Forskellige generationer og deres brug af digitale medier

 

En af de største forskelle jeg har lagt mærke til, at der er på mig og mine forældre eller bedsteforældre, må være den verden vi hver især er vokset op i. Typisk vil jeg mene, at der godt kan være en tendens til, at den ældre generation kan have svært ved at se det gode i teknologiens hurtige udvikling. Jeg kan egentlig også godt følge dem. Min mormor som et godt eksempel voksede op i en verden uden digitale medier, og hun har derfor heller aldrig haft brug for at benytte sig af dem, så selvfølgelig kan hun ikke altid forstå, hvordan sådan en som mig kan være så opslugt af ting, jeg finder og ser på min telefonskærm. For hende har det aldrig været vigtigt at have en telefon, og fordi hun ikke som ung har fået den her naturlige digitale dannelse, som i nutidens generationer kommer helt automatisk, kan hun til tider også have svært ved at bruge de digitale medier.

Forleden dag kom min mormor lige hurtigt forbi vores hus for at sige hej. Hun havde taget sin nye mursten af en mobil med og lagde den på vores hvide køkkenbord så i tilfælde af, at nogen skulle prøve at få fat på hende, imens hun ikke var hjemme, så kunne vi alle sammen i hvert fald uden tvivl høre den ringe. Mobilen var spritny, og selvom den ikke havde mange funktioner, var det stadig lidt svært for min mormor lige og få fundet ud af, hvordan den skulle bruges korrekt, men da min søster og jeg i min mormors øjne begge er en “haj til det der med teknologi”, var det os, som blev spurgt til råds om, hvordan denne mobil fungerede. Når jeg siger mobil, mener jeg selvfølgelig ikke en splinterny smartphone som de fleste mennesker i dag ejer -nej, jeg mener en knaldrød Doro mobiltelefon. Til dem, der læser dette og ikke ved, hvad det er, er det kort sagt en telefon, der kan modtage og foretage opkald samt sende og modtage sms’er, om den egentlig kan andet, aner jeg rent faktisk ikke. Jeg tror til gengæld heller ikke, at min mormor skal bruge den til andet, så for hende er det vist fint nok. De fleste, jeg kender inklusivt mig selv, ville nok ikke mene, at det var tilstrækkeligt med en telefon som denne, for den kan i mine øjne kort sagt intet. Med intet mener jeg selvfølgelig at man hverken kan se Tiktoks, sende snaps eller scrolle gennem Instagram eller Facebook, men da min mormor er vokset op i en tid, hvor disse digitale medier slet ikke fandtes, er det nogen hun har lært at leve ud og derfor er det ikke noget en mobiltelefon til hende behøver at kunne tilgå.

Når min mormor beder min søster og jeg om hjælp til at få styr på hendes telefon, er det, fordi hun ikke har været vant til at bruge sådan en telefon før, ikke at vi kender hendes telefon bedre, men hun må mene at fordi vi er vant til at navigere i den digitale verden har vi et bedre udgangspunkt for at finde ud af hvordan Doro’en fungerer. Når Rasmus Kolby Rahbek i artiklen “Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt” skriver at: “Dannelsen peger jo i høj grad også på, hvordan det gælder for os som fællesskab”, tror jeg, at dette skal tolkes som en måde, hvorpå vi sammen er med til at danne hinanden i et fællesskab, da dannelse ikke er noget, man kun kan opnå alene. Som når min mormor ikke kan finde ud af, hvordan hendes nye telefon fungerer, og vi derfor sammen i fællesskab bliver klogere, hjælper hinanden og sammen udvikler os og derved lærer af hinanden og de erfaringer vi hver især kan bidrage med.

Min mormor kan slet ikke forstå, hvordan min søster og jeg nogle gange kan sidde helt opslugte af hver vores telefon, men det er da klart, at hun ikke kan forstå dette. Vi er hver især vokset op i en verden, der sammenlignet med hinanden slet ikke har set ens ud. Når jeg ser billedet “Photo op” fra 2004 af Martha Rosler, tror jeg lidt at det er sådan min mormor ser min søster og jeg, måske ikke helt i den samme voldsomme grad, men princippet i, at vi nogle gange kan sidde sammen alle tre og i stedet for at være til stede i virkeligheden og øjeblikket er både min søster, og jeg mere optaget af hvad end der måtte foregå på vores telefoner, præcis som de to piger på billedet.

Det er selvfølgelig heller ikke, fordi vi ikke kan lægge vores telefon væk, men måske mere det, at den er blevet så nem at tilgå. De fleste mennesker render i dag rundt med en telefon på sig, og dette gør, at man altid, næsten uafhængigt af situationen kan hive mobilen frem og finde ud af, hvad der sker ude i den store verden. Dette skriver Henrik Poulsen om i bogen “Gutenberg og Google” under “Primære og sekundære erfaringer” der forklares, hvordan de primære erfaringer skabes i den omverden, man rent fysisk kan sanse, og at de sekundære i modsætning er nogle, man skaber gennem digitale medier. Personligt tror jeg, at begge erfaringer er rigtig vigtige, at de følges ad hånd i hånd og sammen kan være med til at påvirke hinanden, men jeg tror desværre også, at man i nogle situationer går glip af primære erfaringer, når man i stedet vælger at hive mobilen frem og derved prioriterer de sekundære.

Jeg er ikke altid selv den bedste til at lægge min telefon væk, og derfor går jeg måske ind imellem glip af vigtige primære erfaringer, men selvom mobilen til tider kan være en tidsrøver, synes jeg stadig, at den er vigtig at have, måske jeg bare skulle blive bedre til en gang imellem at lægge den fra mig. Hvis det med at lægge mobilen væk ikke fungerer, så skulle jeg måske overveje at gøre som min mormor og investere i en Doro telefon,- måske flere mennesker skulle overveje at gøre som min mormor.

-          Natascha