Teknologiens fremtid og dens toksicitet hos det unge sind.

 

Den digitale ungdoms generation, gen. Z. En ungdom, hvis humor er helt fra forstanden og forvrænget. En generation, hvis koncentrationsevne er forværret og forsnævret. En større del end nogensinde begynder at spærre sig inde på deres værelser. Ingen fysisk kontakt eller samtale med familie eller samlevere. Er dette enden på de sociale forhold, som de foregående generationer kender til?

 

Jeg erkender selv til den forvrængede humor, som er følge af den digitalisering vi har set det sidste årti. En humor der giver absolut ingen mening for den almindelige befolkning. Dopamin som bliver udløst på kommando, og som er mere ekstrem end nogensinde før. Et swipe mellem nye videoer på det sociale medie TikTok tager under et sekund. Ingen introduktioner til videoen, kun den sjove eller gode del. Den unge hjerne kan ikke abstrahere fra at blive ved og ved og ved. En afhængighed som er så svær at komme af med. Jeg sidder selv tit på TikTok og swiper løs, for at finde noget jeg finder interessant. Jeg har også svært ved at slippe mobilen, og opleve virkeligheden ligesom de fleste unge mennesker nu til dags.

 

Størstedelen af den kommunikation som jeg kender i dag, er formet af lys på en skærm, og lyde fra en højtaler. Jeg kan knap nok skrive pænt på et stykke papir, såfremt læse det min klassekammerat har skrevet ved siden af mig. Om det er pinligt, det ved jeg nu ikke, fordi jeg kan umuligt være den eneste.

I et udsnit fra Henrik Poulsens bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, bliver de primære og sekundære erfaringer holdt ude fra hinanden. Der bliver beskrevet en mediering og en barriere mellem denne ring og virkeligheden. Altså at der har været en forandring af nyheden gennem mediet. Det er ikke bare en nyhed du læser på digitale eller analoge medier. Det er altså en kreativ bearbejdning af en nyhed. Subjektet bliver påvirket anderledes når der er en mediering, mediet får subjektet til at se, høre eller læse sig frem til noget andet end hvad der er sket.

 

Artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” af Rasmus Kolby Rahbek, skriver personen således ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden.”. Vi som modtagere af information kan ikke altid selv bestemme hvordan vi bliver dannet. Vi kan blive skræmte, triste, ”lettere opstemte” eller euforiske. At blive dannet er ikke negativt eller positivt ladet, jeg mener det er neutralt. Vi lærer noget af det, om det så er en lærestreg, eller helt selvvalgt. Martha Rosler, beskriver meget fint det med at være optaget af mobiltelefonen. At blive grebet af teknologien og dopaminen. Det gør hun på sit billede ”Photo op” fra 2004. En forgrund som er selvoptaget af en vrangforestilling og en krigsskueplads af en baggrund.

 

Jeg mener at vores generation falder hen, grundet vores abnorme brug af sociale medier. Men det kan også være et skridt mod en mere produktiv fremtid. En fremtid hvor kommunikation ikke handler om sprog, men hvor AI eventuelt oversætter samtaler direkte. Vi kommer tættere på et fællessprog, som bliver udviklet dagligt, et sprog som alle unge mennesker kender, engelsk. Jeg mener det danner mennesket digitalt, men friheden på de sociale medier, gør også ungdommen mere sårbare overfor grænseoverskridende videoer, billeder og samtaler. IT er fremtiden, vi skal bare lære hvordan vi bruger det, og hvordan vi danner os.

 

Hjalte

Dannelse i en digital verden før, nu og efter - Lev i nuet

 

”Digital dannelse handler lidt firkantet sagt om at være digital på en god og konstruktiv måde. Det handler altså om at være dannet, også i den digitale verden, hvor spillereglerne kan være svære at gennemskue, og hvor vi er sociale på helt nye måder.” (Center for digital dannelse). Efterhånden er den digitale verden, en verden som vi alle kender til, og det er dermed også færre, som kender til en verden uden digitalisering. Ville verden i dag være bedre, hvis teknologien havde udviklet sig på en anden, langsommere måde? Eller kommer den, stadig videreudviklende, teknologi til, at medføre en positiv påvirkning til nyere og fremtidige generationer?

