Har menneskets egen skabelse af medier forværret de fremtidige generationer?

 

Digital dannelse og forbruget af digitale platforme er hurtigt blevet et relevant diskussionsemne, fordi det hastigt har taget overhånd, især hos den nye generation. Digitale medier påvirker os med tiden mere og mere, og vi er nødt til at reflektere over, om det er blevet for meget. Jeg kan hurtigt kigge på mig selv, og indrømme at min telefon fylder alt for meget i mit liv, og at jeg burde nyde stilheden og friheden noget mere. Dog er jeg også nødt til at spørge: ”Hvad hjælper det at jeg lægger min telefon, når alle mine venner ikke gør?”. Den digitale kommunikation fylder en stor del af min hverdag, og jeg vil jo nødig gå glip af noget, ved at formindske mit eget forbrug.  

 

Når jeg hører ordet digital dannelse, tænker jeg meget over, hvad det egentlig betyder. Bryder man det op står det jo frem meget simpelt. Digital henviser til det digitale universers, den verden som ligger inden for hænders rækkevidde, og foregår online: nyhedsudsendelser, blogs, Twitter, Snapchat, Instagram, beskeder, internettet og meget mere. Man kan blive ved dagen lang. Dannelsen vil sige at danne sig, altså at blive til. Dannelsen af mennesket har ændret sig ekstraordinært meget, blot bare gennem de sidste 50 år. Det store spørgsmål lyder så på hvordan den digitale verden påvirker menneskets dannelse, og om det overhovedet har en positiv effekt? 

 

Smartphones og teknologi bliver mere og mere populære i en tidligere og tidligere alder. Blot når jeg sammenligner mig selv med min lillesøster, som kun er seks år yngre end mig, ser jeg allerede en stor forskel. Da jeg selv var 11 år gammel, fyldte min telefon faktisk ikke så meget, som jeg vil mene hendes gør. Dens primære formål var at kunne komme i kontakt med min mor, og ellers at kunne skrive til vennerne, for at spørge om de vil med ud at lege. Når nu at jeg synes hendes forbrug som 11-årige er større end mit forbrug, dengang jeg var 11, betyder det vel, at de digitale medier spiller en større og større rolle for de unges dannelse, og er dette overhovedet en god ting? Er vi allerede nået til den tid, hvor sekundære erfaringer næsten er ved at tage helt over? Henrik Poulsen skriver i sin bog ”Gutenberg og Google” om to typer af erfaringer, nemlig de primære og de sekundære. De primære erfaringer er dem, som vi møder i den virkelige verden selv, altså de sanselige erfaringer. De sekundære erfaringer er dem som vi møder igennem medier, og de har gennem tiden hurtigt overskygget de primære. En stor procentdel af ting vi oplever i dag, opleves sekundært, og selvom det er fremragende, at jeg fra min seng i Otterup kan se hvad der foregår i New York, er det måske ikke helt en god ting? Alle sekundære erfaringer er fremstillet af en anden person, og er hurtigt misledende, og forvrænger virkeligheden. Det farlige ved sekundære erfaringer er jo nemlig, at medierne til sidst vil tage så meget over, at man ikke engang vil kunne kende forskel på virkelighed og digitalisering.  

 

Selvom digitaliseringen hurtigt tager over, har jeg alligevel et forslag til, hvordan man kunne mindske forbruget af den digitale verden. Jeg tænker tilbage på min fasters fødselsdagsgave til mig, som er en lettere usædvanlig fødselsdagsgave, for en på min alder, men alligevel, havde den en stor signifikans. Jeg havde længe snakket om at jeg gerne vil høre noget klassisk i Odense Symfoniorkester, og min faster havde arrangeret en aften med Rachmaninov og Tchaikovsky, bare os to. Jeg er ikke den ordinære unge. Der er i hvert fald ikke mange, der ligesom mig, lytter til klassisk. Dog vil jeg sige, at klaverets blide klang og violinernes romantiske strenge var en vidunderlig måde at slippe væk fra den digitale verden på, og jeg undrer mig over, om løsningen til hvordan vi kan formindske vores forbrug af den digitale verden, måske er ved at finde en hobby, som ikke benytter sig af digitaliseringen? Jeg synes i hvert fald det var en god måde at bruge min tirsdag aften på, i stedet for at sidde foran computerskærmen, og se den samme film for tredje gang. 

