Har menneskets egen skabelse af medier forværret de fremtidige generationer?

 

Digital dannelse og forbruget af digitale platforme er hurtigt blevet et relevant diskussionsemne, fordi det hastigt har taget overhånd, især hos den nye generation. Digitale medier påvirker os med tiden mere og mere, og vi er nødt til at reflektere over, om det er blevet for meget. Jeg kan hurtigt kigge på mig selv, og indrømme at min telefon fylder alt for meget i mit liv, og at jeg burde nyde stilheden og friheden noget mere. Dog er jeg også nødt til at spørge: ”Hvad hjælper det at jeg lægger min telefon, når alle mine venner ikke gør?”. Den digitale kommunikation fylder en stor del af min hverdag, og jeg vil jo nødig gå glip af noget, ved at formindske mit eget forbrug.  

 

Når jeg hører ordet digital dannelse, tænker jeg meget over, hvad det egentlig betyder. Bryder man det op står det jo frem meget simpelt. Digital henviser til det digitale universers, den verden som ligger inden for hænders rækkevidde, og foregår online: nyhedsudsendelser, blogs, Twitter, Snapchat, Instagram, beskeder, internettet og meget mere. Man kan blive ved dagen lang. Dannelsen vil sige at danne sig, altså at blive til. Dannelsen af mennesket har ændret sig ekstraordinært meget, blot bare gennem de sidste 50 år. Det store spørgsmål lyder så på hvordan den digitale verden påvirker menneskets dannelse, og om det overhovedet har en positiv effekt? 

 

Smartphones og teknologi bliver mere og mere populære i en tidligere og tidligere alder. Blot når jeg sammenligner mig selv med min lillesøster, som kun er seks år yngre end mig, ser jeg allerede en stor forskel. Da jeg selv var 11 år gammel, fyldte min telefon faktisk ikke så meget, som jeg vil mene hendes gør. Dens primære formål var at kunne komme i kontakt med min mor, og ellers at kunne skrive til vennerne, for at spørge om de vil med ud at lege. Når nu at jeg synes hendes forbrug som 11-årige er større end mit forbrug, dengang jeg var 11, betyder det vel, at de digitale medier spiller en større og større rolle for de unges dannelse, og er dette overhovedet en god ting? Er vi allerede nået til den tid, hvor sekundære erfaringer næsten er ved at tage helt over? Henrik Poulsen skriver i sin bog ”Gutenberg og Google” om to typer af erfaringer, nemlig de primære og de sekundære. De primære erfaringer er dem, som vi møder i den virkelige verden selv, altså de sanselige erfaringer. De sekundære erfaringer er dem som vi møder igennem medier, og de har gennem tiden hurtigt overskygget de primære. En stor procentdel af ting vi oplever i dag, opleves sekundært, og selvom det er fremragende, at jeg fra min seng i Otterup kan se hvad der foregår i New York, er det måske ikke helt en god ting? Alle sekundære erfaringer er fremstillet af en anden person, og er hurtigt misledende, og forvrænger virkeligheden. Det farlige ved sekundære erfaringer er jo nemlig, at medierne til sidst vil tage så meget over, at man ikke engang vil kunne kende forskel på virkelighed og digitalisering.  

 

Selvom digitaliseringen hurtigt tager over, har jeg alligevel et forslag til, hvordan man kunne mindske forbruget af den digitale verden. Jeg tænker tilbage på min fasters fødselsdagsgave til mig, som er en lettere usædvanlig fødselsdagsgave, for en på min alder, men alligevel, havde den en stor signifikans. Jeg havde længe snakket om at jeg gerne vil høre noget klassisk i Odense Symfoniorkester, og min faster havde arrangeret en aften med Rachmaninov og Tchaikovsky, bare os to. Jeg er ikke den ordinære unge. Der er i hvert fald ikke mange, der ligesom mig, lytter til klassisk. Dog vil jeg sige, at klaverets blide klang og violinernes romantiske strenge var en vidunderlig måde at slippe væk fra den digitale verden på, og jeg undrer mig over, om løsningen til hvordan vi kan formindske vores forbrug af den digitale verden, måske er ved at finde en hobby, som ikke benytter sig af digitaliseringen? Jeg synes i hvert fald det var en god måde at bruge min tirsdag aften på, i stedet for at sidde foran computerskærmen, og se den samme film for tredje gang. 

