Hvordan navigerer man i en digitaliseret tidsalder?

 

Min generation vokser op i en tidsalder, hvor vi ikke kun lærer af vores fysiske omgivelser og menneskelige interaktioner, men også af den digitale verden, som udspiller sig på vores computere, fjernsyn og telefoner. Vi ser verden igennem filtret af den algoritme, der er skabt for at holde os underholdt og fanget i det univers – en verden, der er bygget på både rigtige og falske informationer. Denne digitale virkelighed er en uundgåelig del af vores hverdag, og dens indflydelse strækker sig langt udover vores skærme og ind i vores tankemønstre og sociale interaktioner.

Jeg har oplevet en meget beskyttet barndom, i hvert fald når det kommer til den digitale verden. Jeg var 12 år, da jeg fik min første telefon, og det var en gammel iPhone, som jeg kun kunne ringe op fra og skrive sms’er på - jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt pinligt, for alle mine klassekammerater havde en iPhone 6 eller 7 - eller hvilket nummer vi nu end var nået til. Mine forældre ville altid give mig det samme svar, når jeg spurgte, om jeg ikke nok måtte få en telefon, hvor jeg kunne få Instagram, Snapchat og hvad, der nu ellers var populært, på: ”Du er ikke gammel nok” – ikke gammel nok til hvad? Jeg kunne tage bussen hjem selv og være alene hjemme med mine små brødre; jeg kunne selv planlægge legeaftaler - hvorfor skulle jeg så ikke være gammel nok til de sociale medier?

Jeg har senere forstået, at de havde ret - jeg var ikke gammel nok, og jeg spekulerer stadig over, om jeg nogensinde rigtigt bliver det.

Jeg har siden 5. klasse fået banket ind i hovedet af adskillige lærere i utallige sammenhænge, at man skal være kildekritisk, men glemmer vi ikke alle det, når vi sidder med vores telefoner og bliver suget ind af algoritmens lange tråde ned i kaninhullet af videoer, opslag og kommentarer? Jeg tænker da sjældent over, om det nu også er rigtigt, at hende influenceren ser sådan ud i virkeligheden, eller om hende den anden virkeligt har det så nemt, når hun er afsted på hendes perfekte ferie. Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi er kritiske overfor de glansbilleder, der skabes, for digital dannelse handler i min verden ikke blot om, at vi skal opføre os ordentligt i det digitale forum, men også om at vi kan være kritiske overfor den information, der gives til os, så vi ikke bliver så opslugt af glansbilledet, at vi ikke længere ser verdens grusomheder.

I Martha Rosler’s ”Photo op” ser man netop to piger, som er så grebet af denne illusion om en perfekt verden, som kun de sociale medier kan fremstille den - at de er helt uopmærksomme på de tragedier, der foregår i deres egen stue og deres egen verden. De er så begravede i deres telefoner og de digitale medier, at deres omverden er helt forsvundet fra dem. Jeg tror, at der er mange, der kan nikke genkendende til denne følelse af, at man mister sin omverden, når man kikker på telefonen - man forsvinder væk fra de mennesker, som er lige ved siden af én.

Dette fænomen kommer Henrik Poulsen også ind på i hans bog ”Gutenberg og Google”, hvor han diskuterer den balance, der er mellem de primære erfaringer, den nære omverden og det, vi oplever, og den sekundære erfaring; det vi oplever igennem mediernes bearbejdning. Han snakker om, hvordan vi ikke kun har den primære erfaring, men at vi nu også får viden, som der allerede er andre, der har tolket på eller manipuleret med - og er det ikke derfor, at vi skal være digitalt dannede, så vi kan skelne mellem det ægte og det knapt så ægte?

Men hvordan skal vi lære det?

Det er ikke ualmindeligt at høre folk - især ældre - brokke sig over min generations brug af telefoner, computere og de sociale medier, og ofte vil jeg give dem ret, for vi er blevet for afhængige af vores skærme. Jeg er klar over, at jeg bruger min skærm for meget. Men det, de glemmer, er, at der ikke er nogen, der har været der til at lære os, hvordan vi skal begå os, med denne invitation ind i et nyt univers, som vi bærer rundt med os i lommen.

Så måske er det derfor, vi ikke ved, hvordan vi skal opføre os, når det kommer til digital dannelse - fordi vi er den første generation, der har haft Google, YouTube og Instagram på standby, hvis Verden blev for kedelig.

Som Rasmus Kolby Rahbek siger i artiklen ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentalt”: ”Dannelse kan derfor aldrig finde sted i enerum. På et tidspunkt må den altid forholde sig til det almene, det fælles”. Her påpeger han netop dette behov, som mennesker har for nærvær, for at være sociale og for at være en del af et samfund og dens normer. Så når vi kigger op fra telefonen, så håber vi på at blive mødt af netop dette – et samfund, et fællesskab. Men der sidder bedstemor med sin iPad, far med computeren, veninderne og vennerne med hver deres telefon. Så hvem skal lære os det?

Jeg kan ikke sidde og se på et billede og så fortælle, om det er blevet redigeret eller ej. Jeg kan ikke vide, om den person også ville snakke sådan i virkeligheden. Jeg kan ikke vurdere, om der er noget af det, der er ægte.

Men hvordan danner man sig så digitalt?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at man skal være kildekritisk; jeg ved, at man skal overveje, hvordan man kommunikerer i den digitale verden, og jeg ved, at man skal huske at tænke over alt det, der også sker i ens omverden. Alligevel så har jeg lige om lidt tænkt mig at samle min telefon op og lade mig falde ned i algoritmens net… Men måske skulle jeg lade være og i stedet se lidt ud på den virkelighed, der udspiller sig lige foran mig - og dig.

-        Mia