 

Når jeg tænker tilbage på min barndom, tænker jeg ikke at det er de tider, hvor jeg alene har sættet med min telefon eller anden lign. teknologi, som værende de minder, som bringer mest glæde. Tværtimod er det minder, som at sidde om aftenen med min storebror, på gulvet inde i stuen, og lege med enten LEGO eller små legetøjsbiler, som netop var det, der bandt os sammen, selv med en aldersforskel på 9 år, dog som vi blev lidt ældre, og vi ikke længere gad at sidde nede på gulvet og lege, var (og er stadig) ting som ”jeg har hentet det her spil, som jeg lige synes at du skal prøve” Som vi blev ældre, var det måske den digitale verden der tog over, men var det pga. at vi blev ældre? Eller pga. det digitale udviklere sig mere? Og vi voksede op sammen med udviklingen. Min bror er fra 1997, og har et andet syn på teknologien, da han var ældre før han virkelig fik bekendtskab til den digitale verden, end jeg havde været. Mine forældre har altid gjort meget i, at vi lærte at begive os på nettet fra en lidt tidligere alder, og vi dermed også tog det lidt ad gangen. Det var måske mig der mest oplevede det, da det var lidt mere fremme da jeg startede i skole, ift. da han startede i skole.

Jeg husker tydeligt, hvordan når jeg har siddet med familie og venner, bare har valgt at tage min telefon frem i stedet for at enten prøve at starte en samtale, eller prøve at deltage i en evt. foregående samtale. Selv i nogle af de sidste stunder jeg havde med min mormor og morfar, sad jeg lidt for tit med min telefon i stedet for at være en del af samtalen. Selv om det måske ikke var så ofte igen at jeg sad med den, fortryder jeg stadig ethvert sekund af det, og jeg ville ønske at jeg havde brugt tiden med dem, imens de nu var har, men det er for sent nu, og jeg håber at næste gang du sidder med dine bedsteforældre, og skal til at tage telefonen frem, at du så tænker dig om en ekstra gang, og at du måske i stedet vælger bare at være der med dem.

 

Da jeg blev lidt ældre, og var i perioden mellem det at være barn og det at være teenager, stiftede jeg mange forskellige bekendtskaber, både med folk jeg har mødt i den virkelige verden, men også med folk jeg har skrevet med over digitale medier. Som Henrik Poulsen nævner i sin bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, om primære og sekundære erfaringer. Poulsen forklarer, hvordan de to begreber hænger sammen, og han forklarer hvad de to begreber er: Primære erfaringer, er de erfaringer, som kommer fra den virkelige verden, altså de ting vi kan, se, høre, føle, smage og lugte, hvor de sekundære erfaringer kommer fra medierne, og er de oplevelser og bekendtskaber vi møder vha. den digitale verden. I dag spiller de sekundære erfaringer en lige så stor rolle, hvis næsten ikke en større rolle, som de primære erfaringer. Hvis man nu for eksempel kigger på digital underholdning ment til de helt små, så er de ment til at være lærerige og underholdende, men programmer i dag er meget mere (over)stimulerende end de var for bare 10-20 år siden, hvor jeg selv sad og så det, men lærer børn mere af det? Eller mister de bare evnen til at kunne koncentrere sig om mindre ting?

 

Henrik Poulsens idé om primære og sekundære erfaringer kan bl.a. også ses på billedet ”Photo Op” af Martha Rosler. Billedet viser to kvinder der er så forgabte i deres telefoner, at de på ingen måder lægger mærke til verden omkring sig, de ser hverken de døde børn, som ligger lige ved siden af dem, og heller ikke den krig, som foregår lige ude foran deres vinduer. I billedet er det tydeligt, at det er de sekundære erfaringer der har taget overhånd, og de primære erfaringer bliver helt ignoreret. Det er på nogle punkter en måske lidt overdrevet version af, hvordan verden ser ud i dag, men overordnet set, er det så ikke det vi oplever ret ofte?

 

Når Rasmus Kolby siger i ”Med læring uden dannelsestænking bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra 2020, at ”Dannelse handler ikke blot om en viden, men også om væren - om at være menneske i verden”, så tænker jeg: ”er det så ikke svært at blive dannet i den digitale verden, når det er et sted, hvor der sker så mange ting på en gang, og man har ikke en chance for at vide, hvordan folk reagerer på det?” Er det kun mig der tænker det? Hvad siger du?

 

Generationen i dag, min generation, har svært ved at leve uden digitale medier, og den digitale verden som helhed, men for bare tredive år siden var det ikke et problem, de få ting, der nu engang var kommet frem digitalt, var så nyt, at folk stadig var meget påpasselige omkring det, hvilket vel egentlig er meget modsat af hvordan det er nu. Så er spørgsmålet nok egentlig bare; hvordan er det når der er gået yderligere 30 år? Er vi på vej i den rigtige retning? Eller havde det måske været bedre, hvis teknologien havde udviklet sig med en langsommere hastighed? Så vi kunne vænne os til det lidt ad gangen?

 

-       Michella

Fremtidig dannelse - er der grund til bekymring?