 

Dog kan jeg hurtigt igen blive påmindet om, hvor stor en del digitaliseringen fylder. Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, siger jeg hej til min søster, som ligger i sin seng og ser TikTok. Hver dag er det den samme lyd der skifter hver 30. sekund, efter et swipe på telefonen. Hun er helt opslugt af telefonen, nogle gange så meget, at jeg ikke engang får et hej tilbage, når jeg kommer ind ad døren. Dette får mig til at tænkte på Martha Roslers ”Photo Up”, hvor kvinderne på billedet, er så optaget af deres mobiltelefoner, at de ikke er klar over hvad der foregår, ude i den virkelig verden. At sammenligne Roslers billede med min søsters manglende ”hej”, er selvfølgelig en for brutal sammenligning, men i princippet er det jo det samme der foregår. Man befinder sig så optaget af sin telefon, at man ikke engang har evnen til blot bare at sige hej. Det fortæller jo bare, at dannelsen består af flere og flere sekundære erfaringer, og hele tiden sker i den digitale verden, og man reflekterer hurtigt over, om medierne fylder for meget? 

 

Noget andet jeg har lagt meget mærke til selv, er hvor formindsket menneskets koncentrationsspændvidde er blevet gennem de seneste generationer. Jeg var forleden dag hjemme hos min mormor og morfar, og fangede mig selv i at tjekke telefonskærmen hvert femte minut, for at finde ud af om der var fest i aften. Samtidig var min mormor stadig i gang med sit puslespil efter 40 minutter, uden noget behov for at tjekke medierne. Det får mig hurtigt til at tænke over hvor optaget vi unge egentlig er af vores mobiler, og velvidende om at det bliver værre og værre, skræmmer det mig lidt. Til sidst når vi et punkt, hvor børn ikke kan koncentrere sig i skolen mere, og hvad gør man så? Digitale medier har tilføjet en masse vidunderlige ting til verden, og gjort det nemt at videredele informationer og vigtige nyheder, men på samme tid har det også skabt en unødvendig høj mængde af sekundære erfaringer, som får en til at reflektere over, om det har taget overhånd, og om mennesket er ved at udvikle sig i en negativ retning?

 

I Rasmus Kolby Rahbeks artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt”, skriver han ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden. Vi er derfor heller ikke altid herre over, hvor og hvordan dannelsen sættes i værk, eller hvor den bærer hen”. Det der skræmmer mig når jeg læser dette, er at det forøgede forbrug af digitale medier hos unge, og al den brainrot, fake news, og løgn der findes i den digitale verden, hurtigt kan være herre over unges dannelse, og med flere og flere sekundære erfaringer, kan de danne den unge generation negativt. 

 

Man kan jo så spørge om verden havde været bedre uden den digitale verden, og man vil hurtigt nedslå denne tanke. Den digitale verden har jo helt klart bragt ekstremt gode ting til verden, og har gjort det muligt for let kommunikation over hele kloden. Det vi mennesker er nødt til at gøre, er at finde den rette balance mellem primære og sekundære erfaringer, og over forbruget af digitale medier. Hvis det går så hurtigt som det har gjort blot de sidste 20 år, er jeg bange for at mennesket går en mørk vej i møde, og vi er nødt til at finde et passende forbrug af digitaliseringen, så det heller ikke tager overhånd. Det kræver både selvrefleksion, men også at vi fælles snart tager handling, diskuterer det, og får fundet det rette forbrug, så det ikke tager overhånd, så unge bliver dannet ordentligt, til at få verden til at forblive velfungerende. 

 

Marcus