hvor man både bliver blind og døv fra omverdenen. Men hvorfor er det så vigtigt at kunne trække sig selv væk?

Det er vigtigt at kunne trække sig tilbage fra den digitale verden. Som Rasmus Kolby Rahbeck skriver i sin artikel "Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt" fra det Kristelige Dagblad fra d. 14. august 2020, advarer han om, hvordan en uddannelse uden den rette dannelsestænkning kan resultere i en ensidig og overfladisk læring. På samme måde kan man sige, at dannelse uden en passende uddannelse også kan blive ensidig og overfladisk.

Man kan altså hurtigt komme til at være rusten i den primære verden og derfor skifte til den sekundære ”nemme” verden hver gang man bliver presset. Man kan altså skabe en slags digital boble, selv når man er sammen med venner eller familie. Hvilket desværre er alt for almindeligt at opleve. Det kræver kun at der opstår et lille hul i samtalen, eller at man ikke lige kan finde på noget at tale om, hvorefter man hurtigt griber telefonen og løser sig selv inde i den digitale boble.

 

Er det overhovedet realistisk at stræbe efter en afskæring af den sekundære digitale verden? Sandsynligvis ikke, og måske er det heller ikke det bedste for os. Måske handler udfordringen i stedet om at opnå den rigtige balance mellem det digitale og det fysiske, hvor vi udnytter de mange muligheder, som begge verdner giver os. Dette kræver både individuel uddannelse, bevidsthed og handling.

Hvordan vi bedst opnår denne balance, er stadig en udfordring, som vil kræve noget fra os alle. Men med den udvikling, som er i gang lige nu. Er det så overhovedet en mulighed at kunne skabe den rigtige balance?

victor

Dannelse før, nu og efter

Dannelse før, nu og efter

 

Digital dannelse i den morderne verden, er for mig ikke nødvendigvis en dårlig begivenhed, da der er blevet givet adgang, til så mange forskellige muligheder til at finde informationer. I højere grad bliver folk vel klogere, på de ting som interesserer dem. Da det er blevet lettere at få adgang for mange mennesker. Bare for en generation tilbage var der vist ikke rigtigt noget der havde internettet og Google.  

 

Ikke ligesom jeg har hørt fra mine forældre og bedsteforældre. Om at dengang de var børn, var der enten intet eller ikke så meget teknologi, og at de skulle vokse op med at finde alt på det lokale bibliotek, eller spørge forældre og lærer om de vidste noget om det. Så er information lettere at få fat i og lære fra især information fra rundt omkring jordkloden. Der er især mange indere som laver “tutorials” som måske en dag bliver til nytte for nogle, som virkeligt har brug for det.  

 

Jeg tror de fleste i min generation kan huske da de voksede op, den første gang de var i et problem, som de bare ikke kunne finde en løsning til. Lige meget hvad de gjorte virkede intet af det som man forsøgte. Lige meget om man prøver at skille f.eks. en computer ad og bygge det op igen fra bunden eller kigge imellem filer for at finde hvilken file der er gået i stykker, eller til noget som hvordan man laver vektorfunktioner. Så er det der jeg begynder at jeg tænker som mange andre, hvor jeg begynder at finde computeren frem, åbne den op og begynde at søge løs, på internettet om hvordan man ‘’hvordan laver man en computer’’.  

For jeg kan huske den gang jeg var yngre, og skulle hjælpe min storebror med at lave en ny bil, som han havde købt fra en af kærestens klassekammerater, men bilen endte så med at have rust i undervognen, og derfor ikke måtte køre på vejen. Så vi ringende til min onkel hvor vi fik at vide, at det ville koste alt for mange penge at få det lavet. Så vi begyndte at lave på bilen selv, så den kunne blive en markracer. Da vi stod over motoren, og kiggede ned kunne vi godt se, at vi skulle skifte de to forlygter, men vi vidste ikke hvordan man gjorte det, så vi kiggede på YouTube og fandt en video, om hvordan man gjorde og så poppede vi lygterne ud og satte de nye ind. Hvis vi ikke kunne have haft brugt internettet, ville vi nok aldrig have fået den lavet, i hvert fald ikke i en lang tid.

 

Poulsen skriver i sin bog “Gutenberg og Google” i år 2017 under “Primære og sekundære erfaringer” om to typer af erfaringer: De primære erfaringer, som er dem, vi møder direkte gennem vores fysiske tilstedeværelse i vores omgivelser, og de sekundære erfaringer, som er det, vi møder gennem mediernes og internettets “online” tilstedeværelse. Der er vel   nogle ting man bare har svære ved at finde ud af. I ens primære omgivelser, da ens forælder og lærer ikke har de svar man leder efter, så er det blevet lettere at finde dem i de sekundere erfaringer, da Google plejer at have de fleste svar, så længe at man leder længe nok efter dem.  

 

I artiklen “Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” af Rasmus Kolby Rahbek fra 2020 nævnes der, at dannelsen kræver “et sted, der tillader en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket”. Og “møde mellem det velkendte og det fremmede.” da der er begyndt at være et stor ryk i teknologien, ville det efter min mening være en utydelig grænse mellem vekselvirkning og det velkendte og det fremmede da man er tvunget, til at bruge internettet til at følge med tiden, i skole, på arbejde og for at finde ud af nyere informationer, som man ikke bare lige kan finde i sine personlige omgivelser. Der lærer man at danne sig i den digitale verden. 

 

Men hvad ved jeg, for jeg syntes bare at det har været en vigtig del af min barndom at kunne søge efter de ting jeg var nysgerrig omkring, at se hvordan man lavede eller fandt ud hvordan man kunne gøre det man var i gang med og blive underholdt. Ligesom fotocollagen “Photo up” af Rosler. Collagen viser to kvinder opslugt af deres telefoner i stuen, åbent bart meget opslugt af hvad der sker i dem, mens der er døde kroppe i nogle stole i samme rum. Samtidig med at en krig er i gang udenfor deres vindue. Så er det nok det eneste jeg sådan er nervøs for, at der kommer til at ske når primære omgivelser og de sækundere omgivelser, begynder at smelte for meget sammen, og man ikke længere kan kende forskel på, de to områder man begiver og danner sig i. Men det behøver ikke altid at være så negativt, da det kan også være en god ting, hurtigere information, hygge og en anden måde at danne sig som en person. Så man kan kun vente og se hvad vekselvirkningen mellem verdenen og mennesket er og bliver. 

Nicklas.