 

Dog kan jeg hurtigt igen blive påmindet om, hvor stor en del digitaliseringen fylder. Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, siger jeg hej til min søster, som ligger i sin seng og ser TikTok. Hver dag er det den samme lyd der skifter hver 30. sekund, efter et swipe på telefonen. Hun er helt opslugt af telefonen, nogle gange så meget, at jeg ikke engang får et hej tilbage, når jeg kommer ind ad døren. Dette får mig til at tænkte på Martha Roslers ”Photo Up”, hvor kvinderne på billedet, er så optaget af deres mobiltelefoner, at de ikke er klar over hvad der foregår, ude i den virkelig verden. At sammenligne Roslers billede med min søsters manglende ”hej”, er selvfølgelig en for brutal sammenligning, men i princippet er det jo det samme der foregår. Man befinder sig så optaget af sin telefon, at man ikke engang har evnen til blot bare at sige hej. Det fortæller jo bare, at dannelsen består af flere og flere sekundære erfaringer, og hele tiden sker i den digitale verden, og man reflekterer hurtigt over, om medierne fylder for meget? 

 

Noget andet jeg har lagt meget mærke til selv, er hvor formindsket menneskets koncentrationsspændvidde er blevet gennem de seneste generationer. Jeg var forleden dag hjemme hos min mormor og morfar, og fangede mig selv i at tjekke telefonskærmen hvert femte minut, for at finde ud af om der var fest i aften. Samtidig var min mormor stadig i gang med sit puslespil efter 40 minutter, uden noget behov for at tjekke medierne. Det får mig hurtigt til at tænke over hvor optaget vi unge egentlig er af vores mobiler, og velvidende om at det bliver værre og værre, skræmmer det mig lidt. Til sidst når vi et punkt, hvor børn ikke kan koncentrere sig i skolen mere, og hvad gør man så? Digitale medier har tilføjet en masse vidunderlige ting til verden, og gjort det nemt at videredele informationer og vigtige nyheder, men på samme tid har det også skabt en unødvendig høj mængde af sekundære erfaringer, som får en til at reflektere over, om det har taget overhånd, og om mennesket er ved at udvikle sig i en negativ retning?

 

I Rasmus Kolby Rahbeks artikel ”Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt”, skriver han ”I dannelsen begriber vi ikke kun verden. Vi gribes også af verden. Vi er derfor heller ikke altid herre over, hvor og hvordan dannelsen sættes i værk, eller hvor den bærer hen”. Det der skræmmer mig når jeg læser dette, er at det forøgede forbrug af digitale medier hos unge, og al den brainrot, fake news, og løgn der findes i den digitale verden, hurtigt kan være herre over unges dannelse, og med flere og flere sekundære erfaringer, kan de danne den unge generation negativt. 

 

Man kan jo så spørge om verden havde været bedre uden den digitale verden, og man vil hurtigt nedslå denne tanke. Den digitale verden har jo helt klart bragt ekstremt gode ting til verden, og har gjort det muligt for let kommunikation over hele kloden. Det vi mennesker er nødt til at gøre, er at finde den rette balance mellem primære og sekundære erfaringer, og over forbruget af digitale medier. Hvis det går så hurtigt som det har gjort blot de sidste 20 år, er jeg bange for at mennesket går en mørk vej i møde, og vi er nødt til at finde et passende forbrug af digitaliseringen, så det heller ikke tager overhånd. Det kræver både selvrefleksion, men også at vi fælles snart tager handling, diskuterer det, og får fundet det rette forbrug, så det ikke tager overhånd, så unge bliver dannet ordentligt, til at få verden til at forblive velfungerende. 

 

Marcus

Digital (ud)dannelse

 

”Prøv at se det her, far. Er det ikke vildt?” ”Men det passer jo ikke, Victor.” ”Jo jo, jeg så det jo på YouTube.”

Denne situation er nok velkendt for de fleste af os. Vi støder på spændende eller overraskende indhold på de sociale medier og skynder os straks at dele det med familie eller venner, kun for at opdage, at det enten var overdrevet, redigeret eller måske endda falsk. Men hvad har det egentlig med digital dannelse at gøre?

Dannelse er et tvetydigt begreb, der kan betyde mange forskellige ting. Det henviser ofte til den proces, hvor et individ gennemgår en udvikling. Når jeg tænker på dannelse, kommer uddannelse straks i tankerne. Dette er også relevant for digital dannelse, da det i høj grad er en form for uddannelse. Som børn måtte vi igennem en slags uddannelse for at forstå, hvad der egentlig var sandt og troværdigt af alle de nye og spændene informationer og muligheder internettet gav os. Og det bliver kun en større og større udfordring.

