Er dansk og digitaliseringen dus?

 

Året er 2040. Du sidder foran den transparente og transportable IScreen fra Apple, som dog kun understøtter 9G-netværk, og puster ud. Du har lige færdiggjort den relativt nemme engelskopgave, for - come on - fem siders engelsk er jo ingenting. Værre bliver det nu, når du skal til den berygtede, i så lang tid som muligt udskudte danskaflevering. For - uha ja - i 1.g begik du nemlig den fejltagelse at hæve danskfaget fra det obligatoriske C-niveaus lallen omkring med ord og læsning af Rødhætte til nu på B-niveau at skulle udtrække ord fra teksten, der ikke engang står der. For helt ærligt, hvad i himlens navn laver en 3.personsfortæller i teksten? Vil det sige, at vedkommende er 3. rang, altså helt elendig?

Beskrevet er, hvad, jeg tror, kunne være et eksempel på worst-case scenario’et, hvis vores adgang - og afhængighed - af det digitale til stadighed ud i fremtiden vil følge en ret linjes udvikling. For jeg kunne forestille mig, at hvis en eller anden politiker ikke får overbevist masserne om en straksomlægning af den digitale jungle, vi alle boltrer os i, med en nedklipning af YouTubes altopslugende hække, en sænkning af TikToks floder, en udlugning i ukrudtet mellem Snapchats fliser und so weiter, så vil engelsk fortsætte med at være den dominerende art, og - hvem ved - måske en dag helt udkonkurrere dansksprogets sjældne jungledyr. Sagt med andre ord: Jeg tror, at hvis ikke der bliver gjort noget for at nedskære det digitale i vores hverdag, så vil engelsk, som jo er det mest talte sprog på det digitale - internettet og alle dets platforme - lige så langsomt overtage ikke kun det danske sprog, men også den danske kultur, ligeså nævnt i mit meget karikerede eksempel øverst. Og jeg synes ikke, man er digitalt dannet, hvis man taler engelsk bedre end sit modersprog.

Henrik Poulsen skriver i sin bog ”Gutenberg og Google” (2017) under ”Primære og sekundære erfaringer” om to typer af erfaringer: De primære, som er dem vi kan opfange med ”vores fysiske sanseapparat”; og de sekundære, der er kendetegnet ved at være blevet medieret, dvs. bearbejdet af medierne. Jeg tror, de primære erfaringer bliver færre og færre, jo mere tid man bruger på digitale medier. Det gør jeg, fordi de er blevet udvalgt af en algoritme, som har skabt en model, der passer lige præcis til dig, og samtidig er alt det digitale lavet af andre mennesker. Det er altså sekundære erfaringer, man får på internettet. Jeg tror dog, at de sekundære erfaringer er mindst lige så vigtige som de primære - der selvfølgeligt også er meget vigtige - da jeg synes, de i modsætning til ens primære erfaringer netop kan have andres holdninger med, hvilket jeg kunne forestille mig giver én en større forståelse for samfundet - bl.a. at kunne tale engelsk. Dertil kommer dog nok også, at man skal kunne identificere fake news, for ellers tror jeg, man kan blive påvirket i alle mulige forkerte retninger.

Martha Roslers billede ”Photo up” fra 2004 viser en anden side af digitaliseringen, som, jeg også synes, er enormt vigtig at have med. På billedet ser man krig og ødelæggelse lige uden for vinduet, men også indenfor, hvor der i stolene ligger lig. Men kvinderne lægger overhovedet ikke mærke til noget andet end deres telefoner. Jeg tror, dette er en god måde at vise et andet worst-case scenario på: Vi bliver så opslugte af vores digitale medier, at hele virkeligheden forsvinder fra os. Måske hænger de to præsenterede scenarios endda sammen. For jeg tror, at hvis vi bliver helt opslugt af denne anden virkelighed, og ikke engang ænser en krig uden for døren, så vil vi også glemme alle de andre ting, der tilhører den rigtige verden. Dvs. alt det danske og alt det, der gør individet unikt. Ens primære erfaringer vil blive byttet ud med sekundære, som kunne være de samme, som alle andre har. Og jeg tror, jeg vil gå så langt som til at sige, at det danske sprog helt vil uddø. Fordi engelsk er de digitale mediers sprog.

Men jeg tror og håber på, at det kan blive anderledes end alle disse konspirationer. For som Gen Z er vi vokset op med digitale medier. Vi er fra barnsben blevet digitalt dannede, og vi er ikke fraværende fra virkeligheden (hele tiden), vil jeg mene. Som underlæg for min hypotese vil jeg fortælle en kort anekdote:

Jeg var på Tenerife med min familie for nyligt. Problemet var dog bare, at vi var taget afsted ugen før Påske, i en skoleuge, og jeg vidste udmærket godt, at der kan nå at ske en hulens masse i løbet af sådan en uge. Men her kommer den digitale dannelse, jeg jo stadigvæk som Gen Z har modtaget ind i billedet. Da jeg ønskede stadigvæk at kunne følge med i skolen bagefter, kunne jeg bare sætte mig til rette i en behagelig hørstol i solskinnet og så ellers logge på Lectio og følge med i skemaet digitalt. Samtidig kunne jeg holde kontakten med folk over Messenger og eventuelt spørge ind til dagens lektier. Jeg kunne altså pga. de digitale medier følge med, selvom jeg befandt mig flere tusinde kilometer væk. Men ikke kun det. Der var stadig tid til min familie. Tid til at hoppe i poolen. Tid til at spille kort. Tid til at vandre. Kort sagt: tid til virkeligheden.

Som Rasmus Kolby Rahbek siger i ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” (2020), så ”kræver dannelsen frihed” (l. 13-14, s. 2). Man kan ikke kontrollere den helt, ligesom livet. Jeg tror, som ham, den er en vekselvirkning ”mellem det kontrollerbare og ukontrollerbare” (9-10, s. 2), mellem de primære og sekundære erfaringer. Jeg kunne forestille mig, at man ikke helt kan lukke for de sekundære erfaringer, det engelske, for det digitale; at være digitalt dannet kræver, at man kender dette område, har færdedes i det og kender spillereglerne. Og jeg tror, at kan man finde dette samspil mellem de primære og sekundære erfaringer, mellem virkeligheden og det digitale, mellem det danske og det engelske, det internationale, hvor ingen af delene helt overtager, hvor worst-case scenarioerne forbliver worst-case, så er man digitalt dannet.

Mattias