 

Som generation efter generation progressivt bruger medierne som værktøj til dannelsen af deres verdenssyn og forståelse af verden, rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt dette danner et godt eller dårligt grundlag for den fremtidige tankegang og udvikling af menneskeheden? Dette spørgsmål åbner for et meget aktuelt emne, som er omdiskuteret og måske også en smule bekymrende.

 

Lige siden jeg første gang ryddede livet midlertidigt til side til fordel for min digitale afhængighed, har mine forældre altid fortalt mig, at jeg skulle være opmærksom på, at den digitale verden blot var medialisering af virkeligheden og billig dopamin. Dengang da jeg var yngre, havde jeg endnu ikke fuldt forstået værdien af den naturlige og virkelige dannelse gennem familie, venner, skole og fællesskab. Jeg var blot fokuseret på min uendelige trang til belønning i mit meningsløse spil. Men som man bliver ældre, og disse værdier som skole, fællesskab, familie og venner bliver til hverdag, begynder man mere at tænke over, hvor meget tid man egentligt har brugt bag skærmen, når man kunne have brugt den meget mere alternativt i virkeligheden.

 

Engang var det digitale og internettet meget begrænset for de fleste mennesker, da det var i en udviklende fase. Men da man så fordelene ved det digitale som kommunikation, business, økonomisk orden, digitalisering af valuta og underholdning, blev det hurtigt mere og mere individuelt, og individualiseringen af internettet har ført til en eksploderende stigning i internettets omfang, information og næsten uendelige univers.

 

Jeg husker det tydeligt, det er en søndag eftermiddag og jeg er på besøg hos min mormor og morfar. Jeg sidder med mit 11 år gamle hoved dybt begravet ned i skærmen, på ingen måde opmærksom på min mormors søgen efter kontakt med mig. Så siger hun: ”læg nu den skærm fra dig, og las os køre en tur, en eller anden dag er jeg her måske ikke mere, så vil du fortryde at have kigget så meget skærm”. Jeg bruger stadig medier dagligt, men jeg har dog reflekteret en del over det hun dengang sagde, og har aldrig telefonen fremme, når jeg er sammen med hende mere.

Denne lille, men vigtige passage belyser især spørgsmålet om, hvorvidt der er grund til en smule bekymring, når vi taler om digital dannelse - det her med, at internettet altid vil være der, men ikke dine nødvendigvis dine tætte.

Til gengæld har den digitale dannelse dannet bedre muligheder for i denne sammenhæng at kunne kommunikere med min mormor, selvom hun ikke er fysisk til stede.

 

I Henrik Poulsens bog ”Gutenberg og Google” fra 2017, bliver det skelnet mellem primære og sekundære erfaringer, som er meget relevante begreber for emnet om digital dannelse kontra fysisk dannelse. De primære erfaringer beskriver de erfaringer, vi får gennem den fysiske verden - gennem et fællesskab - mens de sekundære erfaringer beskriver de erfaringer, vi får gennem den digitale verden - ekstra kommunikation og verdensforståelse, men også billig dopamin og afhængighed af alverdens ting. Skelnen mellem disse to begreber understreger den vanskelighed, det er at danne sig i vores nuværende meget digitaltaliserede verden. Det enkelte individs opfattelse af verden har ændret sig fra engang udelukkende primære erfaringer til nu en blanding af primære og sekundære erfaringer, og det betyder, at verden i højere grad er blevet påvirket af den virtuelle virkelighed, som vi aktivt deltager i.

 

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentalt” fra 2020, skriver Rasmus Kolby Rahbek følgende: ”Dannelse handler ikke blot om viden, men også om være - om at være et menneske”

Rahbek uddyber med denne passage en interessant observation, som han har gjort sig, nemlig at dannelse ikke kun kan foregå gennem en skærm med viden, men at man også skal være en del af et fællesskab, som kan danne hinanden i at være mennesker og ikke bare informationsrobotter.

 

Martha Roslers fotocollage ”Photo up” fra 2004, viser to kvinder, som er begravet i deres skærme, mens helvede bryder løs i baggrunden. Billedet har en meget betydning for emnet om dannelse. Det giver et visuelt billede af, hvordan den digitale dannelse gør os blinde over for den rå virkelighed ved at fremstille kvinderne som skal repræsentere alle os, som kan sidde beskyttede bag vores skærme, mens krige som Hamas-Israel og Rusland-Ukraine ødelægger og slider på en befolkning et andet sted i verden.

