Kan vi trives i den digitale verden?

 

Digital dannelse er et tvetydigt begreb, som vækker forskellige tanker når ordet er nævnt. Personligt tænker jeg på balancen mellem det virkelige liv, og det digitale liv. Vi lever i en tid hvor børnehavebørn har adgang til IPads, mere end de har adgang til LEGO, og det er tydeligt at se, at de digitale medier spreder sig hurtigere end aldrig før og det er en udvikling vi ikke kan bremse, men burde vi også prøve at bremse den? Flere og flere børn foretrækker at bruge tid på det digitale rum, og nogle er imod, mens andre står ved det. Hvad er det rigtige at gøre? Skal man presse børn til at lege med deres forældre, eller lade dem følge med tiden, og være en del af den digitale tidsalder?

 

Jeg kan klart huske flere gange hvor noget lignende med dette har været en realitet. Tit og ofte når min bror og jeg var i sommerhus med mine bedsteforældre, foretrak vi at sidde indendørs og bruge vores IPads sammen, i stedet for at nyde naturen og hvad Langeland nu ellers havde at tilbyde. Dengang forstod jeg ikke hvorfor mine bedsteforældre var så meget imod min bror og mit næsten excessive brug af vores iPads, og jeg forstod i hvert fald ikke hvorfor de satte begrænsninger på hvor meget tid vi måtte bruge på vores skærme, men det giver efterhånden bedre og bedre mening for mig. Den dag i dag, er jeg ekstremt taknemmelig for at både mine bedsteforældre og forældre satte begrænsninger på min brug af skærmtid. Mange unge i dag bruger rigtig meget tid på deres telefoner, da deres forældre ikke sætter en stopper for det, og de unge glemmer derfor at socialisere i virkeligheden, eller bliver dårligere til at socialisere sig generelt. Online interaktioner og online socialisering kan klart have dets fordele, såsom muligheden for at ringe og skrive til folk, i stedet for at skulle rejse hen til deres hus, for at spørge dem om noget som blot ville tage få sekunder over en besked. Ligeledes så vi under Covid epidemien, hvordan online interaktioner kom til at spille en positiv rolle

 

I bogen ”Gutenberg og Google” fra 2017 af Henrik Poulsen, snakker han om disse to slags interaktioner. Han skelner nemlig mellem primære- og sekunder erfaringer, hvor de primære erfaringer, er den omverden som kan sanses med det fysiske sanseapparat, og de sekundære erfaringer er den verden som kan sanses gennem medierne. Primære erfaringer er netop når man selv er til stede og oplever en hændelse, mens en sekunder erfaring er noget man ser gennem medierne. Jeg mener, at livet kræver en sund balance mellem primære- og sekunder erfaringer.

Et liv uden sekundære erfaringer ville blive dikteret af personlig viden, og ens generelle kendskab til omverdenen ville være begrænset, mens man ville blive dissocieret med virkeligheden, i et liv med udelukkende bestående af sekundære erfaringer.

Balancen mellem de to er hvad jeg vil mene en sund digital dannelse består af, men er der et svar på hvad god digital dannelse virkelig betyder?

 

Denne balance mellem primære- og sekundære erfaringer synes jeg fremvises på en fantastisk måde i fotocollagen ”Photo up” fra 2004 af Martha Rosler.                      På billedet ses en dame, som er opslugt af sin telefon. Damen er helt uvidende af alt det grusomme krig og ødelæggelse som foregår lige uden foran hendes vindue, og endda de to døde børn som ligger i hendes egen stue. Denne dames liv er klart drevet af sekundære erfaringer, hvilket leder til en form for ignorance af omverdenen. Dette viser netop de problemer som kan forekomme hvis man har en utilstrækkelig balance mellem de to erfaringsformer.

 

Verdenen er ikke længere begrænset af tid, sted, det fysiske rum, personer og handlinger. Dette lyder måske mærkeligt, men det er jo sandt. En hver person kan til et hvert tidspunkt søge på hvad som helst, hvor som helst, hvornår som helst. Dette gør det meget fristende at hælde til et liv med en majoritet af sekundære erfaringer, da det simpelthen bare er nemmere til tider. I Rasmus Kolby Rahbeck’s ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” fra 2020, skriver han at:                                                              ” Dannelse kræver et passende sted, den rette arkitektur, kunne man sige, for at finde sted. Et sted der tillader en åben vekselvirkning, mellem verden og mennesket, et sted, hvor vi kan gøre os erfaringer med verden.”  

Dette kan tolkes på forskellige måder, men personligt tolker jeg det umiddelbart som en dobbeltbetydning.

Det vil sige, at man kan tolke hans påstand, som værdien af at mødes fysisk i den virkelige verden, hvilket jeg til dels er enig i. Dog har jeg også det perspektiv, at hvis man forstår at varetage den digitale verden, kan der også være mange fordele i at mødes digitalt.

Verden er blevet mindre og dermed er der større muligheder for kontakt mellem mennesker på tværs af verdener, kulturer og m.m. Kan begge verdener mødes i harmoni, eller kommer den digitale verden til at overtage?

 

Det tydeligt at se at den digitale tidsalder fylder rigtig meget i alles hverdage. Det er uundgåeligt at bremse udviklingen af det digitale, og det er vigtigt at man ikke kun ser på alt det negative som det medbringer, men at man har en balancegang, og kigger på alt det gode som denne nye tidsalder medbringer. Men hvordan finder vi den perfekte balance mellem det digitale og det virkelige således at mennesket kan trives?

 

-       Kristian