Dannelse i en digital verden før, nu og efter - Lev i nuet

 

”Digital dannelse handler lidt firkantet sagt om at være digital på en god og konstruktiv måde. Det handler altså om at være dannet, også i den digitale verden, hvor spillereglerne kan være svære at gennemskue, og hvor vi er sociale på helt nye måder.” (Center for digital dannelse). Efterhånden er den digitale verden, en verden som vi alle kender til, og det er dermed også færre, som kender til en verden uden digitalisering. Ville verden i dag være bedre, hvis teknologien havde udviklet sig på en anden, langsommere måde? Eller kommer den, stadig videreudviklende, teknologi til, at medføre en positiv påvirkning til nyere og fremtidige generationer?

 

Når jeg tænker tilbage på min barndom, tænker jeg ikke at det er de tider, hvor jeg alene har sættet med min telefon eller anden lign. teknologi, som værende de minder, som bringer mest glæde. Tværtimod er det minder, som at sidde om aftenen med min storebror, på gulvet inde i stuen, og lege med enten LEGO eller små legetøjsbiler, som netop var det, der bandt os sammen, selv med en aldersforskel på 9 år, dog som vi blev lidt ældre, og vi ikke længere gad at sidde nede på gulvet og lege, var (og er stadig) ting som ”jeg har hentet det her spil, som jeg lige synes at du skal prøve” Som vi blev ældre, var det måske den digitale verden der tog over, men var det pga. at vi blev ældre? Eller pga. det digitale udviklere sig mere? Og vi voksede op sammen med udviklingen. Min bror er fra 1997, og har et andet syn på teknologien, da han var ældre før han virkelig fik bekendtskab til den digitale verden, end jeg havde været. Mine forældre har altid gjort meget i, at vi lærte at begive os på nettet fra en lidt tidligere alder, og vi dermed også tog det lidt ad gangen. Det var måske mig der mest oplevede det, da det var lidt mere fremme da jeg startede i skole, ift. da han startede i skole.

Jeg husker tydeligt, hvordan når jeg har siddet med familie og venner, bare har valgt at tage min telefon frem i stedet for at enten prøve at starte en samtale, eller prøve at deltage i en evt. foregående samtale. Selv i nogle af de sidste stunder jeg havde med min mormor og morfar, sad jeg lidt for tit med min telefon i stedet for at være en del af samtalen. Selv om det måske ikke var så ofte igen at jeg sad med den, fortryder jeg stadig ethvert sekund af det, og jeg ville ønske at jeg havde brugt tiden med dem, imens de nu var har, men det er for sent nu, og jeg håber at næste gang du sidder med dine bedsteforældre, og skal til at tage telefonen frem, at du så tænker dig om en ekstra gang, og at du måske i stedet vælger bare at være der med dem.

 

Da jeg blev lidt ældre, og var i perioden mellem det at være barn og det at være teenager, stiftede jeg mange forskellige bekendtskaber, både med folk jeg har mødt i den virkelige verden, men også med folk jeg har skrevet med over digitale medier. Som Henrik Poulsen nævner i sin bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, om primære og sekundære erfaringer. Poulsen forklarer, hvordan de to begreber hænger sammen, og han forklarer hvad de to begreber er: Primære erfaringer, er de erfaringer, som kommer fra den virkelige verden, altså de ting vi kan, se, høre, føle, smage og lugte, hvor de sekundære erfaringer kommer fra medierne, og er de oplevelser og bekendtskaber vi møder vha. den digitale verden. I dag spiller de sekundære erfaringer en lige så stor rolle, hvis næsten ikke en større rolle, som de primære erfaringer. Hvis man nu for eksempel kigger på digital underholdning ment til de helt små, så er de ment til at være lærerige og underholdende, men programmer i dag er meget mere (over)stimulerende end de var for bare 10-20 år siden, hvor jeg selv sad og så det, men lærer børn mere af det? Eller mister de bare evnen til at kunne koncentrere sig om mindre ting?

 

Henrik Poulsens idé om primære og sekundære erfaringer kan bl.a. også ses på billedet ”Photo Op” af Martha Rosler. Billedet viser to kvinder der er så forgabte i deres telefoner, at de på ingen måder lægger mærke til verden omkring sig, de ser hverken de døde børn, som ligger lige ved siden af dem, og heller ikke den krig, som foregår lige ude foran deres vinduer. I billedet er det tydeligt, at det er de sekundære erfaringer der har taget overhånd, og de primære erfaringer bliver helt ignoreret. Det er på nogle punkter en måske lidt overdrevet version af, hvordan verden ser ud i dag, men overordnet set, er det så ikke det vi oplever ret ofte?

 

Når Rasmus Kolby siger i ”Med læring uden dannelsestænking bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra 2020, at ”Dannelse handler ikke blot om en viden, men også om væren - om at være menneske i verden”, så tænker jeg: ”er det så ikke svært at blive dannet i den digitale verden, når det er et sted, hvor der sker så mange ting på en gang, og man har ikke en chance for at vide, hvordan folk reagerer på det?” Er det kun mig der tænker det? Hvad siger du?

 

Generationen i dag, min generation, har svært ved at leve uden digitale medier, og den digitale verden som helhed, men for bare tredive år siden var det ikke et problem, de få ting, der nu engang var kommet frem digitalt, var så nyt, at folk stadig var meget påpasselige omkring det, hvilket vel egentlig er meget modsat af hvordan det er nu. Så er spørgsmålet nok egentlig bare; hvordan er det når der er gået yderligere 30 år? Er vi på vej i den rigtige retning? Eller havde det måske været bedre, hvis teknologien havde udviklet sig med en langsommere hastighed? Så vi kunne vænne os til det lidt ad gangen?

 

-       Michella