 

Men hvad har det at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt dette danner et godt eller dårligt grundlag for den fremtidige tankegang og udvikling af menneskeheden? Jo, hvis man vælger for fysisk dannelse, kan det være svært at følge med i, hvad der sker i verden, hvorimod for meget digital dannelse vil gøre det svært at forstå virkeligheden, og svært at undvære skærmen. Så måske det handler om at finde en balance mellem virkeligheden og den digitale verden, hvor man benytter den digitale verden som et ekstra værktøj til at udvikle sig og forbedre sig, fremfor at lade det tage overhånd. Det kunne blive vigtigt i fremtiden for menneskeheden.

Jeppe

Navigering gennem Skærmen

 

I en tid hvor vores liv i stigende grad udspiller sig online, er spørgsmålet om dannelse blevet mere komplekst end nogensinde før. Hvordan former vi vores identitet og verdenssyn i en digital kontekst, hvor sociale medier, smartphones og en konstant strøm af information dominerer vores hverdag? Dette spørgsmål rummer et væld af lag og nuancer, som jeg gerne vil udforske og reflektere over her.

 

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn fascineret stirrede på skærmen, mens jeg opdagede det uendelige univers af viden og underholdning, som internettet bød på. Jeg voksede op med en følelse af, at denne digitale verden var en uudtømmelig kilde til læring og muligheder. Men med tiden begyndte jeg at indse, at denne tilsyneladende ubegrænsede tilgang til information også havde sin skyggeside.

 

Scenen er sat i min dagligstue en ganske almindelig tirsdag aften. Jeg sidder dybt fordybet i min smartphone, scroller gennem mit sociale medie-feed. Det er som en uendelig strøm af momenter fra andres liv, perfekt og filtreret for at fremvise kun det bedste. Jeg føler mig både fascineret og frustreret. Fascineret af det visuelle festfyrværkeri, men samtidig frustreret over den skjulte virkelighed bag skærmen. Er dette virkelig dannelse? Eller er det en form for selvbedrag, hvor vi iscenesætter vores liv for at opnå anerkendelse og bekræftelse fra vores online følgere?

 

Det er her, de sceniske og sanselige passager træder ind. Luk øjnene og forestil dig den blålige skærmen fra din smartphone, der kaster et koldt lys på dit ansigt i mørket. Forestil dig lyden af tastaturet, der knitrer svagt i baggrunden, mens du febrilsk søger efter det næste hit af dopamin. Det er en intens oplevelse, en digital rus, der suger os ind og forbruger vores tid og opmærksomhed.

 

I artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” (2020) af Rasmus Kolby Rahbek står der: ”Dannelse er helt kort et møde mellem mennesket og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Mellem det individuelle og det fælles. Det er en måde at forstå verden på en måde at være i verden på.”

 

Rahbek kaster lys over kernen af dannelse i vores moderne, digitale æra. Det er netop dette møde mellem det individuelle og det fælles, det velkendte og det fremmede, som bliver udfordret og omdefineret i vores online liv. Dannelse bliver ikke længere kun formet af vores fysiske omgivelser, men i høj grad også af vores interaktioner på sociale medier og andre digitale platforme.

 

I bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017, skelner Henrik Poulsen mellem primære og sekundære erfaringer, som beskriver, hvordan vi opfatter verden. De primære erfaringer er den fysiske verden omkring os, mens de sekundære erfaringer er den verden, vi oplever gennem digitale medier. Denne skelnen understreger den kompleksitet, der er forbundet med dannelse i en digital tidsalder. Vores forståelse af verden er ikke længere kun formet af direkte observationer, men også af de virtuelle virkeligheder, vi skaber og deltager i online.

 

Photo collagen ”Photo op” (2004) af Martha Rosler, der viser to kvinder med næsen i deres telefoner, imens verdenen rundt om dem er forfærdelig med døde mennesker og krig rundt om dem, giver et visuelt billede af den digitale tidsalders paradoks. Mens vi fordyber os i vores smartphones og sociale medier, kan vi være blinde over for de virkelige, komplekse problemer og udfordringer, der omgiver os. Denne collage minder os om vigtigheden af at være bevidste om vores digitale forbrug og dets indflydelse på vores opfattelse af verden.

 

Samlet set udfordrer disse perspektiver os til at reflektere over, hvordan vi former vores identitet og verdenssyn i en digital kontekst. Dannelse handler stadig om at forstå verden og være i verden, men i dagens digitale landskab kræver det en dybere bevidsthed om vores interaktioner både online og offline.

 

Så hvad er løsningen? Måske handler det om at finde en balance mellem det digitale og det virkelige, mellem selvudfoldelse og selvrefleksion. Måske handler det om at bruge teknologien som et redskab til at berige vores liv, i stedet for at lade den styre os.

 

Magnus Vennerstrøm