 

Jeg tror egentlig, at jeg er glad for, at jeg ikke er født senere. For det virker som om, forskellen mellem min storebror og jeg, og min lillebror og jeg, er enorm i forhold til, hvor meget digital dannelse har fyldt og fortsætter med at fylde. Antallet af primære erfaringer bliver færre og i stedet bliver erstattet af sekundære erfaringer gennem skærmen. Som Henrik Poulsen også påpeger i bogen "Gutenberg og Google" fra 2017, er der to typer erfaringer: primære, som er sanselige og direkte, og sekundære, som er indirekte og skabt af andres handlinger.

Hvis den udvikling, der bare har været mellem mine brødre og jeg, fortsætter, bekymrer det mig, hvordan det vil se ud om nogle år. Vil børnene være i stand til at kende forskellen mellem de primære erfaringer, som at lege ude på græsbanen om sommeren og de sekundære, som at sidde inde på værelset og spille FIFA? Jeg undrer mig over om vi når til et punkt, hvor disse to ting har samme sanselige effekt på børnene. Og hvordan det ville påvirke opfattelsen af de primære, og sekundære erfaringer.  

 

Jeg husker, og er blevet fortalt at min familie og jeg i 2014, var ude for at se min storebror spille til et fodboldstævne. Dog fik jeg ikke set meget til kampene, da jeg lige havde fået en ny telefon. Mine forældre gentog flere gange, at jeg burde lægge telefonen væk og se min brors kamp, men jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad der foregik på banen. Jeg var fordybet i den nye skinnende skærm foran mig. Da mine forældre til sidst blev trætte af at minde mig om at se min bror spille, satte jeg mig ned på det bløde græs, som kunne have være blåt uden jeg ville have vidst det. Lidt efter ko min mor og sagde, at de gik ind i cafeteriet og ville være tilbage om lidt, som jeg bare svarede "okay" til. Men jeg var stadig fuldstændig optaget af min telefon.

Efter et par minutter vågnede jeg op fra min egen lille verden og opdagede, at min familie var forsvundet. Mens tårerne langsomt formede sig i kanten af øjnene, gik jeg ud for at finde dem. En ældre dame lagde mærke til mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde mine forældre, hvorefter vi gik til stævnekontoret, hvor mit navn blev råbt højt i højtaleren, så mine forældre kunne komme og hente mig. Dette kan sammenlignes med Martha Roslers billede ”Photo op” fra 2004, hvor hvad der ligner at krigszonen i baggrunden sammen med de to døde børn, slet ikke påvirker de to identiske kvinder med deres mobiltelefoner. Dette viser bare hvordan man kan blive fuldstændig forstenet med fokus kun på skærmen. Det viser også vigtigheden af at blive ”uddannet” i hvordan man bruger sine digitale værktøjer, så man ikke falder i med begge ben og sidder fast i den digitale verden, hvor man både bliver blind og døv fra omverdenen. Men hvorfor er det så vigtigt at kunne trække sig selv væk?

Det er vigtigt at kunne trække sig tilbage fra den digitale verden. Som Rasmus Kolby Rahbeck skriver i sin artikel "Med læring uden dannelsestænkning bliver det meget hurtigt instrumentelt" fra det Kristelige Dagblad fra d. 14. august 2020, advarer han om, hvordan en uddannelse uden den rette dannelsestænkning kan resultere i en ensidig og overfladisk læring. På samme måde kan man sige, at dannelse uden en passende uddannelse også kan blive ensidig og overfladisk.

Man kan altså hurtigt komme til at være rusten i den primære verden og derfor skifte til den sekundære ”nemme” verden hver gang man bliver presset. Man kan altså skabe en slags digital boble, selv når man er sammen med venner eller familie. Hvilket desværre er alt for almindeligt at opleve. Det kræver kun at der opstår et lille hul i samtalen, eller at man ikke lige kan finde på noget at tale om, hvorefter man hurtigt griber telefonen og løser sig selv inde i den digitale boble.

 

Er det overhovedet realistisk at stræbe efter en afskæring af den sekundære digitale verden? Sandsynligvis ikke, og måske er det heller ikke det bedste for os. Måske handler udfordringen i stedet om at opnå den rigtige balance mellem det digitale og det fysiske, hvor vi udnytter de mange muligheder, som begge verdner giver os. Dette kræver både individuel uddannelse, bevidsthed og handling.

Hvordan vi bedst opnår denne balance, er stadig en udfordring, som vil kræve noget fra os alle. Men med den udvikling, som er i gang lige nu. Er det så overhovedet en mulighed at kunne skabe den rigtige balance?

victor

Dannelse før, nu og efter

Dannelse før, nu og efter

 

Digital dannelse i den morderne verden, er for mig ikke nødvendigvis en dårlig begivenhed, da der er blevet givet adgang, til så mange forskellige muligheder til at finde informationer. I højere grad bliver folk vel klogere, på de ting som interesserer dem. Da det er blevet lettere at få adgang for mange mennesker. Bare for en generation tilbage var der vist ikke rigtigt noget der havde internettet og Google.  

 

Ikke ligesom jeg har hørt fra mine forældre og bedsteforældre. Om at dengang de var børn, var der enten intet eller ikke så meget teknologi, og at de skulle vokse op med at finde alt på det lokale bibliotek, eller spørge forældre og lærer om de vidste noget om det. Så er information lettere at få fat i og lære fra især information fra rundt omkring jordkloden. Der er især mange indere som laver “tutorials” som måske en dag bliver til nytte for nogle, som virkeligt har brug for det.  

 

Jeg tror de fleste i min generation kan huske da de voksede op, den første gang de var i et problem, som de bare ikke kunne finde en løsning til. Lige meget hvad de gjorte virkede intet af det som man forsøgte. Lige meget om man prøver at skille f.eks. en computer ad og bygge det op igen fra bunden eller kigge imellem filer for at finde hvilken file der er gået i stykker, eller til noget som hvordan man laver vektorfunktioner. Så er det der jeg begynder at jeg tænker som mange andre, hvor jeg begynder at finde computeren frem, åbne den op og begynde at søge løs, på internettet om hvordan man ‘’hvordan laver man en computer’’.  

For jeg kan huske den gang jeg var yngre, og skulle hjælpe min storebror med at lave en ny bil, som han havde købt fra en af kærestens klassekammerater, men bilen endte så med at have rust i undervognen, og derfor ikke måtte køre på vejen. Så vi ringende til min onkel hvor vi fik at vide, at det ville koste alt for mange penge at få det lavet. Så vi begyndte at lave på bilen selv, så den kunne blive en markracer. Da vi stod over motoren, og kiggede ned kunne vi godt se, at vi skulle skifte de to forlygter, men vi vidste ikke hvordan man gjorte det, så vi kiggede på YouTube og fandt en video, om hvordan man gjorde og så poppede vi lygterne ud og satte de nye ind. Hvis vi ikke kunne have haft brugt internettet, ville vi nok aldrig have fået den lavet, i hvert fald ikke i en lang tid.

 

Poulsen skriver i sin bog “Gutenberg og Google” i år 2017 under “Primære og sekundære erfaringer” om to typer af erfaringer: De primære erfaringer, som er dem, vi møder direkte gennem vores fysiske tilstedeværelse i vores omgivelser, og de sekundære erfaringer, som er det, vi møder gennem mediernes og internettets “online” tilstedeværelse. Der er vel   nogle ting man bare har svære ved at finde ud af. I ens primære omgivelser, da ens forælder og lærer ikke har de svar man leder efter, så er det blevet lettere at finde dem i de sekundere erfaringer, da Google plejer at have de fleste svar, så længe at man leder længe nok efter dem.  

 

I artiklen “Med læring uden dannelsestænkning bliver der meget hurtigt instrumentalt” af Rasmus Kolby Rahbek fra 2020 nævnes der, at dannelsen kræver “et sted, der tillader en åben vekselvirkning mellem verden og mennesket”. Og “møde mellem det velkendte og det fremmede.” da der er begyndt at være et stor ryk i teknologien, ville det efter min mening være en utydelig grænse mellem vekselvirkning og det velkendte og det fremmede da man er tvunget, til at bruge internettet til at følge med tiden, i skole, på arbejde og for at finde ud af nyere informationer, som man ikke bare lige kan finde i sine personlige omgivelser. Der lærer man at danne sig i den digitale verden. 

 

Men hvad ved jeg, for jeg syntes bare at det har været en vigtig del af min barndom at kunne søge efter de ting jeg var nysgerrig omkring, at se hvordan man lavede eller fandt ud hvordan man kunne gøre det man var i gang med og blive underholdt. Ligesom fotocollagen “Photo up” af Rosler. Collagen viser to kvinder opslugt af deres telefoner i stuen, åbent bart meget opslugt af hvad der sker i dem, mens der er døde kroppe i nogle stole i samme rum. Samtidig med at en krig er i gang udenfor deres vindue. Så er det nok det eneste jeg sådan er nervøs for, at der kommer til at ske når primære omgivelser og de sækundere omgivelser, begynder at smelte for meget sammen, og man ikke længere kan kende forskel på, de to områder man begiver og danner sig i. Men det behøver ikke altid at være så negativt, da det kan også være en god ting, hurtigere information, hygge og en anden måde at danne sig som en person. Så man kan kun vente og se hvad vekselvirkningen mellem verdenen og mennesket er og bliver. 

Nicklas.